Kategorier
1970erne

Ep. 58: Arkady og Boris Strugatskij, Roadside Picnic

Forestil dig at Aliens kom til jorden. Og i stedet for at møde os, og måske møde vores præsident… så skred de bare igen. Men ikke før de havde efterladt sig en række ubeboelige zoner fyldt af mærkelige fænomener, der hvor de landede. Sådan en situation udforsker Strugatskij brødrene i Roadside Picnic.

Romanen udspiller sig i samfundet omkring zone i byen Harmont, som vist nok ligger et sted i Nordamerika. Her udforsker et internationalt zone-udforsknings-agentur zoner for at lære af den fremmede teknologi. Men lige under deres næser bevæger de driftige “stalkers” sig ind i de livsfarlige miljø på skattejagt. Sådan en Stalker er vores hovedperson: Red.

Roadside picnic er en fascinerende fortælling om individuelle lykkejægere imod det store system, i en verden hvor alle er korrupte, og hvor det er temmelig svært at skelne skurk fra helt. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Roadside Picnic.”

Links fra udsendelsen

5 kommentarer til “Ep. 58: Arkady og Boris Strugatskij, Roadside Picnic”

Hej Jens og Anders

Virkelig en god gennemgang af “Roadside Picnic”, og 4 ud af 5 ain’t bad. Men jeg syns præmissen er forkert, selvom jeg absolut er enig i de fire stjerner.
Det er ganske rigtigt, at “zonerne” og diverse artifakter ikke synes at have nogen indflydelse på “verdenssamfundet”, men det er mest fordi vi ikke får noget at vide om det. Til gengæld har de lokal indflydelse – Monkey er jo ikke en “mutant” bare fordi Red er en drukmås. Og de døde er (jo) ikke stået op graven bare fordi det er blevet forår. Så det kunne ikke “lisså godt være en sørøver-roman eller en historie om boot-legging og moonshining i Louisianas sumpe” (min parafrasering), omend jeg accepterer synspunktet så langt, at jeg også mener at sf-elementet i en fortælling bør have konsekvenser for fortællingen, og ikke bare være smart staffage.
Men “Roadside Picnic” indskriver sig i en tradition om mødet med det ultimativt “fremmede” ( – og sørøverens guld, diamanter og rom er dog til at rationalisere, ligesom moonshinerens booze – ) der, for eksemplernes skyld, omfatter romaner som “Rogue Moon” af Algis Budrys, “Solaris” af Stanislaw Lem og “Rendezvous with Rama” af Arthur C Clarke (iøvrigt også et Big Dumb Object – en anden sf-trope).
Vi bliver stillet overfor det uforståelige – så uforståeligt, at vi ikke aner, hvad vi skal gøre, og vi griber derfor tilbage til komfort-zonen (no pun intended) og gør det vi “plejer”. I “Roadside Picnic” bliver det til en forklaringsmodel af absolut jordisk herkomst – frokost i vejkanten – men samtidig tåger personerne rundt og forestiller sig en “full empty” samt overvejer om den mere eller mindre praktiske brug af diverse artifakter svarer til at banke søm i med mikroskoper. I “Rogue Moon” er det bare “enormt vigtigt” at finde en vej gennem monster-labyrinten, hvilket har absolut ingen betydning for andet end de involveredes psykologiske habitus – og heller ikke giver noget svar på noget somhelst. I “Solaris” bliver vi præsenteret for “solaristikken”, en videnskabsgren der med et mere og mere borgesk sprogbrug bevæger sig ud i forklaringsmodeller af hvad “Havet” er. Og det kunne sammenfattes til “vi ved det ikke!” I “Rendezvous with Rama” får vi konstateret at lortet tilsyneladende virker; hvordan, hvorledes, hvorfor og med hvilket formål? “vi ved det ikke!”
Det er dualismen mellem denne “vi ved det ikke”-hed (altså ikke et konceptuelt gennembrud) og personernes griben-tilbage til vante adfærdsmønstre, at vi som læsere står i begreb med at fatte “det fremmede”, “the otherness”, det subtile ved “the uncanny valley”, følelsen af angst,vrede, sorg, smerte men også glæde, opstemthed, optimisme: “vi var lige ved at forstå det! Næste gang – så … !”
Den oplevelse ville ikke have været den samme med en forklaring eller rationalisering.
Og så er der så også det, at øst-europæisk – og russisk – fortælletradition mere er antydningens kunst, mere William Faulkner eller Tennessee Williams end Charles Bukowski eller Karen Blixen – men det er en anden snak.
Anyways – som det hedder på nudansk – endnu en fedfed podcast fra jer, og jeg gir den sgu fem stjerner – hva faen 🙂

hilsen Henning

Hej Henning. Tak for superkvalitficeret input og ros.

Det er måske nok også lidt hårdt trukket op at det lige så godt kunne være en noir fortælling 🙂 Og selvfølgelig sker der ting og sager omkring i verden, der er meget SCIFI/Fantasy agtige.

Jeg tror bare at jeg savner det i Red’s fortælling. Han er så stort et fokuspunkt i historien og hans fortælling udfordrer ikke så meget til tanker om, hvad det betyder med alle disse mærkelige begivenheder. Det får man mest, når vi får kort visit af nobelprismodtager Valentine.

Fedt at du lyttede med. Solaris er en god sammenligning. Den bruger Ursula K Le Guin også til sammenligning i forordet i min version.

Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.