Kategorier
1990erne

Ep. 79: Vernor Vinge, A Fire upon the Deep

Kunne du tænke dig, at læse en ægte, alle parader nede, fuldblods rum-opera? En rum-opera fuld af originale ideer, der kobler tanker fra cyberpunk med galaksespændende konflikt? Så er Vernor Vinges Hugo-vinder fra 1992 ret sikkert noget for dig.

A Fire upon the Deep er første bog i serien “Zones of Thought.” Med den introducerer Vernor Vinge en ide, der er så forvirrende, at Jens først forstod, hvad hulen det hele betød, da han gik på Wikipedia for at finde forklaringen.

Zones of Thought refererer til Vinge’s dybt originale worldbuilding koncept. Ideen er at galaksen bliver mere og mere primitiv, jo tættere du kommer på centrum. I Transcendensen, galaksens yderste sfærer, hersker de kunstigt intelligente “powers” – og mennesker har adgang til ultra-avanceret tech. Men i dybet, nær centrum af galaksen, fungerer denne teknologi ikke.

Med dette galakse-blueprint væver Vinge en fortælling, der både er historien om konflikt på en middelalderlig planet blandt fascinerende alien-hunde, og også en historie om en hel galakses desparate overlevelseskrig mod en rogue kunstig intelligent Power: The Blight.

Og den fremmedartede race af hundelignende væsener er en hel historie for sig selv. De danner bevidsthed i såkaldte “pack-minds.” Grupper på 6-8 væsener har ultrasonisk/telepatisk kontakt med hinanden – hvor det er helheden, ikke delen, der er bevidst. 

Og hermed er du blot blevet introduceret til to af de mange kulørte og fantastiske ideer som Vinge begaver sin læser med.

Det er hele er en kamp mod tiden. Hvor menneskekvinden Ravna Bergsndottir jager mod dybet, sammen med to potteplantealiens uden korttidshukommelse og en 1000 år gammel genoplivet rumkaptajn. Håbet er at man på hundeplaneten kan finde et hemmeligt våden i kampen mod The Blight.

Scifi-forfatteren Jo Walton skrev om A Fire upon the Deep: “Any one of the ideas in A Fire Upon the Deep would have kept an ordinary writer going for years.” Jens og Anders har SCIFI Snakket “A Fire upon the Deep.”

Shownotes:

7 kommentarer til “Ep. 79: Vernor Vinge, A Fire upon the Deep”

Haaaalllløøøøøj!

Så har jeg binge-lyttet sci-fi snak igennem coronasommeren, mens jeg har renoveret lejlighed. Hvilken udsøgt fornøjelse! Stærkt!
Her lidt generelle kommentarer og så lidt mere specifikke Vinge kommentarer.

Først, igen super fantastisk podcast i laver. Jeg har læst cirka halvdelen af hvad i er kommet igennem og rigtig mange er kommet på min to-read liste.

Noget af det som jeg har været inde på:
The Rook/Stiletto som er virkeligt underholdende og minder meget om The Laundry File (Charles Stross). Laundry files er så mere nørdede, men hvis man ved hvem John Carmack er og i øvrigt er ferm med UNIX/Bash er det topunderholdende. De første – senere bliver serien noget vandet og meget mørk.

The Long Way to a Small, Angry Planet (Becky Chambers). Bob bob! Det blev en DNF. Det er jo grundlæggende en fortælling om en flok søde teenagere, som skal på roadtrip. De er lidt forskellige, men er gode nok på bunden. De skal jo på så’n tur og når at besøge nogle venner, købe lidt ind og uha! Så møder de nogle bøller – som så i virkeligheden var meget zøde og bare var sultne. Jeg stoppede før de skulle til frisør og i svømmehallen.

Så er Ancillary serien jo en helt anden snak – den slugte jeg råt. Nu ved jeg alt om te og fiskesauce. Super speciel og veldrejet.

Min egen favorit, Children of Ruin, var i jo lige så begejstrede for som jeg var. Blæksprutteefterfølgeren er også total sjov, syret og fantastisk.

Nå, Vinge – jeg læste den for lang tid siden og var også meget begejstret. Jeg har så småt prøvet med efterfølgeren ”The Children of the Sky”, men den gik jeg også DNF i. Der var bare for meget hundesnak.

Vinge har skrevet meget og vist også lidt noget blandet. Jeg husker dog svagt ”Rainbows End” som en god bag.

Jeg har lige smidt min paperback version af Doomsday til stor-skrald – av! Jeg prøvede at læse den for nogle år siden, men gik i stå. Husker det som at fryse og have dårlige tænder i et hus på Brede Frilandsmuseum – det bliver spændende at høre jeres dom.

Jeg har ikke læst alt hvad der er foregået på SCIFI-snak og i goodreads gruppen, så anbefalinger og anekdoter fra min hånd, kan nok være skrevet før 🙂

Det var vist det for denne gang!

Tusind tusind tak igen for top-god underholdning.

Rasmus (Anders, jep – det er mig fra DTU Compute, som du møder her og der)

jeg glæder mig til at høre om hvad I synes om Doomsday Book af Connie Willis. Jeg var bjergtaget af den, men ikke fordi det er scifi, for det er det kun næsten. Tidsrejsen er kun et greb for at fortælle om menneskelighed i dødens skygge – et tema forfatteren vender tilbage til i Passage, som handler om nær-døds-oplevelser. Jeg var en overgang grebet af Connie Willes raptus og læste alt hvad hun havde skrevet. Min generelle kritik er, at de fleste af hendes romaner er for lange – på den anden side, så kommer man virkelig ind under huden på karaktererne.

Det er faktisk lidt skægt at romaner næsten altid er for lange eller for korte. Og, nu hvor jeg tænker efter, er det faktisk umuligt for mig at komme i tanke om en bog, som netop havde den længde en bog skal ha’. Måske [lidt i forlængelse af Connie Willies] er “Time Traveling with a Hamster” måske lidt tæt på at være i the sweet spot.

oh, det var en god ide til en
*Liste: Romaner af den rette længde.
(som også er scifi).

Et par kandidater:

Kim Stanley Robinson, Antarktis (den korteste roman han har skrevet, tror jeg)
Karin Tidbeck: Amatka (eller er den en lille smule for kort?)
Frank Herbert: Klit (Dune). En af de få lange romaner som føles kort. (Og bare nu den kommende filmatisering er god)

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.