Kategorier
2010erne

Ep. 28: Charlie Jane Anders, All the Birds in the Sky

En bog, der er en blanding af Science Fiction og Fantasy med en masse popkulturelle referencer, kan måske godt lyde lidt som noget pjat. Og når det så oven i købet er en såkaldt “Young Adult” bog, så kan det jo gå helt galt. Men i Charlie Jane Anders‘ “All the Birds in the Sky” fra 2016, går det hele op i en højere enhed.

Vi følger heksen Patricia og videnskabsnørden Laurence fra barndommen og op igennem hver deres ekstremt vanskelige opvækst. Men hvad deres fordømmende omgivelser ikke ved er, at disse to udskud vil få afgørende betydning i en verden, der er på vej ud over afgrunden. Og selvfølgelig er de ikke alene. Der er også en kunstig intelligent computer fra Laurences kosteskab; et parlament af fugle; en hemmelig hekseskole og en tidmaskine, der kan bringe dig 2 sekunder ind i fremtiden.

Jens og Anders SCIFI Snakker “All the Birds in the Sky”

7 kommentarer til “Ep. 28: Charlie Jane Anders, All the Birds in the Sky”

Genre-betegnelsen for “All The Birds In The Sky” må – i midlertidig mangel på bedre – være “New Weird”. DEN finder man så ikke i “Syzygy Og Den Sorte Stjerne” (jvnf. taxonomi-“debatten” i kommentarfeltet på ‘castet om “Ringworld”).
Det er sådan lidt flydende, hvem der bliver udnævnt til at være “New Weird”, og hvem man spørger – og hvornår (på døgnet) og i hvilken forbindelse (muligvis i hvilken tilstand). Men “genren” skulle angiveligt definere et grænsebrud mellem science fiction, horror og fantasy. Hvor der efter min mening ikke så meget er tale om noget “brud”, som forsøg på legeringer. Nogle mere heldige end andre.
De største fisk i dammen skulle være Charles Stross (det er sikkert Laundry-serien, der tænkes på), M. John Harrison, China Mieville (Bas-lag-cyklussen, formodentlig), Neil Gaiman og Jan VanderMeer (der vistnok “coinede” termen i første omgang). Og så er der sådan nogle “underligheder” som Gene Wolfes “Book Of The New Sun”, der læses som fantasy, men er science fiction (ligesom man kunne påstå, at hans “The Fifth Head Of Cerberus” læses som SF, men er fantasy). Eller Iain Banks’ “The Bridge” – som er hvad-skal-man-sige-agtig, og det samme gælder hans “Transition”.

Kunne også godt tænkes at Philip Pullmans “His Dark Materials” er en kandidat – medmindre det er steam-punk (nej det er ej).
Men en virkelig forgænger for New Weird, længe inden det blev “new” at være “weird” er mærkværdigheden “The Hole In The Zero” af M.K. Joseph. Og idet jeg lige hørte Umberto Eco blive nævnt, er der noget ret “New Weird” over “Foucaults Pendul” (det modsatte af paranoia er iøvrigt “pronoia” – slå selv op), hvor ideen om, at det godt kunne være, at “der er noget galt” resulterer i, at der er noget galt (konspirationsteori koblet med rekursion ad absurdum – vældig festligt og genialt fremskrevet).
Men det var ex item – beklager.

“Young Adult” er en horribel varebetegnelse, der blot er med til at konsolidere ideen om opdelingen af “markedet” i mindre og mindre sekvenser, jvnf. det idiotiske “tweens”, eller “yngre seniorer”. Men lige hér er det måske på sin plads. Stereotyperne er iorden, i All The Birds … – hun er en romantisk pige, der kan høre fuglene tale. Han er en rigtig dreng, der interesserer sig for videnskab og mekanik. Og så møder de hinanden – og måske er det i virkeligheden omvendt, eller begge dele, eller noget helt andet. Det er sgu meget godt set! Og siden kommer der mere knald på frikadellen, men jeg skal ikke spoile jeres spoiler-alert.

Takker ydmygst for at blive citeret (jeg kan godt høre fedt-grinet over det nørdede; I skal være så velkomne. Og I slipper næppe for mine kommentarer, så længe I laver noget interessant – og det gør I, & det skulle ikke stå i en parantes).

Og endeligt vil jeg også være mærkværdig, og forslå en læsning af Keith Roberts’ “Pavane”, der virkelig er seriøst anderledes, down-beat, non-paced, langt ude på landet. Men – og nærmest provokeret – Niels E. Nielsen! “Herskerne”, “Troldmandens Sværd”, “Skyggen Fra Sirius”, “Gæsten Fra Stjernerne”.

Og kan I ellers så have det så godt og – som tilforn – god podcast. Bliv ved, bliv ved!

Hej Henning. Tak for dit uddybende bud på en genrebetegnelse med New Weird. Jeg kunne nu godt hælde til at være lidt loren ved at smide Charlie Jane Anders i den kategori. Tænker at den mangler lidt af det groteske og horror-agtige, som man også finder i “Old Weird” forbillederne (Lovecraft og lignende “I am writing this under an appreciable mental strain since by tonight I shall be no more…”). Kiggede lige på Jeff VanderMeer beskrivelse i hans antologi fra 2008.

“New Weird is a type of urban, secondary-world fiction that subverts the romanticized ideas about place found in traditional fantasy, largely by choosing realistic, complex real-world models as the jumping off point for creation of settings that may combine elements of both science fiction and fantasy. New Weird has a visceral, in-the-moment quality that often uses elements of surreal or transgressive horror for its tone, style, and effects – in combination with the stimulus of influence from New Wave writers or their proxies (including also such forebears as Mervyn Peake and the French/English Decadents).”

Jeg hælder nok mere i retning af urban fantasy kassen. Vi har at gøre med en klassisk protagonist-drevet historie, hvor personernes kræfter er omdrejningspunktet i forløsningen af konflikten.

Men alle de her små subgenrer gør det jo ikke så nemt. Det kan diskuteres i det uendelige.

Tak for flere bud på Niels E Nielsen bøger. En dag vil det lykkedes mig at komme på biblioteket efter en god gammeldags papirbog! Har “Og to sole stod op” på min short list.

Og nu fik du mig helt interesseret i at læse noget af det der New Weird. Perdido Street Station (https://www.goodreads.com/book/show/68494.Perdido_Street_Station?from_new_nav=true&ac=1&from_search=true) skulle være den helt store og centrale bog i genren. Elsker beskrivelsen fra Goodreads:

“Beneath the towering bleached ribs of a dead, ancient beast lies the city of New Crobuzon, where the unsavory deal is stranger to no one–not even to Isaac, a gifted and eccentric scientist who has spent a lifetime quietly carrying out his unique research. But when a half-bird, half-human creature known as the Garuda comes to him from afar, Isaac is faced with challenges he has never before encountered. Though the Garuda’s request is scientifically daunting, Isaac is sparked by his own curiosity and an uncanny reverence for this curious stranger. Soon an eerie metamorphosis will occur that will permeate every fiber of New Crobuzon–and not even the Ambassador of Hell will challenge the malignant terror it evokes.”

Det lyder lidt mere mystisk og mørkt end “All the birds…”

Svar

Hej Jens
Åhr, kom nu – genrediskussion, genrediskussion …
Nej, jeg synes heller ikke det hverken er enkelt eller særligt interessant. Så vidt jeg ved er det heller ikke China Mieville (himself), der har udnævnt ham til at være “new weird”. Og den “definition” begået af Jan VanderMeer, som du har fundet frem, virker da også sært all-encompassing på en ikke særligt oplysende eller opklarende facon. I den optik bliver horror, fantasy, science fiction (herunder New Wave), gotik, okkultisme og fanden og hans pumpestok AFLEDTE genrer af “New Weird”. Den så vi ikke komme.
“Perdido Street Station” er første bog i Mievilles “Bas-lag-cyklus” – og det bliver jævnt værre; og det er ikke Urban Fantasy. Til gengæld har han skrevet “Un-London”, der deler karakteristika med Neil Gaimans “Neverwhere” – og DET må siges at være Urban Fantasy. Kunne også nævne Clive Barkers “Imajica” og/eller John Crowleys “Little, Big”. Og i de romaner er der sådan set heller ikke alt for lyst, men derimod ret mystisk(t).
Det vil derfor være rimeligt, at spørge – i sådan et lille eksklusivt forum – om ATBITS måske definerer sit eget ståsted, uden behov for “mønster-genkendelse”? Hvilket jeg skriver, fordi jeg er ret overbevist om at der er noget andet på spil, der nemlig præcis placerer den i “YA”-kategorien: – den (evindelige) diskussion om “forskellen” på følelser og intellekt … – eller rettere: – hvordan jonglerer man med disse to, tilsyneladende modsatrettede, størrelser?
Uden at ødelægge det hele, kan man vel godt pege på, at den der AI … – nåja, de har jo været to om at “opdrage” den.
Hvilket giver mig anledning til at foreslå endnu en roman – bare for at forvirre det hele – der aldeles er gung-ho SF, aldeles ikke urban, men temmelig weird: Frank Herberts “Destination: void”. Som & at prøver at indkredse begrebet “bevidsthed”. Og jeg kan lisså godt advare: – enten syns man det er en fest, eller også vil det hænge én ud af halsen.
Endeligt: – Du starter bare ikke med “To Sole Stod Op”, hvis du ikke kender andet til NEN! Så du starter med “Herskerne” eller “Troldmandens Sværd” (somom jeg har noget at skulle have sagt 🙂 ).
Og nu er vi kommet så langt væk fra ATBITS, at det må være på tide at stoppe.
Så det gør jeg.
Stop …

🙂 Herskerne eller Troldmandens Sværd… Modtaget!

Måske kunne den der AI caddy anbefale gode bøger at læse.

Har overvejet at købe en papirversion af Jo Waltons “Among others” og så bare slå op på tilfældige sider og vælge den bog der omtales.

Svar

Hej Majbrit. Man kan skam se, hvad vi læser. I vores bogklub på Goodreads. Men måske er det en meget god ide, at vise det her på siden også. Det tænker jeg lige over. Og denne måned er det : Oryx og Crake af Margareth Atwood.

Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.