Kategorier
1950erne

Ep. 69: Isaac Asimov, Foundation

Vi er tilbage i teenageværelset med en af de bøger Anders og Jens begge læste, da de var nogen meget unge purke. Dengang blev der læst pænt meget Asimov.

Isaac Asimov anses ikke for at være den mest litterært sofistikerede SciFi forfatter. Hans prosa er funktionel uden at være prangende. Men Asimov efterlod en række værker som havde kæmpe indflydelse på genren.

Vi har allerede læst hans Robot-historier i “Robot Visions,” men endnu større blev hans galaksespændende trilogi om Foundation. Den satte så markant et aftryk, at den i 1966, som den eneste nogensinde, vandt en Hugo Award for “Best all-time series.”

Den første Foundation bog fra 1951 var en såkaldt fix-up roman. En meget almindelig genre fra den tid, hvor SciFi typisk udkom som noveller i blade som Astounding Science Fiction og Amazing Stories. De oprindelig 4 noveller var udgivet fra 1942 til 1944. I 1951 blev de så skrevet sammen til en samlet fortælling.

Det er science fiction fra den gang heltene var mænd. Skibene havde laserkanoner og atomvåben. Alligevel lykkes det Asimov, at introducere nye interessante ideer. Centralt er begrebet psykohistorie, udviklet af geniet Harry Seldon, der forudsiger imperiets fald og derfor samler en stiftelse af nørder, som med tiden skal genrejse galaksen. Jens og Anders har Scifi Snakket Foundation.

3 kommentarer til “Ep. 69: Isaac Asimov, Foundation”

Jeg læste også Stiftelsen som ungt menneske og kedede mig over det meste, men den gang læste jeg ting færdigt, hvis det havde etiketten science fiction. På biblo kunne jeg straks se, om der var en nyindbundet bog på hylden, for jeg læste dem alle uden undtagelse.

(… Aaah!, duften af en nyindbundet bog. Den kender unge mennesker ikke, fordi bibliotekerne i dag mumificerer bøger i plastik i stedet for at indbinde dem i grønt, bordeaux eller marineblåt læder … )

Nej, Asimovs noveller og kortromaner er generelt langt bedre, fordi han er god til ideer og den tynde karaktertegning ikke gør så meget der. Men, på den anden side er Stiftelsen et værk som en masse SF-forfattere har forholdt sig til siden. – Og som LeGuin fordi, de netop ikke synes imperier i det hele taget er en god idé.
Ann Leckies Ancillary trilogi f.eks.

Jeg er i gang med Scalzis romanserie om the Interdependency-imperiet som er ved at bryde sammen. Her er der en blandet holdning til imperier, fordi de fleste af planeterne ikke er selvforsynende. Det er i øvrigt en sjov serie, med masser af sjove og finurlige helte og skurke. Scalzi er underholdende og jeg tænker altid at hans romaner ville gøre sig godt som film. … Det tror jeg ikke Stiftelsen ville 😉 …
Tak for podcastet og for tip til hvad jeg nu skal læse.

“The golden age of science fiction is twelve”. Og det passer nok meget godt med, at jeg læste “Stiftelsen” som 12-13 årig. På svensk, idet Delta havde udgivet en oversættelse – længe før Borgen, eller hvilket forlag det nu var – udgav den på dansk (iøvrigt med de samme forsider, som de svenske – meget mærkeligt).

Jeg gik lidt død i læsningen sidst i “Foundation and Empire” (husker ikke den svenske titel … “Stiftelsen och Imperiet”?), og fandt den mere og mere kedelig.

Men det der bed sig fast var “novummet” “psyko-historie”!
Forklaringen af denne “videnskab” er det rene, uforfalskede vås & vrøvl. MEN – thi der et “men” – i en hvis forstand har “psykohistorie” et ret så reel og vedkommende modstykke i “kybernetikken”.
Som regel betragtes og opfattes kybernetik som noget, der vedrører computere og AI og Singularitet og alt sådan noget. Og det er rimeligt nok, for kybernetik er læren (videnskaben om?) komplekse systemer. Lad nu vær’ med at sammenblande “kompleks” med “kompliceret”.
Kybernetik – selve ordet – stammer fra græsk, hvor “kybernetes” betyder “styrmand” eller “navigatør” (og ifald dette er “paratviden”, undskylder jeg min skolemester-facon. Sådan var det ikke ment). Og da Norbert Wiener, tilbage i 19¤#, lancerede begrebet, tænkte han BÅDE i styringssystemer i teknologisk forstand (id est: – computere) og i samfundsmæssig forstand (altså et sociologisk perspektiv, der omfatter historie, økonomi, politik, etik (for crying out loud) og filosofi – traktorernes orden er ligegyldig, som de siger ude på landet).

Asimovs udlægning af, hvad “psyko-historie” er, er – som sagt – noget værre vrøvl. Og med “Muldyrets” entré rystes fundamentet, hvilket klares med en forklaring om “ja! Men i det lange løb …. – på langs henad vejen …. In sinom tid, då vil världen åtter ….”

Det interessante er, at Asimovs “Foundation”-fortællinger starter som feuilleton i 1942, frem til 1950.
Og Norbert Wiener får udgivet sin banebrydende “Cybernetics” i 1948 – med baggrund i en lang række artikler og foredrag (don’t try this at home), helt tilbage fra 1933, lige efter den allerspædeste start på det vi kender som “computere”.

Så! Hvem læste hvem, og i hvilken rækkefølge? Og jeg siger ikke, at de overhovedet gjorde, for det aner jeg ikke noget om. Men man kunne godt “få mistanken” om noget “krydsbestøvning”.
Det er – bl.a. – den slags der gør science fiction interessant.

Går man videre ad “det kybernetiske spor”, kommer man ret hurtigt til gode gammelkendte Frank Herbert.
Godtnok blev han lanceret som forfatter af økologisk science fiction (ihvertfald i Danmark). Og det er da også rigtigt nok. Men frem for alt er hans forfatterskab præget af kybernetik. Og jeg vil gå så langt som at kalde hele “Dune-suiten” for et svar på Foundation-trilogien.
Skulle man ønske sig en gang “hard-core” kybernetik i fiktions-sammenhæng, så kan jeg varmt anbefale Herberts “Dragon in the sea/Under pressure” (21. century submarine, er den også betitlet), og/eller samme herres “Destination: void”.

Sidstnævnte drejer sig ikke om AI – som man, nu om dage, af uransagelige årsager, gruer for (jeg mener: – AI’ere findes, er, eksisterer, som en del af hele vores virkelighed!). Den drejer sig om AC – artificial consciousness. Og eftersom ikke en eneste mors sjæl har defineret “bevidsthed” (nej – den findes ikke), så er “Destination:void” stadig gangbar. Selv efter 55 år.

Tak for ordet

Hilsen Henning

Jeg har formentlig også været 12 da jeg læste Stiftelsen, så med 40 års forsinkelse er det jo nærliggende at analogisere psyko-historie med big data, som overfladisk set har mange ligheder.

/Thomas

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.