Skip to content →

Ep. 17: Connie Willis, To Say Nothing of the Dog

I 1999 snuppede Connie Willis både en Hugo og en Locus award med sin helt særlige tidsrejse-fortælling: To Say Nothing of the Dog. Bog nummer to i hendes såkaldte Oxford Time Travel serie om en verden, hvor man kan rejse i tiden, men hvor det kun er historikere, der kan se pointen med det.

I To Say Nothing of the Dog går turen tilbage til Victoria-tiden i en comedy of manners, hvor stakkels Ned Henry kæmper for at genoprette tidskontinuummet og slippe af med sin Timelag og finde verdens grimmeste støbejernsvase. Jens og Anders SCIFI SNAKKER sig gennem To Say Nothing of the Dog.

Published in 1990erne

2 Comments

  1. Henning Henning

    Hæhæ! Det er en ret “frisk” udmelding at SF er en hybrid af – en palimpsest på – andre genrer – ridderromancer, westerns, krimi noir eller hvad man så ellers kunne tænke sig (Barbara Cartland?). For så vidt som der i konkrete tilfælde kan være noget om snakken, er det på den anden side ikke reglen. Men selvfølgelig må det være sådan at litteratur bygger på litteratur, ligesom videnskab bygger på videnskab. Ellers skal hver ny generation opfinde den tre-hjulede cykel – og så sker der lisdan ikke det store.

    Finten er, at når det lykkes at omsætte en genre til en anden genre, så bliver det rigtigt godt – og når det ikke lykkes så bliver det en kokasse man lige har trådt i. Ligesom det vel næppe er mængden af højteknologiske gadgets, der gør en given tekst til SF (det kunne lige så vel være en James Bond film) eller DR’s “Rejseholdet”.

    Nå, skidt med det; hvad jeg ville sige: – jo! Charles Stross har faktisk begået en ganske hyggelig lille historie i P. G. Wodehouse-land: – Trunk And Disorderly. Den findes online på Asimov Magazine, men iøvrigt også i en ganske udmærket dansk oversættelse i samlingen “Antistof” (Science Fiction Cirklen) med titlen “Snøbel med snabel” – Wooster og Jeeves i fremtidsland. Det er næppe nok til en pod-cast, men så læs den da for sjov. 10 minutter – de er godt givet ud.

    Som altid: – tak for en god feuilleton (nånej, “cast”)

  2. Sagde jeg ikke at SF-bøger OFTE lægger sig oven på en anden genre? Hvis jeg skulle have hævdet det modsatte vil jeg i hvert fald gerne justere. Jeg mener bestemt at der er masser af SF, der er helt original, uden at være genre-mashups.

    Men det er jo rigtig dejligt når det lykkes. Især i de lidt lettere og underholdende bud inden for SF.

    Tak for tippet om Charles Stross bogen. Og tak for kommentar 🙂

Skriv et svar