Childhood’s End fra 1953 var Arthur C. Clarke‘s tredje roman. I den forestiller Clarke sig menneskehedens udvikling, efter Jorden er kommet under kontrol af de mystiske Overlords. De fremmede Overlords er en slags venlige tyranner, som udrydder krig og sult, men samtidig sætter de en ny kurs for menneskehedens udvikling. Childhood’s End er klassisk golden age SCIFI med masser af ideer pakket ind i sine cirka 200 sider. Jens og Anders SCIFI Snakker Childood’s End.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
3 kommentarer til “Ep. 26: Arthur C. Clarke, Childhood’s End”
Det viser sig, at det er korrekt, at første del nærmest var en novelle fra sig selv. Den udkom som en historie for sig selv i 1948 under titlen “the guardian angel”
Clarke har vel aldrig gjort udi psykologiske personbeskrivelser, hvilket ikke betyder manglen på psykologisk “impact” – hos læseren. Childhood’s End er beskrivelsen af “tabet” (børnene flytter hjemmefra), af afslutningen (var det det? var det det hele?). Den banjo spiller han også på i “Rendezvous With Rama” og i “The Songs Of Distant Earth” (hvori der ihvertfald er en beskrivelse af, hvad Den Sidste Generation – The Lords of the last days – får tiden til at gå med), ja, selv i 2001 – der iøvrigt også er udfoldelsen af en novelle. Og selvom Clarke udtalte, at han var ateist så er der alligevel noget vist religiøst over hans historier.
Det var iøvrigt ikke Clarke, der “opdagede” det geostationære kredsløb, men han var den første til at beskrive det i nærmere detaljer. Og tanken om rumelevatorer (der spiller en rolle i The Fountains Of Paradise) er heller ikke et æg, han har lagt – det gjorde Konstantin Tsiolkovsky, allerede i 1895.
Under alle omstændigheder kan jeg komme i tanker om andre sf-romaner, der fremstiller et lignende “tab”, og det er “Tau Zero” af Poul Anderson (1970), Niels E. Nielsens “Skyggen Fra Sirius” (også “Gæsten Fra Stjernerne”, iøvrigt) og “The Ballad Of Beta-2” af Samuel R. Delany.
Afslutningsvist vil jeg henlede opmærksomheden på, at SyFy-channel – i december 2015 – sendte en tre-episoders TV-film med overtitlen “Childhood’s End”, og med Charles Dance som Karellen.
Så selvom I ikke er “bjergtagne” af “Childhood’s End”, så var jeres favntag med den værd at vente på – fint tourneret!
Hej Henning. Tak for yderligere perspektivering af Childhoods End. Det var sjovt at læse noget old school igen. Og nu kører vi videre i det klassiske spor med lidt Vonnegut!
Ja det er noget mærkeligt noget med det mystiske og Clarke. For han var jo decideret outspoken som ateist. Frabad sig blandt andet al form for religiøsitet ifm begravelse. Og så leger han alligevel aktivt med det mystiske i sine plots.