Peter F. Hamilton‘s moppedreng på 988 sider er blot første bog af to. Og det kunne de selvfølgelig godt have skrevet i forordet.
Men med Pandora’s Star fra 2004 maler Peter F. også med den store galaksepensel. Vi befinder os i 2380, i en verden, hvor menneskene har spredt sig blandt stjernerne via et netværk af ormehuller, der forbinder utallige planeter sammen i et interplanetarisk Commonwealth. Men så er der jo lige det mystiske par af stjerner bliver opdaget. Nogle eller noget har indhyllet de to fjerne stjerner i et kraftfelt, der omslutter hele stjernesystemet. Det kunne jo tyde på, at der er noget farligt indeni, meeen vi mennesker skal jo altid lige pille lidt. Jens og Anders SCIFI Snakker Pandora’s Star.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
3 kommentarer til “Ep. 35: Pandora’s Star, Peter F. Hamilton”
Som sædvanlig – og med de sædvanlige mistænkte (hej Anders, Hej Jens) – en knippelgod “cast”. Min personlige opfattelse af af P.F. Hamilton – som er baseret på 2 x 1000 sider, samt en novellesamling – er at han primært skriver kataloger over sine egne gode ideer. Og bevares: – det ER gode ideer, de kommer blot ikke til udfoldelse før efter (?!) hundredvis af siders borkgaborkgabok, desved- og hidrørende alt muligt andet hel-, halv, semi- samt pseudo-relevant. Men inde i er der en god roman, der kæmper for at komme ud.
For gode historier (romaner) indenfor et konsistent univers, tjek Poul Andersons Falkayn/Flandry-univers; alternativt Nivens Known Space (nej, The RingWorld er ikke en Dyson-sphere! – ligesom Marvel-Superhelte-Film ikke er SF, uanset bibliotekernes kategorisering),
Med hensyn til “Arrival” tror jeg, at nogen har skelet lidt til Michael Madsens film “The Visit” – og af samme instruktør kan jeg da anbefale “Into Eternity” (af andre grunde).
Det var vist hvad jeg havde på notesblokken. Godt symposium.
Hej Henning – Godt at høre fra dig. Og godt at du havde glæde af podcasten.
Når jeg tænker på det, så er problemet nok, at jeg egentlig ikke synes, at den enorme energi, som investeres i world-building helt giver værdi for pengene. Jeg har lidt følelsen af, at mange af de ideer, som er bærende i Commonwealth universet er sådan hentet lidt fra alle mulige andre steder. Jeg sidder ikke rigtig med følelsen af, at det sådan er super-originalt. Det forbliver en smule generisk.
Lige lidt pernittengryn…Nej, the ringworld er ikke en Dyson Sfære. Men Dyson Sfære tanken bliver nævnt som udgangspunktet for ideen til en ringworld.
Tak for tippet med Poul Anderson.
pernittengrynets pindehuggeri taget til efterretning :-). Men henne hos Iain Banks kaldes den slags for “orbitals”, mens egentlige dysonske sfærer (rent faktisk) optræder i Bob Shaws “Orbitsville” og Frederik Pohls “Cuckoo-serie” (på 2 bøger). Ikke desto mindre kan jeg oplyse, at det er front-up SETI-forskning, der ligger til grund for ideen om, at hvis en stjerne “går ud” (ohne supernova eller anden forklaringsmodel), så KUNNE det indikerer tilstedeværelsen af en civilisation, der har lavet sig en Dyson-Sphere. Og iøvrigt vil jeg godt gentage: – se Michael Madsens “Into Eternity” – af helt andre grunde.