Skip to content →

Ep. 27: Kurt Vonnegut, The Sirens of Titan

Med klassikeren “The Sirens of Titan” fra 1959 skubbede Vonnegut gevaldigt på grænserne for Science Fiction. Vonnegut er som altid bidende satirisk og kaster sin sorte humor efter alt og alle der repræsenterer ideologier eller religioner… eller i det hele taget mening med noget som helst.

Og – som altid med Vonnegut – er det kulsorte budskab pakket ind en dragende og kvik og fornøjelig sproglig tour de force. Vi bevæges med vores hovedperson Malachi Constant rundt i et virvar af bizarre karakterer og sarkastiske plot-twist, der tager os fra Jorden, til Mars, til Merkur, til Jorden igen, til Saturns måne Titan og tilbage til Jorden igen. Anders og Jens har taget turen, meldt sig ind i “Church of God the Utterly Indifferent” og SCIFI Snakker her “The Sirens of Titan.”

The Sirens of Titan - Forside
Forsiden til førsteudgaven af The Sirens of Titan fra 1959

Published in 1950erne

2 Comments

  1. Henning Andersen Henning Andersen

    Brian W. Aldiss pippede engang, at han IKKE var sciencefiction-forfatter, men en forfatter der (også) skrev science fiction. Og jeg tror på, at Kurt Vonnegut skal placeres i samme kategori. Jeg er fuldstændig enig i – og som enten Jens eller Anders nævner i cast’en – at der ikke er nogen “mening” med hverken Livet, Universet & Alt Det Der. Betydning er noget vi skaber eller påfører. Hér kommer det kronosynklastiske infundibulum ind som en størrelse, der er – ER; fra uendelighed til uendelighed (okay, da, så kun fra Betelgeuze til Solen, men alligevel). Det er i denne ER-hed, denne uendelige, 4-dimensionalitet, at trafalmadorianerne eksisterer, og nu – i The Sirens Of Titan – altså også Rumfoord. Og han – Rumfoord – bliver i den “eksistens” – netop det sølle svar på en “Gud”, der samtidig svarer fint til de sølle eksistenser på Jorden, han skal forestille at være en slags gud for.
    Men det kronosynklastiske infundibulum (frit oversat: – en tragt der samler alle konkrete sedimenter til et uforanderligt hele = gravitation) ligger jo samtidig bag den – ret deterministiske – plan SALO har lagt, for at tilvejebringe den der iøvrigt ligegyldige møtrik. Så hvor skal vi hen med det?
    Mit gæt er, at Vonnegut har samme indstilling som Arthur C. Clarke: – han tror ikke på eksistensen af en Gud eller en mening med “skabelsen”, men han ville ønske der var en.
    Jeg anser derfor Sirenerne på Titan for en betragtelig “filosofisk” øvelse, og samtidig er 1000 procent enig i, at Mars-sekvensen forekommer sært påklistret.
    Og iøvrigt fedt nok, at I ikke var stoppet – der gik jo lidt tid, så man kunne aldrig vide.
    Iøvrigt er den politisk korrekte positionering af en knallert som Charlie Jane Anders: “transgender queer” – lisdan Caitlin R. Liernan.

    • Hej Henning – Jeg må bare sige… Wow! Det var en syret og dyb forklaring af Kronosynklastisk Infundibulum.

      Det er sjovt, at du nævner Clarke i denne sammenhæng. Sad og rumsterede med nogle af de samme tanker, da jeg forberedte mig til podcasten. For to så erklærede ateister er der en sær længsel efter en transcenderende mening med tilværelsen i deres bøger.

      Også godt at høre fra dig igen. Vi havde lige en periode, hvor der kom klumper i rutinen og planerne. Der vil nok komme perioder igen. Nogen gange så får jeg lidt brug for en pause på et par måneder fra SCIFI, for så at komme tilbage. Men så er der jo heldigvis Fantasy-bøger 😉

Skriv et svar