Skip to content →

Ep. 61: Stanislav Lem, Solaris

Planeten Solaris omspændes af et gigantisk hav, som er én stor organisme. Og et kæmpe mysterie tillige.  Mennesket har studeret planeten med det fascinerende hav i generationer, men vi er ikke blevet særig meget klogere. Og nu har vi mistet interessen…

Stanislav Lem’s Solaris fra 1961 er et intenst psykodrama og en filosofitime på samme tid. Den polske forfatter leverer her ærkeeksemplet på mødet med et rumvæsen, hvor vi overhovedet ikke formår at skabe kontakt eller forståelse.

Og alligevel sker der noget. Da psykologen Chris Kelvin ankommer til en forskningsstation på Solaris finder han rumstationen i en totalt dysfunktionel tilstand. Hans gamle mentor Gibarian har begået selvmord og kollegerne Snaut og Sartorius opfører sig mildest talt vanvittigt. Og Kelvin oplever snart grunden, da han selv får en gæst fra fortiden. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Solaris.”

 

Published in 1960erne

One Comment

  1. Henning Henning

    Jeg syns det var SÅ fedt, at I tog fat i “Solaris” – og det var en overordentlig underholdende gennemgang af bogen og med tanker, man uvilkårligt vil stille sig selv under læsningen.
    In my minds eye handler den (jo) om kommunikation – i det hele taget, og der er det lidt interessant at oversætteren i mit dansksprogede eksemplar, tilkendegiver at det er noget kludder, idet han har oversat den fra en tysk udgave, der var oversat fra en russisk udgave, der så – må vi formode – har været oversat fra den polske udgave. Og så kan man jo bare håbe på, at jeres udgave(r) på engelsk er oversat direkte fra polsk, but you never know, do you?
    Tilbage til “kommunikationen” – eller manglen på samme, så er det sådan set meget sjovt, at een af jer siger noget om at både Lem og Strugatskyerne “jo skrev deres romaner i lande BAG JERNTÆPPET” – hvorfor er det ikke “os”, der var “bag jerntæppet”?
    Og i Solaris er der også tale om to verdener, der både observerer og prøver at kommunikere med hinanden. Hvilket strander på, at ingen af dem forstår “modparten”. Og for menneskets vedkommende dårligt nok sig selv.
    Jeg finder interviewet med “helikopter”-piloten Berton yderst interessant.
    I deres egen snæversynethed er Solariskommisionen så tæt på at erklære Berton sindssyg, fordi han påstår at have observeret en kæmpebaby i solaris-“havet”: “Det var et meget stort barn” siger Berton. “De sagde lige, at det var et spædbarn!” siger kommisæren. “Ja, altså et meget stort spædbarn,” svarer Berton. “Nu må De beslutte Dem!” svarer kommisæren. Og det er både en syrlig kritik af bureaukrati, men samtidig et filosofisk statement: – vi tror ikke engang på vore egne sanser; vi tror ikke på det vi selv kan se (Berton er hér “øjnene” – synssansen). Og fortsættelsen på det, er da Kelvin (og har det noget at gøre med det absolutte nulpunkt – nul grader kelvin/-273 grader celsius?) undersøger Hareys/Rheas blod i et elektronmikroskop, og ender med ingenting. Det er selvfølgelig en fin “mærkværdiggørelse” af “gæsterne”, men det er samtidig en metafor for det enkle vilkår, at “to a first approximation, The Universe is completely empty”. Og ting kan godt have en mening, uden at have videnskabelig signifikans. Følelser, f.eks – eller drømme, håb, ønsker. Og netop ønsker er noget centralt i romanen. Problemet er mere, at “man” måske ikke ved, hvad man egentlig ønsker, og solaris-havet – som en djinn i Aladdins lampe – kan muligvis ikke skelne nuancerne. Snaut (sne) er inde på det, da han fortæller Kelvin, at en fysisk manifestation af ens inderste fetisch måske ikke er det mest behagelige. Og så kan der jo gå Faust i den, ligesom der også er et Orfeus-tema kørende.

    Nå! Jeg kunne sikkert blive ved – men I er selv ude om det, idet I spurgte til om nogen vidste mere om “Solaris”. Min naturlige beskedenhed forhindrede mig i at undlade en ekstensiv kommentar 🙂

    Godt gået, drenge!

    Hilsen Henning

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.