Skip to content →

Ep. 24: Liu Cixin, The Three-Body Problem

Det kinesiske scifi-fænomen Three-Body serien vandt årets Hugo Award. Liu Cixin fortæller en historie om den første kontakt med fremmede intelligenser set fra riget i midten. Historien foregår i nutiden og under den kinesiske kulturrevolution og i den sælsomme VR-verden “World of Three-Body.” Jens og Anders SCIFI Snakker The Three-Body Problem.

Published in 2000erne

5 Comments

  1. Jens Jens

    Jeg fik også visse associationer til Neal Stephenson’s værker da jeg læste(ok, hørte på lydbog) Three Body Problem. Især til The Diamond Age, hvor hovedpersonen også spiller et kompliceret computerspil i virtual reality.

    Jeg synes også at den første halvdel af bogen fungerer bedst fra et litterært perspektiv – skildringerne af Kulturrevolutionen var helt klart mest medrivende. Også temmeligt kritisk og jeg kom til at tænke på i hvilket omfang disse scener er blevet censureret i den Kinesiske udgave.

    • Hej Jens. Tak for kommentaren. Det er sjov. Der var engang hvor en sammenligning med Stephenson ville være entydigt positiv for mig 🙂 Ikke så meget mere …

      Faktisk var the diamond age den første Stephenson bog jeg læste. Kan ikke rigtig huske den. Prøvede at starte den op igen sidste år men løb lidt sur i lingoen.

      • jens jens

        Jeg tror jeg har genlæst den op til flere gange. Synes nu stadig den holder, selvom den efterhånden må være 20 år gammel. Næste måneds bog The Windup Girl er også ret god. Jeg kan iøvrigt i sammenhæng anbefale nogen af hans noveller: “The Fluted Girl” og “The Calorie Man”.

  2. Henning Andersen Henning Andersen

    Jeg har ikke læst romanen – hvilket øjeblikkeligt diskvalificerer mig som dommer. Da det så heller ikke er mit ærinde, og idet det blot glæder mig at “de trist hundehvalpe” blev overtruffet af noget andet og noget mere “eksotisk”, føler jeg på den anden side fri til at fortsætte. Men apropos “det eksotiske” – der BLIVER jo skrevet SF andre steder end i USA, England og nærmeste gadekær. Og når – hvis – man bevæger sig ud mod de horisonter (beyond the fields we know), så er det altså bare anderledes læseoplevelser. Bare indenfor Europa – og jeg tillader mig at regne RUS-land med – er der både klassiske og spritnye værker, at gå ombord i. Og de er bare forfriskende anderledes. Bing&Bringsværds “Alexandria”-kvartet er måske nok stilet til et “juvenilt” segment, men da det trods alt foregår ude i stjernevrimlen så kan også voksne få noget ud af det. “Abernes Planet” af Pierre Boulle er en anderledes historie, end den “man kender” fra “the silver screen”. “Solaris” af Stanislaw Lem – vi er i Polen – er en fantastisk læseoplevelse, ingen film til dato har gjort retfærdig ære. Fra Tyskland kan vi hente Hermann Hesse og H.W. Franke – bare for klassiske “starters”, og fra RUS-land vil jeg allerinderligst fremhæve brødrene Strugatskij (Strugatsky, Strugatski – pick any). Vist er filmatiseringerne af “The Ugly Swans” (hep til HC Andersen) og “Roadside Picnic” (“Stalker”) udmærkede – men romanerne – mon dieu! Og jeg ved positivt at der bliver skrevet spansk, italiensk, hollandsk, græsk, rumænsk – ja; der skrives SF overalt (kunne lige være at Nord-Korea har en lov der forbyder det, men hvad er i det hele taget tilladt på de kanter, bortset fra fjollet hår?). Og så kan jeg ikke dy mig for at anbefale svenske Sam J. Lundwall, og ikke mindst hans formidable “Fängelsestaden”. Og nu vi er i Sverige: – Delta Förlaget (som Lundwall var en ledende del af) udgav en del SF fra ret meget andre lande, end vi normalt henter godset fra. Oversat til svensk og hele marmeladen – hvilket, i forhold til portugisisk, serbo-kroatisk, japansk eller tjekkisk, måske nok er en lettere tilgang til materialet … hvis det skulle være.
    Nå, knævveren går; til sagen: – jeg tror – JEG tror (ingen andre kan eller skal beskyldes), at oplevelsen af de ret ferske, to-dimensions-figurer hænger sammen med en fortælletradition, der er meget asiatisk. På “vore” længde- og bredde-grader har vi (jo) bon-mot’erne om “show – don’t tell” og “kill your darlings”. Hvilket betragtes som en spritny tilgang til skrivekugleriet. Men i asiatisk fortælletradition ligger det som noget basalt, forstået således at en given person er summen af dennes handlinger. Ikke tanker – ikke følelser. Handlinger. Personens følelser, motiver, tanker, overvejelser, tvivl, er introvert tomgang, hvorimod det er handlingen – den konkrete interaktion med “virkeligheden” – der dels skaber denne virkelighed, dels har konsekvenser for personens (fremtidige) muligheder. Det er karma-loven vi er ovre i. Og derfor – tror jeg – at personerne, figurerne, fremstilles som de gør, fordi den “dialog” der ligger i læserens “afkodning” af personernes handlinger udgør det spændingsfelt, som vi europæere (og amerikanere) først begynder at beskæftige os med, når vi også har “den psykologiske profil” på plads. Det er ihvertfald en erfaring jeg – personligt, helt selv, ego-agtigt – drager af de “asiatiske tekster” jeg har læst i årenes løb.
    Men igen: – det er muligvis en fejlantagelse. Men det er et indspark.
    Jeg ser frem til hver måneds begyndelse, når det må være ved den tid at I har en ny SciFi-snak. Det er bare så fedt!

Skriv et svar til jenspoder Annuller svar