A Memory Called Empire er nemlig endnu en bog, der lykkedes med at udforske en vandvittig original præmis i en rig og original historie om et rum-imperies skæbne.
Mahit Dzmare bliver ambassadør for rumstationen Lsel og rejser til hjertet i det galakseomspændende menneskeimperium Teixcalaan. I nakken har hun indopereret en Imago-maskine, der lader hende have en mental kopi af sin forgænger på posten Yskandr Aghavn med sig – en ekstra person, der nu deler hendes hovede. Desværre er kopien 15 år gammel. Og den rigtige Yskandr er død – formentlig myrdet. Ingen ved hvorfor.
A Memory Called empire er en således en rigtig fed fortælling om intriger og rævekager, der ligger og venter Mahit Dzmare så snart hun lander i Teixcalaans hovedstad. Arkady Martine væver ubesværet en dyb og rig verden, som er utrolig alien og menneskelig på samme tid. Jens og Anders har SCIFI Snakket “A Memory Called Empire.”
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes:
- Jens har læst Gideon the Ninth af Tamsyn Muir: Lesbiske Nekromancere i et Nekro-SCIFI-imperie
- Jens læste The relentless Moon, Mary Robinette Kowal. 3. Bog i Lady Astronaut Serien. – se også: Ep. 60: Mary Robinette Kowal, The Calculating Stars
2 kommentarer til “Ep. 75: Arkady Martine, A Memory Called Empire”
Det lyder da klart som en værdig efterkommer til Iain Banks’ “Culture”-serie. Så det må jeg tjekke ud.
Interessant nok findes der en anden SF-forfatter med det romersk/byzantinske rige som speciale: Harry Turtledove (harry turteldue :-). Det er så ovre i tidsrejse- og alternate universe – afdelingen, men det ku’ da være det var noget.
Med hensyn til “gender-swap” (eller hva faen det hedder), så var John Varley, allerede i 1970’erne, ude med sin “Eight World”-serie, hvori det er ganske normalt, at skifte køn efter lyst eller indskydelse – eller fødder, hænder eller hoved. Og så har han også lavet noget “world-building”: “Titan” + to efterfølgere. Der er både sex og action – …. nej! De er sgu meget gode, men det kan godt være de ikke er ældet med skønhed.
Nåja! Når noget synes at være lige dele science fiction og fantasy, så hedder det faktisk “science fantasy” – som genrebetegnelse. Ofte er det så sådan noget som “planetary romance” eller “dying earth”, men der findes et par mærkværdigheder, der måske kunne være interessante: “The hole in the zero” af M.K. Joseph; “The Einstein Intersection” af Samuel Delany og “Catch a falling star” af John Brunner. Og selvfølgelig Jack Vance, hvor har jeg mine tanker 🙂
Iøvrigt mener jeg …. osv 😀
Tak for godt selskab i en lille times tid.
hilsen Henning
Hej Henning. Lidt sent svar her, men tak for kommentaren.
Kan afsløre, at vi nu endelig tager “Destination Void” op i programmet. Så det glæder jeg mig ret meget til.
Jeg glæder mig også til at høre, hvad du siger til vores oplevelse af Inge Eriksen, som jeg mildest talt synes var frygtelig!