Kategorier
1860erne

Ep. 85: Jules Verne, Rejsen til Månen

I 1860’erne blev fundamentet under Hard Scifi bygget af en Jules Verne, med den og videnskabs-fascinerede serie af “Fantastikse Rejser”. Og ingen bog er mere ur-hard-scifi end “Rejsen til månen”

Bogen udkom i 1865 med originaltitlen “De la Terre à la Lune, trajet direct en 97 heures 20 minutes” (“Fra Jorden til Månen, en direkte rute på 97 timer og 20 minutter.” Og så er stilen ligesom lagt til en bog, hvor franskmanden for alvor flexer dyb research og hårdt regnestok arbejde.

Rejsen til månen er en meget unik læseoplevelse. På den ene side indeholder den stor humor og et satirisk blik. På den anden side læser den som et genfortælling, af et stort byggeprojekt i “Ingeniøren,” med alenlange beskrivelser af beregninger og støbeprojekter.

Og hvis du nu tænker “støbeprojekter?” – ja så er der selvfølgelig lige den detalje, at rejsemetoden i “Rejsen til Månen” er via projektil! De rejsende astronauter bliver simpelthen skudt afsted med den gigantiske kanon “Columbiad”

Som Michel Ardand, den franske vovehals siger: “Man began by using walking on all-fours; then, one quality day, on  ft; then in a carriage; then in a stage-educate; and lastly by railway. Well, the projectile is the car of the destiny…“ Projektilet er fremtidens rejseform!

At kanoner er fremtiden er de helt på linje med i Baltimore Gun Club. Den bizarre forening af invalide kanon-opfindere, der leder efter en mening med tilværelsen, nu hvor krigen (desværre) er slut. Præsidenten for Baltimore Gun Club, Barbicane, får den storslåede idé: At skyde et projektil til månen! Og fra dette bizarre udgangspunkt følger vi det store kanonprojekt, som fascinerer hele verden. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Rejsen til Månen.”

Shownotes:

4 kommentarer til “Ep. 85: Jules Verne, Rejsen til Månen”

Salut, sci-fi bavards

Sjyls Værne skrev en del romaner – et halvt hundrede stykker, ihvertfald. Og en del af disse – herunder Rejsen til Månen, Rejsen til Jordens indre, En verdensomsejling under havet m.fl. faldt ind under en fællesbetegnende kategori: “Voyages Extraordinaire” (Wiki-dit&dat påstår godt nok, at hele forfatterskabet hører til dér, men det er noget vrøvl). Og med hensyn til, hvad Verne “forudsagde”, vil jeg tillade mig at lænke til denne side:

http://podcast.fantastik.dk/?p=56

hvor Niels Dalgaard lige sætter et par ting på plads. Ikke at I gør jer skyldige i at udnævne Verne til spåmand, men så for krydsreferencernes skyld, i det mindste.

& jeg er fuldstændig enig i, at ten “ufortyndede” tekst ikke nogle af Jules’ værker er hård kost for moderne læsermaver. Medmindre man er så masochistisk indstillet, at man går til vaflerne udfra et litteraturhistorisk perspektiv.

I 1835 var der en større artikel i newyorker-avisen The Sun, om observationer af liv på Månen. Denne er senere kendt som “The Great Moon Hoax”. Og den kan man mene meget om. Men jeg tror, at den var med til at udbrede tanken om, at der kunne være liv på andre planeter – og ikke bare som allegori a la Niels Klim, og ikke bare i videnskabelige kredse, jvnf. “kanaler” på Mars (der iøvrigt bestod i en fejloversættelse). Anyways, så blev der i 1844 udgivet et illustreret værk, der hed “Un Autre Monde”, skrevet af en hvis Deford, med fantastiske illustrationer af pseudonymet “Grandville” (hvoraf en del havnede på coveret til Queens “Innuendo”-album). Og jeg har en ide om, at dette også var med til at motivere Verne til en lidt mere hard fact-orienteret månerejse. Men da det så kom til “selenitterne” mistede han modet – der manglede belæg for antagelsen om liv på Månen! Iøvrigt vil jeg godt anbefale et kig på Grandvilles illustrationer til “Un autre Monde” – de er dejligt far-out.

Men allerede i 1900 gav H.G. Wells fanden i det. Og velvidende at Vernes projektil ville lave passagererne om til kødmos, “opfandt” han “cavorite” – anti-tyngdekraft – og kunne sende et hold til Månen, der så kunne møde disse “selenitter”, der var omtalt hos Verne. Men Wells høstede da også nogen kritik fra både Verne og folk, der mente han havde stjålet ideer fra dem. Til hvilket jeg vil sige, at amatører lader sig inspirere, mens professionelle stjæler med arme og ben. Det afgørende må være om det gøres med finesse og kvalitet.

Jeg syns det er fair nok, at bedømme “Rejsen til Månen” som I har gjort. Men jeg synes også man bør understrege, at sci-fi uden Jules ville have set meget anderledes ud. Iøvrigt vil jeg anbefale en læsning af et essay af Brian Aldiss, der hedder “The House That Jules Build” fra 1968.

Endeligt: – to forslag til læsning. Dansk: “De døde i Vefby” (Ole Henrik Laub), “The Einstein Intersection” (Samuel R. Delany).

hilsen Henning

Hej Henning. Tak fordi du lyttede med. Ingen tvivl om at Jules Verne er det fundament rigtig meget er bygget oven på. Man får nærmest indtrykket i rejsen til månen af at man læser det første ur-hard-scifi.

Og det kan man ikke tage fra ham.

Men ja, litteraturhistorisk læsning er af ren akademisk interesse.

Tak for meget god inspiration til at fordybe sig yderligere!

Svar

Kære Majbrit

Hyggeligt at høre fra dig – Jeg var også virkelig glad for den. Og jeg mindes også et par gange med fugtige øjenkroge. Fedt at du kunne lide den!

kh
J

Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.