I Neal Stephensons 14. roman, Seveneves, kaster den visionære forfatter sig over tankeeksperimentet: Hvad hvis månen pludselig kolliderer med noget og sprænges itu?
Vi er i udpræget Hard SCI-FI land, med masser af beskrivelser af teknologier, og kreativ udnyttelse af videnskabelige tanker.
Følg med når Stephenson kaster jordens befolkning for ildregnen, og når han springer 5000 år ud i fremtiden, og viser os den verden, som rejste sig fra jordens og månens rester. Jens og Anders SCIFI Snakker Seveneves.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
6 kommentarer til “Ep.22: Neal Stephenson, Seveneves”
Tak for endnu en interessant podcast. Det var især sjovt at høre jeres vidtforskellige oplevelser af Seveneves. Selv er jeg I den lejr som overvejende synes godt om Bogen, selvom jeg måske nok ikke synes det er den allermest vellykkede Neal Stephenson bog nogensinde. Jeg er I mindre grad irriteret over karakterisering og skrivestilen. Snarere er det dele af handling, hen mod slutningen, som jeg især havde problemer med (SPOILER ALERTS herfra):
Er det virkeligt realistisk at menneske kan genopstå fra så få individer i et så ugæstfrit miljø (rummet)? Jeg ved godt at de er beskyttet imod kosmisk stråling og har adgang til gensplejsning og kunstig befrugtning, men hvis man tænker på, at der i bedste fald vil gå mange år før de vil kunne begynde at producere andre ting igen (reservedele til luftsluser og den slags ting) så begynder det at virke en smule urealistisk.
Det er vist et udviklingshistorisk faktum at menneskeheden i perioder har været reduceret til andeles få individer. men det var trods alt på jordoverfladen, med adgang til luft og føde.
Og apropos jordoverfladen, så er hele ideen om, at der imod alle ods alligevel skulle være overlevende under den afsvedne jordoverflade tilbage endnu mere urealistisk. Vi snakker tusindvis af år før de overhovedet kunne komme op af deres huller/undersøiske habitater. Desuden nævner Stephenson, i forbifarten, at jordens have for størstedelens vedkommende er fordampet – så hvor er lige at disse undersøiske habitater skulle befinde sig? (Ok, i den flere kilometer dybe Marianergrav – men alligevel).
Men ok, det er jo trods alt en roman og ikke en videnskabeligt værk. Hvis menneskene ikke overlevede så ville der jo ikke blive nogen historie ud af det. Jeg synes nok bare at balancen i Stephenson’s tidligere romaner imellem det strengt realistiske og det fantastiske var bedre. Især Anathem fra 2009 er god at sammenligne med. Her var der også enkelte irritationsmomenter (lidt let-købt Kvante-hurlumhej til sidst) men væsenlig færre end i Seveneves.
Hej Jens. Tak for kommentar 🙂
Der er jo mange gange man skal slå realitetstestningen fra. Jeg tænkte over at der var relativt få depressioner og selvmord og sammenbrud.
Jeg synes egentlig det var meget interessant med de der pingers, og det var lidt ærgeligt at man ikke kom lidt videre med dem.
Jeg følte mig også noget efterladt i forvirring over kath2’s evne til pludselig at transformere til et supersensitivt ninja-væsen.
Hej Jens
Jeg tror at Stephenson kører lidt på teorien om The Mitochondrial Eve – altså at alle nulevende kvinder har 1 stammoder. Og selvom jeg iøvrigt mener, at menneskehedens udvikling primært drejer sig om kvindens udvikling, så kan “den mitokondriske eva” ikke forklare hvor mange mænd der iøvrigt var involverede eller hvor de kom fra. Den klarer Stephenson med noget “techno-babble” om genetisk manipulation og jomfrufødsler. For det han egentlig er interesseret i er disse seks-syv deciderede “menneske-racer”, der kommer ud af det hele. Der er lagt op til en fortsættelse.
Det er ikke mit indtryk, at menneskeheden på noget tidspunkt skulle have været reduceret faretruende – men det fossile og arkæologiske materiale er svært at aflæse. Også fordi “vi” lissom ikke har været her særligt længe. Og fordi Jordens befolkningstal først er eksploderet logaritmisk indenfor de sidste – skal vi sige: 200 år. Der har været “uppers” and “downers”, men bestanden har aldrig været decideret truet de sidste 200.000 år (skulle da lige have været af de seneste stormagters beklagelige mulighed for at trykke på røde knapper).
Og iøvrigt er jeg helt enig med dig i, at vi skal klappe af vores pod-cast-værter. Både for projektet som helhed, som for deres åbenhed ifht differentierede synspunkter. Så tak til Nissen og Poder – selvfølgelig
Hej Henning,
det har du nok ret I. Jeg tror det jeg tænkte på var Toba katastrofen for ca. 70.000 år siden (https://en.wikipedia.org/wiki/Population_bottleneck#Humans). Wikipedia nævner et tal imellem 10 og 3 tusind tilbageblivende individer. Men der er selvfølgeligt lang fra ligeså ekstremt et scenarie.
Hej Jens – igen 🙂
Toba var én på tuden. Ingen tvivl om det – det kunne have gået rasende galt (eller: det gjorde det). Men “encyklopædisten” på Wikipedia har misforstået noget. Der er ganske rigtigt et ordentligt “dyk” i populationen, men “tallet” 3000-10.000 handler præcis om hvor mange der, som minimum, SKULLE have overlevet, for at vi er her nu; ikke om hvor mange der faktisk gjorde. Og målingen af plus/minus 7000 individer på 70.000 års afstand – den er lidt frisk, må man sige.
Det skiller os forhåbentligt ikke ad, for jeg er meget enig med det i dit syn på at epigenetik ikke fungerer a la “opskriften” i SevenEves.
hehe ja. det var jo det Men moiranernes særlige epigenetiske tilpasningsevne. Hende lange ophold på jordoverfladen og det voldelige sammenstød med minefolket satte det igang. Tror nu ikke at det er sådan at epigenetik virkelig fungerer. Det er dog ikke taget ud af den blå luft (https://en.wikipedia.org/wiki/Transgenerational_epigenetics#In_humans).
Som I også var inde på, kunne det nok blive et fedt rollespilsunivers