Og hermed er vi i gang med en nobelprisvinder, der skriver SCIFI igen. Ingen ringere end “Remains of the Day” forfatteren Kazuo Ishiguro. Men denne gang er den tjenende ånd ikke butler, men androide. Androiden Klara, som er god som dagen er lang, og som elsker solen.
Ishiguro er en mester i små fortællinger, der gør stort følelsesmæssigt indtryk. Og noget af det særlige ved Klara and the Sun er, at opleve verden gennem øjnene på den elskelige og uskyldige Klara.
Det er en fortælling, der udforsker menneskets samspil med androider i en nær fremtid, i noget der minder om vores nutid. Men hvor den traditionelle Androide historie arbejder sig sikkert frem mod en konflikt og sammenbrug i samspillet har Ishiguro en helt anden dagsorden.
Vi møder først Klara i den butik, hvor hun sammen med en masse andre robotter venter på at blive solgt. Hun sidder mest sammen med Rosa, men der dukker efterhånden også nyere AF-modeller op. Efter en bekymrende lang ventetid bliver hun købt af den syge Josie og hendes mor.
At følge Klara’s elskelige og ret naive tilgang til tilværelsen hos familien er en original og rørende SCIFI oplevelse. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET “Klara and the Sun.”
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes:
- Vi er blevet anmeldt i superkultur
- Jens har set Serial experiment lain
- Anders læser “Look to Windward” – nummer et-eller-andet-i Culture-serien (som vi har lokket Kristoffer Abildgaard med i, og han lader til at være glad. Velkommen, Kristoffer!)
- I fremtiden er det corporations der styrer alting, har alle pengene og de væbnede styrker. Men Jens er i gang med at læse om det Britiske Østindien Kompagni. Og det viser sig allerede at være sket. The Anarchy af Jim Dalrymple.
Fra Goodreads…
- Peter synes vi skal læse : Charles Stross, Acelerando (vi har læst Neptunes brood i SS34)
- Daniel synes vi skal læse noget nyt KSR: The Ministry for the Future
- Vores diskussion om Top 10 DK Scifi er udartet sig til en diskussion om Fantasy!
- Thomas gjorde i jaunar opmærksom på https://sfdictionary.com/
2 kommentarer til “Ep. 82: Kazuo Ishiguro, Klara and the Sun”
Hej Anders og Jens
Tak for den positive tilbagemelding med indlagte roser og anbefaling. Man gør sit bedste 🙂
Mit udgangspunkt for at kommentere på jeres podcast er en ide om, at bidrage til “den sprudlende debat”. Og nu kan jeg jo konstatere, at der opstået nogle “conexions” mellem ihvertfald ScifiSnak, Superkultur og LæsDen, og jeg er højrøvet nok til at tro, at jeg har “en aktie” i den udvikling.
Nå! Skidt med det – tilbage til “Dagens Tekst”:
Med hensyn til “Virtual Reality” ( + måske, hvem ved? “augmentet reality”) bliver det faktisk seriøst/videnskabeligt overvejet (sikkert med udgangspunkt i “The Matrix”, der en slags “Platons Hulelignelse”) om vi lever i en simulation. Spørgsmålet er håbløst, men viser alligevel at det, der var “yippihe kay yay” er blevet til en frygt for overordnet manipulation. Hvilket netop er en ekstrapolering af noget absolut observérbart. Eller måske netop “ikke”. F.eks. kan man bemærke, hvordan et ord som “gennemsigtighed” er blevet et politisk begreb – mest i forbindelse med et fravær.
“Action” i science fiction! Jeg er drengerøv nok til, at sætte stor pris på noget gang i den. Men jeg vil gøre opmærksom på, at en hel del af den science fiction, der er blevet “kanoniseret”, mere er kendetegnet ved miljø- og person-beskrivelse end ved rødglødende laserpistoler og FTL-krig. Romaner som “The left hand of darkness”, “Pavane”, “Way Station” og “Rendezvous with Rama” er stemningsbårne, fremfor præget af “gung-ho” og uddeling af håndmadder. Dramaet er til stede. Men det er ikke “hovedpersonen”. Og det ligger jo lige højre ben, at fremhæve netop “Remains of the day” i den sammenhæng. (Nogle vil muligvis påstå, at der ikke sker en skid i “Rendezvous with Rama”, udover at en astronaut falder af sin cykel. Men det er fordi den roman har “miljøet” som “hovedperson”).
Det var nogle sideordnede betragtninger. For det skal handle om robotter og androider:
Robotten – den mekaniske, menneskelignende robot – er ikke nogen splinterny opfindelse. For at gøre det hele komplet forvirrende, bliver en sådan tingest også kaldt for en “automaton”. Og fra det antikke Grækenland, kender vi to sådanne (mytologiske) entiteter. Talos og Pandora. Det sidste vil måske komme bag på flere, men hun var en skabt maskine! Dernæst kommer vi til nogle af de der skakspillende “tyrkere”, der næppe var så autonome, omend de var mekaniske. Og så kommer vi til sådan noget som “Steamman of the prairies ” (med aflæggeren “The tinman” fra Oz).
Golem er IKKE en robot. Det er en lerfigur, der er bragt magisk til live. Den er mere i familie med Galathea (Pygmalion) end med Robbie The Robot. En yderst nær slægtning er de såkaldte homunculi – der ikke nødvendigvis behøver at være små. Men de er resultatet af nogle alkymistiske processer, hvorfor jeg vil anse dem for at være blevet levende ad magisk vej.
Frankensteins “monster” er lidt af et særtilfælde. Det er ikke en robot, men det sandelig heller ikke en Golem eller en androide. Faktisk har “den” mere til fælles med den oprindelige betydning af “zombie” eller med en yderst kompliceret Lazarus, omend begge disse er fremkommet ad magisk vej, mens “monsteret” er indgivet “ånden” ad techno-babblet widdenskavelig vej. Det kan man skændes om – og så går der hyggelig tid med det.
Det er min faste overbevisning, at “androiden” (og “gynoiden”) skal betragtes som en trope (ikke en genre), der har at gøre med “det fremmedgjorte” og “det fremmedgørende” (The Uncanny Valley). Overordnet set kan jeg ikke få vredet hjernen rundt om, hvordan det i det hele taget skulle kunne lade sig gøre, at fremstille en androgynoide. Kloner – yessir. Indkobling af levende hjerner i mekaniske komponenter – absolutely. Men et organisk, levende, bevidst væsen – det klarer man vel bedst gennem “naturmetoden” (notch, notch, know what I mean, know what I mean, aye?”).
Personligt tror jeg, at forvirringen omkring, hvad der robotter og hvad der androider, hænger sammen med Karel Capeks teaterstykke “R.U.R. – Rossums Universal Robots”. I forhold til det rent sproglige, så betyder “roboti” blot (tvangs)arbejdere – eller arbejde. Lignende etymologiske undersøgelser kan gøre én klog på, hvad der ligger bag ord som “træls” og “slave”. Men det interessante hér er, at “Rossums Universelle Robotter” faktisk er androider. Ikke robotter!!
I forlængelse heraf, kan jeg “afsløre”, at jeg altid har haft den allerstørste sympati for Roy Batty 🙂
Hej Henning tak for kommentar og god uddybning af nuancerne i robot/androide begreberne.
Et af de interessante spørgsmål disse fortællinger stiller er jo: “Hvad er et menneske. Hvad er menneskeligt?”
Det er et vigtigt spørgsmål fordi det humanistiske samfund værdisætter mennesket højere end alt andet, og ser alt som i menneskehedens tjeneste.
Det betyder dermed også at det som står uden for menneskeheden, om det være malkekøer eller replikanter eller AF’er ingen værdi har i sig selv. Kun i relation til den værdi de skaber for mennesker. Dermed kan det også tillades at alt som er ikke-menneskeligt kan påføres hæslige lidelser og trældom.
Hvor skillelinjen går mellem det ikke-menneskelige og det menneskelige er dermed flydende.
Jeg refererede til historien om The British EastIndia Company – hvor ideer, som vi er optagede af i science fiction kan genfindes i historien. I “John Company’s” tilfælde er det historien om “The Corporation” som bliver til en overstatsligt magt.
Debatten om hvem der er mennesker og hvem der er “laverestående” og dermed kan udnyttes genfinder vi igen i hele argumentationen om race og slaver.
Men måske er der en interessant kobling til de store rum-operaer, når vi når frem til historier, hvor det at være menneske ikke har særstatus, men blot er en af mange intelligente racer. Jeg tænker her især på Becky Chambers historier, hvor menneskeheden blot er en af flere racer i The Galactic Commons – men bestemt ikke den vigtigste.