Skip to content →

Ep. 29: Margaret Atwood, Oryx og Crake

I febervildelser fra post-apokalypsen erindrer Jimmy the Snowman, hvordan verden faldt fra hinanden og gik til. Og imens går de post-humane “Children of Crake” på stranden og leder efter gammelt skrammel fra ruinerne af verden. Sådan starter Oryx og Crake fra 2003, og med den kastede Margaret Atwood sig ud en trilogi om verdens sammenbrud i en djævelsk cocktail af moralsk forfald og biogenetik.

I en verden ude af balance lever de priviligerede i lukkede forsker-samfund, mens de skubber på livets byggesten i jagten på profit for firmaer som HealthWyzer, Rejoovessence og NooSkins. It’s a Wolvog eat Wolvog world, men hey! Man kan altid få sig nye organer fra en Pigoon – vidundergrisen der gror reservedele til os alle sammen.

Jens og Anders SCIFI Snakker Oryx og Crake.

Oryx and Crake cover 1st edition
Oryx and Crake cover

Published in 2000erne

3 Comments

  1. Henning Andersen Henning Andersen

    Det er lidt svært, at tage Atwoods egen erklæring om at hun ikke skriver SF alvorligt, i forhold til hendes egen definition, at SF er “noget med rumskibe og monstre”. Der findes både rumskibe og monstre i den virkelighed vi lever i, og de sidste kommer i alle størrelser: – fra filovira (ebola, hanta, marburg) til de større i form af smalsporede statsministre og ministerpræsidenter, samt diverse hel-, halv- og småforbryderiske psykopater, som menneskeheden i ubehagelig grad er belemret med.

    Jeg tror man skal tage Atwoods udmelding med et gran salt – og to stykker brød. Brian Aldiss har også udtalt, at han ikke er SF-forfatter, men derimod en forfatter, der primært skriver SF. Ray Bradbury stod klart ved, at han skrev SF, men “S”-delen er mere et postulat eller et vehikel i hans “F”.

    På ét punkt kan jeg godt følge Atwood, derhen at hun er vokset op med SF-pulpen, og der er godt nok også mere lort end lagkage. Men hvorfor hun ikke kan finde “a quantum of solace” i kollegerne Huxley, Lessing eller Orwell, det må jo så bero på – et eller andet …

    Faktisk er jeg kun to gange stødt på romaner – eller hvad nu skal kalde dem – der påstod, at handlingen foregik i fremtiden, som ikke var (er) SF; i begge tilfælde taler vi om højst idiosynkratiske værker. “Homonaticum” og “Den Store Klint”. Og skulle i støde på titlerne så – la’ vær’!

    Hvis handlingen udspiller sig i fremtiden, så er fortællingen pr. definition SF – dermed ikke sagt, at SF er defineret af om handlingen udspiller sig i fremtiden. Og så ved jeg også godt at der findes undtagelser – freksempel kunne denne udmærkede artikel sprede lidt lys over det forhold:

    https://frasortsand.wordpress.com/2016/05/12/science-fantasy-et-umage-par/

    Og nu vi er på den side, og i forhold til Atwood, SF og ligesidede trekanter:

    https://frasortsand.wordpress.com/2016/05/15/marge-piercy-woman-on-the-edge-of-time-1976-en-fremtid-for-ham-hen-og-hende/

    Det er sådan min indgang til jeres udmærkede ‘cast om “Oryx and Crake” – som jeg ikke skal rode for meget i, for så går der spoiler i den, omend man da godt må overveje hvorfor monstro “trilogien” hedder MaddAddam. David Bowie udgav en LP, der hed “Aladdin Sane” … – a lad insane!

    Og så ikke mere om det, for i virkeligheden var det mere “spørgsmålet” om det transhumane, der “triggede” mig.
    Det “transhumane” er jo ikke nogen specielt ny vare i firmamentet, omend det i forbindelse med “the singularity-effect” har fået en opblomstring. Clarke var omkring det med “Childhood’s End”; Varley har været omkring det med “The Persistence Of Vision” (eller hvad med Gaia-serien? Niels E. Nielsen har været der, med “Herskerne” (!) og hvad med “Manden Der Tænkte Ting”?

    Men jeg vil godt pege på en forfatter, der har behandlet “det transhumane” som både en aflægger af “det humane” og som en afgrænsning af det “transcenderende”, nemlig Frederik Pohl. For det første er der hele “heechee-sagaen”, begyndende med “Gateway”, der opererer på et universelt niveau, men med ganske almindelige mennesker (and then some) i hovedrollerne. Dernæst er der “Man Plus”, der handler om at frembringe en mars-mand (tag den). Men fremfor alt vil jeg nævne “Starburst”, der godtnok har fået meget “skældud”, og så sanderlig da heller ikke er noget dybt litterært mesterværk. Ikke desto mindre er det fortællingen om det transhume, på en meget “kropsnær” og direkte facon. Ingen “pigoons”, men koteletterne gror på træerne i fasters urtebed – for slet ikke at tale om, hvad Onkel Dunkel har gang i.

    Og så fik jeg vist også bredt mig. Der vil nu være en kort pause 🙂

    • Hej Henning – Godt at høre fra dig. Og tak for dine supplerende reflektioner.

      Det er en god reference med Childhoods End.

      Fik mig til at tænke, hvordan der ligger ligheder og forskelle i den transhumane tematik. Nu er jeg jo lige blevet færdig med Se Dagens Lys af Svend Åge Madsen, og her ser jeg også paralleller til Oryx & Crake.

      Jeg kom til at tænke på et gammelt Hunter S. Thompson citat (gonzo-journalisten, der skrev Fear and Loathing in Las Vegas). Intro-citatet til den bog lyder: “He who makes a beast of himself, gets rid of the pain of being a man.”

      Jeg synes det er utrolig spændende, at man i Oryx & Crake, såvel som i Se Dagens Lys er en i en slags post-human tilstand “by design” som et forsvar mod det grundlæggende svære i det at indgå i relationer med andre mennesker.

      I mange transhumane historier er det mere udefrakommende faktorer eller uheld eller teknologisk udvikling, der er den drivende kraft bag den transhumane tilstand.

      • Henning Andersen Henning Andersen

        Hej Jens

        I den forbindelse – “by design” – så vil jeg absolut slå på Pohls “Man Plus” og “heechee-sagaen”. Right down Hunter S. Og gad vide om der ikke skulle være en forbindelse – Pohl var ret omkring over det hele.

Skriv et svar