Kategorier
1960erne

Ep. 114: Frank Herbert, Dune Messiah

61 mia. mennesker er døde i en galaktisk Jihad. I Dune Messiah vender vi tilbage til Arrakis 12 år efter slaget om ørkenplaneten, der gjorde Paul Atreides til galaksens kejser. Men han kæmper med at finde retning og mening, mens der konspireres for at vælte ham.

En messias for massedød

Frank Herbert var efter sigende oprørt over, at Paul Atreides blev opfattet som en retfærdig helt af læserne af den første Dune. Tematikker om manipulation og fanatisme, som skulle være bogens etiske budskab, var blevet fattet af alt for få. Det er i det lys man skal forstå Dune Messiah. Bogen udkom i 1969.

Hvor Dune var en kæmpebedrift i worldbuilding og bygget op som et episk eventyr, så er Dune Messiah helt anderledes. Vi befinder os i Arrakeen, hvor Paul har bygget et kæmpe palads og tempel som sit hovedsæde, hvor millioner kommer for at tilbede ham.

Det er tydeligt fra bogens start, at personreligionen omkring Paul er helt ude af kontrol. De barske men hæderlige Fremenere er blevet hensynsløse fundamentalister, og kritik af Muad’Dib er med livet som indsats.

En konspiration ulmer

I Dune Messiah får vi lov at stifte nærmere bekendtskab med nye magtfaktioner i Dune universet. Vi lærer mere om The Space Guild, og vi introduceres til Bene Tleilax; en pervers kultur af formskiftere, der gennem biologi og manipulation forsyner universet med biologiske produkter.

Disse magtfulde faktioner konspirerer, sammen med Bene Gesserit, for at fælde Paul. Det er en kompliceret plan, med en genoplivet klon af Duncan Idaho, Paul’s lærermester i sværdkunst fra barndommen.

Paul har stadig sin evne til at skue mulige fremtider og ser alle trusler. Men alle kortsigtede sejre fører til tragedie på den lange bane. Den uovervindelige kejser er handlingslammet, fanget i spådommenes paradoks.

Konspirationen går sin gang, og triumfen fra Dune bliver til tragedie i Dune Messiah. Jens og Anders har SCIFI snakket “Dune Messiah.”

Shownotes fra Dune Messiah:

@Anders

  • Vernor Vinge er død. Vi læste A Fire Upon the Deep i ep 79 (jeg kan fortælle at jeg var lige ved at vælge noget Vernor til næste episode, men endte med noget helt andet.
  • Fik rent faktisk læst To Sleep in a Sea of Stars
  • Har set The Creator
  • Dark Matter kommer på ATV+ den 8. maj – med Joel Edgerton og Jennifer Connelly…
  • Har læst den japanske Before the Coffee Gets Cold, som egentlig er en tidsrejsebog…

@Jens

  • Har set et halvt afsnit af 3 body problem og droppet resten. Der var ikke rigtig nogle karakterer som fangede min interesse og præmissen er jo lam.
  • Ellers er jeg faldet i dogsitter detective af Antony Johnston – det er ikke helt scifi 🙂

Fra Goodreads og Scifisnak.dk

Henning kommenterer på Scifisnak.dk: “Og iøvrigt er jeg og Morten (marvel-morten fra supersnak) enige om, at “Dune”-serien består af 6 bøger – og færdig! Dog skal man nok være lidt hard-core, hvis man fortsætter efter “Children”.”

Thomas anbefaler at man læser videre i The locked tomb serien (den med lesbiske nekromancere i det ydre rum) “Tredie bind er ikke bare langt bedre end de to første, men her bliver det også tydeligt hvordan det hele hænger sammen i en historie der faktisk er fortalt baglæns.” Her city is under siege. The zombies are coming back. And all Nona wants is a birthday party. Sådan lyder splurgen til Nona the ninth – captivating 🙂

3 kommentarer til “Ep. 114: Frank Herbert, Dune Messiah”

3 Body Problem var for mig en kolossal skuffelse, hovedsageligt fordi verden simpelthen er for lille. Der er nærmest ingen karakterer med og de få der er, er komplet uduelige og helt utroværdige som cremen af verdens videnskabsfolk. Det eneste lyspunkt var radioobservatoriet hvor Ye arbejder efter kulturrevolutionen. Det er fedt i sin retrorealisme. Gennemgående er det, at alting simpelthen sker for hurtigt og for ugennemtænkt.
Alt i alt synes jeg serien lader til at cherry-picke scener fra bogen som kan gøre sig godt på lærredet; ikke mindst nanofiber-æggedeleren. Og charmen ved bogen er faktisk lidt at meget af det ikke rigtigt beskrives visuelt, men overlades til hjernens fantasigenerator. I min hjerne er det okay at fylde et proton ud i mange dimensioner – det er de absolut ikke på film og nok den mest kiksede special effect siden Månebase Alpha.

Ender’s Game! Yay!
En fremragende bog med et virkeligt godt plot. Og kør roligt på med spoilerne. Man kan næsten ikke give bogen en retfærdig behandling eller en rimelig omtale uden at spoile den. Så må Ender-jomfruerne skrue ned eller vente med at høre episoden til de har læst bogen.
Og hvad forfatterens politiske standpunkter angår, så tror jeg såmænd nok, at det er sandsynligt, at I allerede har dækket nogle stykker som var mere ekstreme.
Martin

Naturligvis skal man ikke – i ren refleks – bongolere et litterært output, bare fordi forfatteren er et dumt svin. Så får vi sgudda først problemer 🙂
På den anden side skal man ikke være døvblind ifht forfatteres synspunkter, samtid eller ståsteder. Hvilket muligvis hører ind under akademiske discipliner, og ikke har det store t gøre med den umiddelbare oplevelse og fornøjelse ved at læse en roman (se en film).
Jeg læste “Ender’s Game”, da jeg var inde i en “bølge” af “military SF” – nærmest udfra kodexet “know thy enemy” – og fik da også skovlet en del ind; anbefalelsesværdige (hvis det skulle være med den på) såvel som rent “crap”, der kun har perspektivet rettet mod en infantil trang til død og ødelæggelse og “hvem er den stærkeste” & “fjenden er fjenden” og den bedste indianer er mere død end De aner!
Jeg har “bøvlet” en del med Heinlein – som jeg i flere tilfælde har udnævnt til at være kryptofascist (uden at definere begrebet) – og er med tiden blevet lidt i tvivl om, hvorvidt han muligvis var satiriker. Jeg ved det ikke.
Med hensyn til Orson S. Card kommer jeg aldrig til at forlige mig med Mormons Bog, men der er STORE point for, at han i fortsættelser til “Ender’s Game” – “Speaker for The Dead”, “Xenocide” – går kultursociologisk og antropologisk til vaflerne. For så kan jeg godt bære våbenliderligheden i EG – så meget mere som, at Ender er blevet ført bag lyset og må anses for at være et misbrugt barn.
Overordnet mener jeg dog ikke, at forfatteres politiske standpunkter er uvedkommende, men jeg enig i at analyse og vurdering ikke skal stå i vejen for en behandling af værkerne – ellers ender vi ikonoklasme og monumenter med mærkelige udhugninger i fundamentet ( Nej! det var ikke noget Østblokken fandt på – det fandtes allerede i Det Gamle Ægypten 🙂 )

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.