I 1969 udgav Philip K. Dick et af hans mest anerkendte værker: Ubik. Bogen tager læseren med på en kompakt og forvirrende rejse i en verden, hvor vi kan tale med de afdøde og har telepatiske kræfter. I denne verden værner Runciter Prudence Co. almindelige mennesker mod de gangster-agtige telepaters snagen og indblanden… mod betaling. Alt sammen bliver det scenen for en fascinerende og forvirrende rejse til månen, ind i døden og tilbage i tiden. Jens og Anders SCIFI SNAKKER sig igennem Philip K. Dicks: Ubik.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
3 kommentarer til “Ep. 19: Philip K. Dick, Ubik”
Det kan være ret vanskeligt ikke at *spoile* UBIK, hvis man samtidig godt vil sige noget om den. Ligesom med MATRIX. Og ligesom MATRIX er UBIK et temmeligt religiøst værk – Runciter er Faderen, Joe Chip (check forbogstaverne) er Sønnen og Jory er Fanden. Den allestedsværende Holy Spirit er – UBIK.
Samtidig er UBIK et indlæg i entropi-bekymringen, der netop var meget oppe i tiden, i sen-60’erne, og i UBIK omsat til/indsat i et mikro-kosmos hvor tingene regredierer noget hurtigere, end i vores – der jo er lidt større end en kold-pak-kiste.
Men der er alligevel noget opløftende i, at hvis man bevæger sig – gør noget – så er det ens omverden der bliver “gammel”; hvorimod hvis man lader stå til – så er det en selv, der bliver gammel, visner. I UBIK er det så nødvendigt med UBIK, for at kunne bevæge sig og ikke blive gammel. Men man kan åbenbart selv blive UBIK – og optræde i profil på mønterne – som Joe Chip, hvilket nærmest peger på noget buddhistisk, fremfor noget kristent. Og P.K. Dick var da også en blandet størrelse i den henseende.
Jeg husker især UBIK for kapløbet om at “komme hjem”, i transportmidler der hele tiden “går tilbage”, bliver ældre, funktions-udygtige, indtil man når stadiet lige før trillebør. Det kunne godt laves om til en film (der foreligger iøvrigt – et eller andet sted – et længere udkast til et filmmanus over UBIK).
På mange måder ligner UBIK en tidligere Dick, nemlig “Eye In The Sky”, men hvis man virkeligt har lyst til at læse noget syret Dick (bortset fra de allersidste mærkværdigheder han fik udgivet) så prøv “Galactic Pothealer”. Og “The Man In The High-Castle” er jo selvfølgelig en klassisk klassiker – selvom jeg personligt ikke syns den er den bedste “hva nu hvis tyskerne vandt WWII”-roman.
Men det var – som sædvanligt – hyggeligt at være sammen med jer i tre kvarter. Så bare klø på.
Hej Henning. Tak for din perspektivering. Galactic Pot Healer er en af dem jeg hidtil har ladet stå på hylden af ren og skær ærefrygt for mængden af særhed.
Og som jeg plejer at sige, hvis du syns “Galactic Pothealer” er mærkelig – så prøv M.K. Josephs “The Hole In The Zero” (på dansk som “Hullet i Nullet”, Stig Vendelkærs SF-serie).