Kategorier
1980erne

Ep. 76: Inge Eriksen, Luderen fra Gomorra

Anders måtte slå op i banen og slå over i skimme-mode i forsøget på, at komme igennem Luderen fra Gomorra. Og som han sagde: “Det var ikke noget for mig…” Men er Luderen fra Gomorra så noget for dig?

Vi har at gøre med første bog i den prisvindende serie “Rummet uden Tid” – som har vundet blandt andet Science Fiction Cirklens litteraturpris i 1986. Når man læser på de danske litteratursider nævnes serien som hovedsøjlen i Inge Eriksens Science Fiction produktion.

Luderen fra Gomorra har allerede i 1983 fat i, at beskrive en post-apokalyptisk verden der kæmper med klimakrise og drivhuseffekt. I denne verden følger vi politikeren Tukhalele og luderen Fey, der i hver deres adskilte fortælling oplever jordens langsomme undergang under en trinvis evakuering til fjerne planeter.

Et særkende ved bogen er det stærkt kunstneriske og højstemte sprog. Bogen foregår i små enkeltscener i interaktioner mellem mennesker, der alle er urolige og overspændte; tilsyneladende uden evne til at etablere meningsfulde relationer med livet eller hinanden.

Bogen er således en lang umærksom udvikling for vores kvindelige protagonister mod at erkende og generobre egne følelser og danne og tage ansvar og lederskab for mellem-menneskelige relationer.

Det er en bog af sin tid. 70’ernes og 80’ernes samfundskritik ligger lige under overfladen og truer hele tiden med, at stjæle hovedrollen. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Luderen fra Gomorra.”

Shownotes:

11 kommentarer til “Ep. 76: Inge Eriksen, Luderen fra Gomorra”

Jipiiiiiiiiih!!! & 🙂 og pludselig kan det ikke blive oktober hurtigt nok. Der er selvfølgelig altid en risiko. Jeg vil bare så gerne høre, hvad I får ud af “Destination:void”.

Hej Jens og Anders

(Flattery (apropos) will get you anywhere – men jeg ved ABSOLUT IKKE ALT om science fiction I HELE VERDEN. Jeg har bare læst lidt mere – og lidt mere om – science fiction, af den yderst prosaiske årsag, at jeg er lidt ældre end jer. Og måske fordi jeg godt kan finde på, at læse faglitteratur for min fornøjelses skyld – herunder litteratur OM scienfic)

Med hensyn til Erwin N-W, så er jeg ikke helt enig. Mandens “projekt” skinner altid igennem, og det kan godt blive langskægget. Men romanen “Havet” er en fuldblods S-F, som I såmæn sagtens kunne gå ombord i. “Anno Domini” og “Gud I-II” kuuuuuuuuuuunne måske være noget. Begge bøgers problem er udgangs-salmen, der ender i noget quasi-religiøst. Men “Havet” holder.
Ifht. danske S-F forfattere: – prøv og kig i Science Fiction Cirklens bog-katalog. Der er alligevel nogle stykker, der ikke er med på den der Top Tieren, I har. Og så vil jeg da også godt tilføje, at S-F (traditionelt) er en “novelle”-genre, hvilket der er historiske årsager til. Måske er det årsagen til, at der ikke findes så mange danske SF-romaner. Som så – igen – måske afhænger af et definitions-spørgsmål; en genre-afgrænsning ….

Og det bringer os til Inge Eriksen og “Rummet uden tid”.
Da “Luderen fra Gomorra” udkom blev Eriksen hypet som “en dansk Doris Lessing”, “en dansk Ursula LeGuin”, og romanen som “feministisk science fiction”. Og som sådan blev den modtaget.
Lessings “Shikasta” var udkommet i 1979, så der var noget at hænge hatten på. Sammenligningen med LeGuin fatter jeg ikke en dyt af. Bevares; LeGuin var en kvindelig forfatter, og vist kan “overlyshastighedsradioen” ANSIBEL være et anagram for “lesbian”, og der er da klart noget FemiPower over LeGuin. Men først og fremmest var hun humanist. Og S-F-forfatter! Og vist ikke særlig “lesbian”, selvom jeg for nylig er belært om, at vi alle er lidt LGBT – især hvis vi ikke har prøvet andet (!??!)

Hverken Lessing eller Eriksen var - primært - S-F-forfattere!! (Hvem sagde Atwood?)

Dén vil jeg godt udfolde:
S-F er en genre, og alle genrer har indbyggede "koder". En nogenlunde - omend højpandet definition - (som jeg har flikket sammen af lige dele Dalgaard og S.W. Jørgensen) er at "det intenderede novum skal have hegemonisk status i narrativet".
Så den er ikke klaret med en eksotisme eller en ekstrapolering. Eller en påstand. Der skal mere kød på bordet, end blot at udskifte svingende saloon-døre og "mandlige husassistenter" med henholdsvis dimensionsporte og androider (kunne også være "gynoider", men så ville de være "kvindelige husassistenter"). Det er den ene ting. Den anden er, at forfatter-læser-kontrakten skal overholde - mindst - to forhold: at forfatteren validerer rammen for fortællingens rum, således at læseren, i dialog med teksten, suspenderer sin mistro ("willing suspension of disbelief"). Secundo: - "vi" er her for at blive rørt af de subliminale, det der nok kan gribes, men ikke begribes - sense of wonder. Vi vil have gulvtæppet revet væk, for at blive konfronteret med det mærkværdige. Vi vil undres og forundres.
Med andre ord er S-F ikke - IKKE - blot et stilistisk håndtag. Det kommer først bagefter.

Oftere end ikke (smart vending) sker der ikke desto mindre det (endnu en smart vending), at når “mainstream”- forfattere (hvad det så er), beslutter sig til, at nu vil hun/han sandelig også lige skrive en S-F’ert, så er skriveristerne ikke i besiddelse af værktøjerne. De tænker muligvis i “mærkværdiggørelse” (vi kaldet det bare noget andet), eller i analogier (jeg peger godtnok på hummelibimbum-træet, men jeg mener kirsebærtræet) eller i metaforer (rumskibe er den mandlige penetrationsfiksering; økologi er den kvindelige redebygnings-drift … som Freud sagde: nogle gange er en raket blot en cigar – eller noget i den stil 🙂

Hverken Lessing eller Eriksen (men Ursula!) har helt tjek på det S-F-relaterede virkemidler. Og måske er det en helt anden historie de vil fortælle, men nu vil de lige “dabble” lidt i den hér genre (“for det kan jeg vel også!” – nej, søster lagkage, det kan du ikke!)

Jeg vil på ingen måde nedgøre hverken Eriksen eller Lessing, eller sætte spørgsmål ved de litterære kvaliteter af deres henholdsvise output. Ovenikøbet er jeg yderst begejstret for det.
Så længe de ikke bevæger sig på et territorium, de åbenlyst ikke har en stand forskid på. Og på den måde er jeg ganske enig med jer, i jeres læsning af - pyyyyyhe - første bog i tetralogien "Rummet uden tid". Vi er her ikke for at høre om - in hoc casu - "fingre der glider gennem hår og afspejler baggrundens knitrende farver", eller hvordan det nu var.

Summa zu f****** -marum: - Eriksen er IKKE S-F-forfatter, og "LFG" er IKKE en S-F-roman. Muligvis er den enormt litterær, og det er sikkert derfor den har fået priser (af folk der (heller ikke) aner en kæft om S-F).
Man skal jo passe lidt på - men for nu at provokere lidt: - det svarer lidt til den dér TV-udsendelse hvor "Bubber" skulle lave en pornofilm; han fattede keine af, hvad det hele går ud på .... scusi; mea culpa.

Som de spørger hinanden ovre på LæsDen: ” – hvem vil du anbefale denne bog til?” Til hvilket jeg vil svare: ” – Det vil jeg ikke!” Men læs noget andet af Inge Eriksen – der er mange gode ting.

Ps: – det er ikke noget med “skomar’ bli’ ved din læst”. Det er mere, at hvis du virkelig insisterer på, at reparere sko …. – så køb lige en læst 🙂

Så mange var ordene – men det er Jens’ egen skyld; han opfordrede! Jo, du gjorde!

hold kæft hvor jeg glæder mig til oktober 🙂

hilsen Henning

Hej Henning.

Det er SÅ irriterende! Jeg havde præcis tænkt på, hvordan Luderen mindede mig om Shikasta. Det er lige præcis det du skriver, som er problemet.

Det minder mig iøvrigt om Yuval Harari’s bog “21 ting du bør vide om det 21. århundrede” – hvor han gudhjælpemig har et helt kapitel om Science Fiction. Her skriver han blandt andet:

“Mange film om kunstig intelligens er faktisk så langt fra den videnskabelige virkelighed, at man får en mistanke om, at de blot er allegorier over helt andre fænomener. Således forekommer filmen Ex Machina fra 2015 på overfladen at handle om en ekspert i kunstig intelligens, der bliver forelsket i en kvindelig robot blot for at blive ført bag lyset og manipuleret af hende. Men i virkeligheden er det ikke en film om menneskets frygt for intelligente robotter. Det er en film om den mandlige frygt for intelligente kvinder og især for, at kvindefrigørelse vil føre til kvindelig dominans.”

Men det er sjovt, hvor mange tilkendegivelser vi allerede har fået af venner af podcasten, som synes at Luderen var noget af en skuffelse. Når man sad og researchede så fik jeg indtrykket af, at konsensus var, at her havde vi at gøre med et hovedværk og en søjle og whatnot.

Jeg glæder mig sgu til at læse noget ordentlig Scifi nu 🙂

Tak fordi du lyttede med. Og tak for input og kommentar!

kh
J

Svar

Nåmmen, så vil bare sige – ad citatet af Harari – at så er det sandelig andre boller, der kommer på suppen hos Herbert!!
Og: – “Destination: void” er en fuldblods S-F, så du kan godt glæde dig 🙂
– imho

jeg kom vist heller ikke igennem Luderen fra Gomorra. … Ærgerligt det lige var DEN der skulle repræsentere alle danske scifi forfatterskaber.
Mht Shikasta er den bedst læst i små bidder som en kortprosa-samling. Og jeg synes “En overlevendes Erindringer” er langt bedre, mere kompakt og præcis – det har jeg vist sagt før.
Enig med Henning i, at Havet er en af ENWs bedste romaner. Men den ligger nok i udkanten af hvad scifi er. ENW kom ud til mit gymnasium for ?? cirka 1000 år siden og talte om den, og jeg spurgte ham: hvorfor går det alle kvinder i dine romaner så dårligt? Til hvilket han vist nok svarede at det var jeg var for ung til at forstå …
Jeg tror i bliver langt gladere for at læse Johan Springborgs “Hjernehallen”.
Eller hvad som helst af Grete Roulund.

Hej Majbritt. Tak fordi du lyttede med.

Jeg kan godt høre, at Johan Springborg presser sig på.

Hvad er det som gør, at Havet er i grænselandet scifi mæssigt?

kh
J

Havet har nogle fantastisk forunderligheds-kvaliteter og er virkelig velskrevet. Men der er en allegorisk gustenhed i fortællingen. Og når I har læst slutningen, skal jeg skrive mere om, hvorfor jeg synes det.

Hej Jens og Anders. Tak for en god – og virkelig underholdende – anmeldelse af Luderen fra Gomorra. Det er selvfølgelig ærgerligt at bogen er så utrolig svær at holde af, men I kan trøste jer med, at det sikkert var ganske katarsisk for mange af os – i hvert fald mig – at Luderen fik en ordentlig røffel 🙂 Jeg har virkelig gjort en indsats og har nærmest smidt bogen fra mig i vrede ved flere lejligheder.

Jeg håber der kan blive plads til noget dansk i sci-fi snak igen i fremtiden, men jeg må desværre erkende, at jeg også slider lidt med at komme med reelt gode forslag til, hvad det skulle være (ud over Colling, som jeg erkender er lidt på vippen rent genremæssigt). Selv de gode danske sci-fi forfattere, når bare ikke Atwood, Gibson og Weir til sokkeholderne og så er det sgu lidt svært at retfærdiggøre at bruge tiden på dem i stedet for fuldfed udenlandsk sci-fi. Jeg fortsætter ufortrødent jagten på de danske science fiction diamanter, og håber I genfinder troen, når I lige har fået renset luften med Herbert.

En ting er i hvert fald helt sikker; dette afsnit og emnevalg har affødt en af dette gryende efterårs bedste kommentarspor. Henning er altid god for et godt indspark, uanset hans eget forsøg på at nedtræde fra sin ufrivillige piedestal. Jeg bliver altså helt lykkelig af at læse den slags causerier. Tak endnu engang for at gøre endnu en dag, lidt mere glad. Alle sammen.

p.s. Kan vi lige tage Darko Suvin også 🙂 – Min axiomatiske præmis i dette kapitel er, at sf er kendetegnet ved en narrativ dominans eller hegemoni udøvet af et fiktivt novum, valideret af kognitiv logik.

Hej Thomas.

Tak for de pæne ord – det er altid dejligt, at få sit “skriv” værdsat. Men apropos Suvin, så er jeg, i forhold til hans niveau, helt bevidst om, at jeg har en hel del at lære, inden jeg-ved-alt-i-hele-verden-om SF 🙂

Og mere Darko: – dit citat er faktisk den korrekte “ordlyd”; jeg tillod mig bare, at “fifle” lidt med den, så den blev en kende mere “terrængående”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.