Hvordan startede SCIFI SNAK
Ideen til SCIFI SNAK slog ned i Jens en dag, da han sad på Omø og læste i “Among Others” – en fantasybog af Jo Walton, men med ekstremt mange referencer til science fiction værker. Hovedpersonen i “Among Others” er en kæmpe scifi-fan. Og så opstod tanken: Hvad med at lave en podcast, hvor man læser og drøfter Science Fiction!
Vi – Ander og Jens – havde tidligere lavet Harddisken sammen. Et stort whiskywebsite var det også blevet til. Nu var et nyt venskabeligt medieprojekt født.
Et navn blev valgt og et website blev bygget
Så en råkold februardag i 2013, dukkede Jens op hos Anders, og vi optagede den første pilot-episode om George Alec Effingers “When Gravity Fails.” Vi havde ikke noget navn endnu, men til gengæld var der rigeligt med rumklang på optagelsen fra vægge og lofter i den sparsomt møblerede betonlejlighed. Optagelsen foregik på hjørnet af et køkkenbord ind i hver sin ende af en delt Blue Yeti mikrofon.
Navnet kom først til senere. Lidt research afslørede, at det ikke var så svært at sætte et WordPress website op med et plugin til podcasting. Navnebrainstormen indeholdt friske bud som:
- Scifipodcast
- Scifipod
- SvaretEr42
- Hinterlands
- Korncirklen
- Vogonpoetry
- Og selvfølgelig… Scifisnak.dk
Nu om dage mødes vi fast en gang om måneden i Lydens hus over for Planetarium i København. Siden starten er podcasting blevet Anders’ levevej, så vi har nu adgang til et vaskeægte lydstudie. Planlægningen består af lidt fællesnoter online, og så kaster vi os ud i en lille times improviseret samtale.
Bog nummer 100 – 1984 af George Orwell
Til vores jubilæumsafsnit læste vi über-klassikeren inden for dystopisk science fiction: 1984!
Bogen foregår i det fiktive rige Oceanien, der behersker en tredjedel af verden, blandt andet Europa og USA og store dele af Afrika. I Oceanien styres alt af Partiet – kropsliggjort af den fiktive leder Big Brother. Partiet styrer alt. Man overvåger alle medlemmer af partiet og forfalsker alle medier og historiske dokumenter, så Partiet fremstår som ufejlbarligt.
1984 er historien om Winston Smith. Han er et lavt rangerende medlem af partiet, der bruger sine dage med at forfalske historiske begivenheder i ministeriet for sandhed.
I første del af bogen bliver vi introduceret for Winstons triste og meningsløse liv i Oceanien. Winston er utilfreds med tilværelsen og har svært ved at passe ind. Han får afløb for sine frustrationer ved at skrive dagbog og fantasere om oprør.
I bogens anden del bliver forholdet til Julia afsættet til at engagere sig aktivt i oprør. Winston får kontakt til modstandsbevægelsen og fat i Emmanuel Goldsteins hemmelige manifest – et langt essay, der beskriver staten og Partiets skumle opbygning. Her ruller George Orwell sine politiske tanker ud.
Ulykkeligvis er modstandsbevægelsen blot agent provocateurs for Tankepolitiet. Winston ender i Ministeriet for Kærlighed, hvor han bliver tortureret til oprøret og kærligheden og selvstændigheden er brændt ud af ham.
Det er en tung omgang at læse en bog, der er gjort af det sorteste og mest pessimistiske stof. Men samtidig er bogen fuld af fascinerende koncepter og ideer, som stadig den dag i dag, er inspiration til nye dystopiske historier. Jens og Anders SCIFI Snakkede 1984!
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Det var en fantastisk dag på Biblioteket Frederiksberg. Tak for gæstfriheden til biblioteket. Tak til alle jer lyttere, der dukkede op og deltog. Tak til Henning, Søren, Maibritt og Kristoffer, der stillede op til interview. Og ikke mindst… tak til alle jer der har lyttet i snart 10 år! Vi er klar til 100 episoder mere 🙂
4 kommentarer til “Jubilæumsepisode 100: Navlepilleri og George Orwells 1984”
Hej Jens. Hej Anders. Hej sci fi SNAK (hæhæ)
Tusind millioner ( note to self: – det hedder “en milliard” – båtnakke!) tillykke med jeres afsnit 100. Det lød til at være en festlig aften med et yderst engageret publikum. Det fortjente I også! Og tak fordi jeg måtte være med 🙂
Iøvrigt en for-billed-lig præsentation og gennemgang af “1984”, der understreger at det er såvel en klassiker som en yderst væsentlig roman.
Naturligvis har jeg lige to kommentarer 🙂
Jeg har læst mig til at termen “Airstrip One” var et kodeord for England, under WWII, hvor amerikanske fly kunne tanke op, inden et raid ind over det af tyskerne besatte Europa. Måske er det forkert. Men hvad der ihvertfald ER forkert – Anders! – er at Eric Blair skrev “1984” på Isle of Skye. Det gjorde han da i den grad ikke. Han skrev den på Jura, en ø der ligger lige ved siden af Islay. Og som jeg fortalte Jens var jeg om min svoger oppe for at besøge huset, hvor Blair skrev romanen. Men da asfalten holdt op og vi kørte ned ad nogle hjulspor, opdagede vi et skilt, hvor der stod “2½ mile to the Orwell Lodge”. Og det var begyndt at regne – så det var det.
Ihukommende at “101” betyder “begynderhold”, er der et eller sært kongruent ved, at afsnit 101 af SCIFISNAK kommer til at handle om “Starship Troopers”, når man nu betænker “Room 101” i “1984”. Vi lader den lige stå –
Til den ende vil jeg gøre opmærksom på – og jeg tror også jeg nævnte det overfor Jens – at “Nørdpatruljen” har en formidabel gennemgang af “Starship Troopers”. Den kan man bl.a. møde på SUPERKULTUR. Vi sender et link: https://superkultur.dk/2022/10/24/would-you-like-to-know-more/
Som sagt: Skide godt gået skiffysnakkere
hilsen Henning
Måske var det Anders’ glæde ved den røgede Talisker whisky som trak ham til Skye. Og tusind tak fordi du havde lyst til at deltage. Ja det var virkelig en ret fantastisk aften. Vi havde begge to svært ved at holde op med at smile da vi var færdige.
Glæder os til de næste 100!
Tillykke med #100 og de velfortjente bilfald – og konfetti! Som inkarneret scifi-fan har jeg været med næsten fra starten, og det har været en god rejse.
Jeg gik glip af konfettien, men ikke bifaldet. Det hørte jeg på distancen nede fra underetagen på Frederiksberg Bibliotek, hvor jeg endte ved en fejl fordi jeg parkerede på en handicapplads bag biblioteket, og endte i salen i dernede med kørestol og det hele.
Her var der folk samlet, og jeg troede det var der det foregik. Den gennemsnitlige alder og livvidde på det forsamlede publikum sagde dog at det ikke var fremtidsromaner, der skulle tales om, så jeg blev hjulpet op ad trappen igen og turede lidt rundt om bygningen for at finde ind til jer.
Trapper, hegn og brosten gjorde dog min odysse umulig. Da klokken snart efter var ti minutter over, gav jeg op og begav mig med skummel og skuffet mine hjemad igen. Alt hvad jeg fik live var den fjerne lyd af et bifald.
Nu har jeg hørt de første minutter af podcasten og glæder mig til resten. Jeg trøster mig med at jeg fik anledning til at genlæse 1984, og fandt den lige så god – og deprimerende – som jeg huskede. Den har mange highlights og nogle lidt træge passager, men er en utroligt god og tankevækkende historie, som er overraskende moderne, når man tager dens alder i betragtning.
Nu får jeg høre hvad I synes.
Og blot for en ordens skyld: når I optager #200, så er jeg der 100% – om jeg så skal bæres ind!
Anders husker en smule forker mht. oversættelsen af “Håndbog for vakse Galaxe Blaffere”.
Jesper Klein og DR lavede i ’89 en radioserie med en delvis oversættelse.
Det var Harald Tellerup, fra bogforlaget Tellerup, der i 1985 oversatte HHGTG og fik varemærkebeskyttelse på navnet, hvorfor filmen på danske ikke kom til at hedde Håndbog for vakse Galaxe Blaffere, da Disney, tror jeg, og Tellerup ikke kunne blive enige.
Sjovt nok, så var det Haralds søn, Valdemar, der i 2018 oversatte Ernest Clines “Ready Player One” til Dansk, hvilken jeg anser som en fantastisk oversættelse.
Til dem der ikke kender forlaget Tellerup, så er de meget store på Fantasy generen og har de f.eks. Dennis Jürgensen som stort navn.