Expanse universet foregår i en nær fremtid. Solsystemet er blevet koloniseret ved hjælp af det såkaldte Epstein Drive, der tillader os at rejse mellem planeterne. Men stjernerne er stadig uden for rækkevidde. Menneskeheden udnytter ressourcerne i asteroidebæltet mellem Mars og de ydre planeter. Mars og Jorden er to selvstændige magter, der i fællesskab udbytter rumstationerne på blandt andet Ceres, Eros, Ganymede, hvor de såkaldte “Belters” – mennesker der fødes og dør i rummet – lever barske liv på et eksistensminimum.
Leviathan Wakes fortæller sin historie oplevet gennem øjnene på to førstepersons-fortællere. James Holden, Kaptajn på rumfregatten Rocinante og Joe Miller, Belter-Betjent fra Ceres Station. Deres skæbner bliver viklet ind i begivenheder, der vil punktere magtbalancen i solsystemet og starte en krig mellem Jorden og Mars.
Expanse er et herligt og detaljeret univers, der virker ekstremt gennemført og levet i. Man kan spekulere i, at det måske skyldes, at The Expanse oprindeligt blevet skabt som setting for en rollespilsverden – men så blev udviklet til en romanserie.
Leviathan Wakes sætter scenen for den store fortælling i The Expanse. For menneskeheden er ikke alene i universet viser det sig. Der er fundet rester af extraterrestrialt livt på månen phoebe og skruppelløse corporations drømmer om, at kapre fremtiden med en frygtelig og storslået plan.
Leviathan Wakes er en meget kulørt og action-præget bog. Vi kommer gennem adskillige rumslag og James Holden og besætningen på Rocinante kommer vidt omkring i en handling, som springer rundt. Men bogen lever i kraft af sin fantasifulde og realistiske skildring af en præ-ftl rumkolonisering… og især i kraft af sine hovedpersoner og deres dybe og interessante relationer. Jens og Anders har SCIFI Snakket Leviathan Wakes.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes til Leviathan Wakes:
- Jens har med stor fornøjelse læst “The Galaxy, and the Ground Within” – sidste Wayfarers bog af Becky Chambers
- Vi omtalte Becky Chambers afsnittet af podcasten Imaginary Worlds
- Anders fornøjede sig med den realistiske SCIFI film Stowaway på Netflix.
- Vi omtalte Nis Sperlings nye bog “Skaberværk” – om en såkaldt Skyggebokser
- Jens fortalte med stor glæde om sit “The Expanse” Brætspil
- Iain Banks podcasten fra The Wired: https://www.wired.com/2016/06/geeks-guide-iain-banks/
En kommentar til “Ep. 83: James S.A. Corey, Leviathan Wakes”
Anders; Jens; d’herrer!
Ad jeres eksemplariske præsentation af “Expance-universets” struktur, kan man jo sidde og mumle lidt i skægget om “mundane science fiction”. Altså det lille skvulp i dogmatikken, der opsatte nogle spilleregler om “ikke noget FTL; ikke nogle ET’ere; ikke noget med tidsmaskiner; ikke noget med parallel-universer”, mv. Altså sådan lidt litterær pietisme. Der blev da også gjort hæderlige forsøg udi “øvelsen” (f.eks. Alastair Reynolds). Men ligesom med Dogmebrødrene Trier, Vinterberg, Levring og Kragh-Jacobsen, blev dogmerne alligevel overskredet. Og jeg har ikke tjek på, hvor “mundane” befinder sig , nu om dage. Om det er ved godt mod og helbred, eller om det lige var en heinleinsk “reminder” om TANSTAAFL.
Men faktisk minder “Expance-universet” (i jeres udlægning) ret meget om den Future History, der ligger til grund for Larry Nivens “Known Space”- univers. Tidslinien starter – så vidt jeg husker – i 1990’erne …. – ja, faktisk starter den for 500.000 år siden, men det er en anden historie … – og løber til omkring år 7.000, vistnok. Ihvertfald: – i det 22. århundrede, efter denne tidslinie, er der netop planetare fraktioner, og i høj grad “Belters”. Og hele “konflikt-potentialet” synes at være ret identisk med jeres udlægning af Expance-universet (ja, jeg beklager denne klodsede sætningskonstruktion – men jeg har ikke læst noget expance-noget – beklager). Og det bør også påpeges, at i Nivens “Protector” er det helt afgørende, at der FINDES “Belters”. Ellers havde vi ikke fået Nivens “Ringworld” (min påstand).
Både Ceres og Eros er faktisk nogle “dværg-planeter”, der tøffer rund i og omkring det asteroidebælte, der findes mellem Mars og Jupiter. Og Ganymedes er én af Jupiters (utallige) måner. Men det kan jo være jeg “stater the obvious”, så vi vil straks bevæge os videre.
I et momentant anfald af beleven etikette og gentlemanagtig largesse, skal jeg forbigå – i respektfuld tavshed – d’herrers egen udtrykte uvidenhed om “Hvem faen er Olaf Stabledon?” Og istedet glæde mig ganske alvorligt til, at høre jer scifisnakke om “Odd John”.
Men når vi nu er der 🙂
(Jeg kan godt se, at jeg er sådan en “bezzerwizzer”-onkel, der sidder og kæfter omme på bagsædet. Men for faen – det er vel sjovere, hvis der sker et eller andet, end blot at overlade det hele til gloomy tavshed.)
Jeg tror ikke det vil være for meget sagt, at Olaf Stabledon – om nogen – har skrevet den, i SF-sammenhæng, mest “pivotale” bog, ever. Hvilket ikke er “Odd John”, omend … – men derimod “Star Maker”. Den er et imponerende “katalog” over intelligens- og bevidsthedsformer, med behørig hensyntagen til, hvorledes disse er opstået i helt disparate livsformer, på helt splitterandre kloder. Og usandtroligt mange af de temaer og troper, der kommer til udtryk, og bliver behandlet, i “moderne” SF, har Stabledon berørt i nævnte roman, samt i den sideordnede (om man vil) “Last and first men”. Personligt bed jeg mærke i, hvor langt Stabledon strakte begrebet “men” ( = mennesker), i disse romaner (hvis man kan kalde dem det).
Til gengæld skal det indrømmes, at de nævnte er “an aquired taste”, og ikke egner sig specielt godt til laid-back i hængekøjen med shangria og parasol – medmindre man er lidt specielt skruet sammen. Det lyriske ligger ikke i teksten, men dialogen med teksten.
Og eftersom jeg er en slikmund, gik jeg direkte efter jeres show-notes. Det var fandme artige sager. Tak for dem – der er til timers festlig leg 🙂
Med disse ord vil jeg gå ud – som et lys!
Hilsen Henning