Skip to content →

Ep. 68: Ian McEwan, Machines like Me

I 1980, i en alt-history version af England, har Thatcher lige tabt Falklandskrigen; og Charlie… han har lige fået leveret sin nye robot: Adam. I denne version af verden spiste computerpioneren Alan Turing nemlig ikke det forgiftede æble, men levede og berigede verden med endnu flere vigtige computer-gennembrud. Så nu kan man altså hvis man er heldig få sig en af de første menneskelignende intelligente robotter.

I Machines like Me fortæller Ian McEwan historien om, hvordan det går, når en superintelligent robot flytter ind hos to helt almindelige og forvirrede mennesker, og hvordan robot-drømme, robot-etik og robot-intelligens reagerer i mødet med det helt ordinære mennekse.

Ian McEwan er ellers mest kendt for at være en traditionel litterær forfatter. Men i en alder af 70 år udgav han pludselig sin første Science Fiction roman med Machines like Me. Eller en Speculative Fiction roman som han selv foretrækker at kalde den. Og så ved jeg godt, at du kære læser tænker: “Åh gud skal vi nu høre på den gamle diskussion igen.” Næh! Lad og bare lade den ligge. Får når man både skriver Alt-History og menneskers samliv med Androider – så ender man på Scifi hylden og vores litterære supermarked.

Machines like Me er dog en meget speciel science fiction bog. Den foregår primært i Charlie Friends lejlighed. Det er et lille fortættet psykodrama om tre tæt forbundne skæbner, hvor personlighederne og deres historier langsomt folder sig ud for vores øjne. For hvordan kan en super-intelligent robot leve i en lejlighed, hos mennesker som basalt set ikke har nogen ide om, hvad de vil med ham? Machines like Me er 50% historie. 50% filosoferen over en kommende fremtid. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Machines like Me.”

Læsernes favoritter fra 2019:

 

Published in 2010erne

One Comment

  1. Henning Henning

    Hej Jens og Anders

    Godt nytår og god anmeldelse. Det kommer jeg lige tilbage til.

    For indledningsvis vil jeg lige kommentere på en “kultur-relativisme”, som jeg syns I gør jer aldeles skyldige i. Personligt anser jeg ikke #MeToo for et ubetinget gode, men dette er nok ikke det rette forum at åbne den diskussion i. Ikke desto mindre: – Asimov! Eller rettere: – hans tid!
    Det er ikke min opfattelse, at det var specielt meget mere “iorden”, at klaske måse eller grabse på bryster “dengang” ifht “nu”. Nogle gjorde det – nogle gør det. Men selvom det skulle være sådan at “det gjorde man(d) bare” (hvilket ikke er tilfældet), så er det bestemt ikke nogen undskyldning, for i det tilfælde kan hvad somhelst undskyldes under henvisning til “tiden”, “kulturen” eller “omstændighederne”. Om rygtet så taler sandt …. – jeg har også hørt og læst historier om at Arthur C. Clarke, and the gang, the Beach-rats, skulle have jagtet unge drenge på Sri Lankas strande og “gang-banget” dem. “Are you gay, Mr. Clarke?” – ” – No! Just mildly happy!” Eller var Robert Heinlein en gammel gris? Man skal lægge ører til meget – og man har et problem, dersom Den Socio/Seksuelle/Økonomiske Politiske Korrekthed bestyrer, hvad man må læse. Og så kan jeg da lige nævne, at jeg ikke finder, at Asimov er nogen særlig god forfatter. Hans ideer og visioner er splendide, men hans skriverier er der sgu ikke meget ved. Personlig holdning – jeg holder den tæt ind til kroppen 🙂

    "Speculative Fiction".
    Man må kalde sin fiktion, hvad fanden man vil. Mere interessant er det, hvorfor man kalder den noget andet, end det den er. Og i den forbindelse kan det da lige nævnes, at netop Robert Heinlein - med hans noget dubiøse forhold til "racer", "ret" og "retfærdighed" introducerede begrebet "speculative fiction" (selvom selve betegnelsen er løftet direkte fra navnet på et SF-magasin fra 1930'erne). Så er det Bob man stiller sig i falanks med? Eller det fordi "man" ikke ved hvad man taler om?
    Der har altid været "squids in space" (og de er der heldigvis stadig - som sagt). Men hverken Atwood eller McEwan kan undskyldes for denne deres egen "label", med henvisning til at der ikke var andet, og de derfor føler behov for at distancere fra SF. Det er simpelthen ikke rigtigt. "Brave New World", "1984", "The Einstein Intersection", "Stand On Zanzibar", "Dune" (for crying out loud), "Starmaker" .....! Science Fiction, alle! Hvorfor vil man distancere sig fra det? For at være "finere på den"? "Ja, jeg skriver jo litteratur" - hvilket de andre - by implikation - altså IKKE gør?

    Det er en yderst højrøvet indstilling, som vi andre ikke kan bruge til en skid. Som John Cleese siger, er højtidelighed et sølle forsøg på at gøre sig selv mere værd.

    Ok! Det var langt. Men nogen skal jo sige det … 🙂

    Hilsen Henning

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.