Skip to content →

Ep. 21: Frank Herbert, Dune

I 1965 skrev Frank Herbert et af science fiction genrens helt centrale værker. Det vurderes til at være den bedst sælgende scifi-roman nogensinde, og året efter ragede Herbert både Hugo og Nebula awards til sig. Med Dune åbnede Herbert øko-scifi ballet, og lagde barren for “worldbuilding” op på et nyt niveau. Med sine Shai-Hulud orme og Gom Jabar-svingende Bene Gesserit-hekse, og det vidunderlige og livsforlængende drug Melange, og de ædle men vilde Fremen-ørkenfolk som drømmer en et grønt Arrakis… Dune har en dybde i sin verdens-fortælling, som mange har forsøgt at efterligne den siden. Jens og Anders SCIFI SNAKKER Dune.

Published in 1960erne

19 Comments

  1. Henning Andersen Henning Andersen

    BBC’s SFi-Fi Channel har faktisk lavet to miniserier over Dune og Children Of Dune. De er faktisk udmærket se-værdige og må kunne findes på noget VHS-DVD-BlueRay-noget. Men jeg kan nu meget godt lide David Lynchs udgave, selvom…..
    Nej! Det jeg egentlig ville sige er, at i Frank Herberts forfatterskab er der to temaer, som han afsøger igen og igen. Det ene er “magt”, som Herbert definerer som kontrol og manipulation. Og i den forbindelse er han ofte inde på, at den der har magten eller kontrollen med den vigtigste bestanddel (lad os kalde det “råstof”) i opretholdelsen af et givent samfund, er den der er istand til at ødelægge det pågældende “råstof”. I “Dune” er det “krydderiet” (“melange” er iøvrigt fransk for “kanel”), i “Dragon in the Sea/Under Pressure/Subway” (Herberts først udgivne roman) er det olie og i “The Santaroga Barrier” er det “jaspers” – en slags lav eller svampekultur, og iøvrigt meget lig “krydderiet” i “Dune”.
    Det andet tema er begrebet, fænomenet, “bevidsthed” (som ikke en kæft har kunnet definere, selvom der er gjort gode forsøg). Og det begreb løber som en selvlysende tråd gennem alle Herberts romaner. Ikke mindst “Destination:void” hvor det står helt centralt.
    Herbert hyldes ofte for, at have et “økologisk” synspunkt – og han drev vistnok også et lukket økologisk landbrug, på et tidspunkt og havde noget konsulent-virksomhed på “Ecosphere II”, tror jeg nok. Men fremfor alt – og det er min opfattelse – tænker (tænkte?) Herbert i systemer. Altså mere i retning af kybernetik, end det vi i moderne tid forstår ved noget “økologisk” (med sine konnotationer til mere sundhed, dyrevelfærd og udeladelser af pesticider). Månens bagside har også en økologi.
    Herbert er – efter min mening – på jagt efter det centrale, det der styrer, de samfund han i sine romaner opbygger. I “Dune” er det “krydderiet” der grundlaget for samfundsstrukturen (det er også derfor computerne må ud til fordel for mentaterne – computeren kan ikke “tage en bane”). I Santaroga er det “jaspers”, i serien om McKie er det “calibanerne” og i “Hellstrom’s Hive” er det “The Vats”.
    Til gengæld er det fuldstændigt korrekt, at Herbert er en økologisk “profet” derhen, at han længe før Michael Chrichtons kaos-teori-betonede “Jurassic Park” (bogen, ikke filmen), i “The Green Brain” definerede at under ekstremt biologisk pres ville “nature find a way”.
    Iøvrigt vil jeg sige, at jeg tog hele turen fra “Dune” til “Chapterhouse: Dune”, og jeg er helt enig i, at det er den første roman der holder – selvom jeg følte mig udmærket underholdt af de følgende. K. Andersons og Herbert jr.s nekrofile omgang med “arkivet” har jeg ikke noget til overs for. Det er simpelthen under lavmålet.
    Og med disse kommentarer – tak for “udsendelsen”, meget inspirerende, og vi høres ved – det er ikke en trussel, det er en positiv tilkendegivelse 🙂

    • Hej Henning. Jeg tænkte lidt over det med magt-begrebet du skriver. Dune kredser meget om temaet lederskab, og forskelle i tilgangen til lederskab. Der er magt gennem manipulation, som perfektioneres af Harkonnens. Og så er der den magt over mennesker der kommer af at man deler deres værdier og er et fokuspunkt for deres drømme om en bedre tilværelse. Det er den magt Leto har over sine dedikerede krigere, og som Paul får over sine Fremenere. Det gode er at Herbert ‘krydser’ det lidt og viser os, at Paul er mindst lige så bevidst over den effekt han har på de mennesker der følger ham, som den knap så gode na-baron.

      Tak for kommentar.

      • Henning Andersen Henning Andersen

        Det er fuldstændigt rigtigt. Under “den gode” Hertug Leto virker systemet (omend den feudale klasseopdeling er opretholdt), hvorimod systemet i hænderne på “den onde” Baron Harkonnen ( tillad mig iøvrigt at indskyde at Haile Selassie tillige hed Markonnen) bliver til tyranni. Og alt i alt synes Herbert da også at være tilhænger af noget med den Stærke Retsindige Ener (om det så stammer fra noget social-darwinistisk skal jeg ikke kunne sige), hvorfor der heller ikke er den store kritik af det Rum-Imperium der er “settingen”. Det er ikke Imperiets struktur, der er noget galt med – so to speak – det er alle de fraktioner, der vil rage magten til sig og manipulerer på diverse måder. Bene Tleilax, der nærmest er kættere ifht den Butleriske Jihad, idet de godt vil have maskinerne på banen igen; The Spacing Guild, der sidder hårdt ovenpå rumfarten og derfor fastholder dets ret til al kontrol med alt hvad der ligger udenfor en atmosfære. De forskellige feudalherrer over de forskellige planeter. Og fremfor alt Bene Gesserit, der er ude i et religiøst ærinde.
        Så på den måde klager Herbert sig ikke over den samfundsstruktur han beskriver (mens nogle af os andre nok ville betakke os), men peger netop på, at med “mænd af den rette støbning” (tvivler på, at kvinder er indbefattet, efter Bene Gesserit fremstår som nogle manipulerende kællinger), så vil en hvilken somhelst struktur være til “det fælles bedste”. Det er den med “Den Usynlige Hånd”.
        Men altså – det er jo også derfor “Dune” er så glimrende en roman, fordi man får lov til at tænke over nogle forskellige ting, og også fordi personerne er så godt “fremskrevne/portrætterede”, at det ikke bare er pap-figurer. Jeg har personligt den største respekt for Doktor Yueh, omend han bringer House Atreides til (midlertidigt) fald. Fordi jeg forstår ham.

  2. Filip Rankenberg Filip Rankenberg

    Endelig! Sjældent har jeg afventet en podcast med større utålmodighed, end dette afsnit om Dune. But it was worth the wait gentlemen ☺. Tak for et godt afsnit, der både var en god introduktion til nye læsere, samt gav en Dune-freak som undertegnet et par nye perspektiver på bogen – både ift. selve historien (“Atreides’ hær var en trussel mod kejseren” – dén havde jeg ikke rigtig set) – såvel som referencen til Shogun og kultur-sammenstød.

    Ift. filmatiseringen fra 1984, skylder man at nævne, at det jo var David Lynch der skrev screenplay og instruerede, men at han ikke havde final cut og i dag anser det for sin eneste ”mislykkedes” film. Dens mangler og omskrivninger til trods, synes jeg selv filmen formår at tilføje til Herberts bog, med dens tydelige Lynch’ske stemning. Filmen er værd at se på sine egne præmisser.

    Derudover blev der faktisk lavet en mini-series i år 2000 – bl.a. med William Hurt som Duke Leto – som både dækker Dune, Dune Messiah og Children of Dune (de første 3 bøger i serien). Den er mere tro mod historien end filmen og nyder også godt af filmmediets teknologiske udvikling – og er som sådan god underholdning – men er også en mere ”fersk” oplevelse end Lynch’s film, der med sin visuelle rigdom (i mine øjne) er mere langtidsholdbar.

    Ift. resten af bøgerne i serien, så giver jeg til dels Jens ret. Jo længere hen man kommer i serien, jo mindre en fornøjelse er det at læse. Men, bøgerne er interessante fordi de netop vidner om omfanget af Herberts vision – hvor omfattende hans ”worldbuilding” faktisk er i både tid og rum – og ikke mindst fordi grupperinger som Bene Gesserit og Tleilaxu civilisationen, der optræder mere eller mindre perifert i Dune, bliver foldet mere ud.

    Endeligt bør Frank Herberts søn Brians samarbejde med Kevin J. Anderson også nævnes. De har over årene skrevet et væld af Dune-bøger. Både pre-quels der rækker helt tilbage til the Butlerian Jihad titusinde år før Dune og to sequels der ”afslutter” Dune-sagaen (angiveligt efter forlæg fra Frank). Bøgerne er bestemt en blandet fornøjelse som læseoplevelse – her bliver det tydeligt at Frank virkelig skrev godt – men som Dune-freak er der en hvis tilfredsstillelse i at få en ”rigtig” slutning og generelt bare svælge i Dune-universets mange epoker og facetter.

    Som historie/plot synes jeg især de to afsluttende bøger, samt de tre Prelude to Dune bøger (der dykker ned i hhv. House Atreides, House Harkonnen og House Corrino i tiden lige op til at Dune finder sted) fungerer godt.

    Slutteligt, tak for en rigtig god podcast, der hjælper godt på vej ud i udvælgelsen af læseværdige nye scifi bøger og heldigvis også trækker klassikere frem, så yngre generationer bliver introduceret til rigdommen i denne fantastiske litterære genre.

  3. Filip Rankenberg Filip Rankenberg

    Ja, den er jeg også blevet opmærksom på – snak om A Lost Opportunity!.

    Er jo også stor fan af Jodorowsky’s samarbejde med Giraud om tegneserien John Difool – og selvfølgelig Giraud/Moebius egne scifi serier (ja, jeg er sgu også en sucker for Lt. Blueberry – but now I digress…).

    Goodnight Dune kendte jeg ikke – den er sød :-).

    Nå, men nu glæder jeg mig så til næste afsnit om den nye Neal Stephenson – too many books, too little time – når man nu også skal nå alle de fede Netflix serier – nu må jeg jo også checke Daredevil ud :-).

    • Daredevil… Ja det skaber bare nye problemer. Er nu ved at genlæse Frank Millers Daredevil på Comixology 🙂

    • Henning Andersen Henning Andersen

      Udover Dr. Gir og Mester Giger, så har Chris Foss også stået for noget “concept art” til Jodorowskys “ufuldendte””. Tjek lige det – det er guf.

  4. Filip Rankenberg Filip Rankenberg

    Uuhh ja, Chris Foss 😊.

    • Han er for sej! Har de der Foundation versioner med hans forsider.

      • Henning Andersen Henning Andersen

        I forhold til Asimovs Foundation-serie kunne man også pege på Michael Whelans forsider. Og i forhold til Dune vil jeg henlede opmærksomheden på John Schoenherr jeg har ikke lige nogen lænke, men det ligger lige for at google på billeder. Det er også noget værd.

    • Den ultimative orme-forside 🙂 Shai Hulud indeed…

  5. Jeg er ret ny ud i traditionel sci-fi, så jeg er glad for at have fundet jeres podcast i dag. Jeg kunne dog godt tænke mig, hvis I vil nævne hvilken bog næste episode bliver om, så der er mulighed for at læse bogen inden podcasten kommer 🙂 Jeg har kun hørt første episode, så jeg ved selvfølgelig ikke, om I allerede gør det. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at høre mere! Super initiativ, som helt sikkert skal deles på bloggen når jeg har hørt lidt mere 😉

    • Hej Irene. Tak for kommentar! Det gør vi sørme også. Næste gang er Stephenson: Seveneves.

  6. Fik bogen i julegave da jeg var 11 og læste den julenat … Fantastisk bog! Den er så klar i sin miljøbeskrivelse så alle mulige totalt vilde ting virker fuldstændig troværdige. Min lasede bog er gået i arv til søn, der har slugt den på samme vis – og lagt beslag på den.
    … Jodorowski-dokumentaren er seværdig og god til at fodre fantasien – jeg tænker at måske er drømmen om den sublime filmatisering bedst som drøm – Men hvilken drøm.
    … for tiden har jeg et Elizabetansk (d. 1.) -flip og jeg ser inspirationskilder fra hendes tid og hof alle vegne. Mon mentaten Thufir Hawat er modelleret over William Cecil, Elizabeths tro, logiske og snu rådgiver gennem 46 år?

    • Hej Majbrit 🙂

      Tak for kommentaren. Der er nu noget særligt ved en bog man genlæser som voksen, som har haft stor indflydelse på en. Heldigvis gik det godt denne gang. Genlæste Troldmanden fra Jordhavet, som jeg huskede som noget helt særligt. Den holdt knap så godt ved genlæsning!

      Glæder mig til at få set dokumentaren. Skal lige have tid.

    • Henning Andersen Henning Andersen

      Det kunne sagtens tænkes, at William Cecil var en del af modellen. På den anden side er der så meget “mind palace” involveret i mentaternes modus, at jeg synes det peger længere sydøst på – medicierne, Leonardo da Vinci, med rødder tilbage til både romerske og græske filosoffer, og ikke mindst kalifatet. Der er en stærk stemning af noget “arabisk” i Dune, allerede inden Atreides-familien kommer til Arrakis.
      Herudover er “kanly” jo aldeles oversætteligt med vendetta, og så befinder vi os virkeligt nede i Italien (Sicilien). Men vi kender det også fra islandske sagaer (sangen om Hr. Torben) – så who knows?
      Mit indre billede af Thufir Hawat har altid ligget et sted mellem Ibn Faedlan og Niels Bohr. Men iøvrigt er det sådan at også jeg fik “Klit” i julegave og læste den, julenat, indtil jeg faldt i søvn. Ikke over bogen, men fordi klokken var blevet tidligt om morgenen.

Skriv et svar