Ender’s Game er military scifi med et twist. I fremtiden lader vi børnesoldater kæmpe vores interstellare krig. Vores hovedperson Ender er en unik dreng, hvis strategiske genialitet skal udvikles for enhver pris.
“Ender’s Game” skildrer en fremtidig verden, hvor menneskeheden er truet af en forestående invasion fra rummet. Vi investerer alt i at træne unge militære genier, som udvælges fra barnsben og sendes på militærskole i rummet.
Bogen er fra 1985 og skrevet af Orson Scott Card, som ramte jackpot, da han udvidede en gammel novelle til hel bog. Ender’s Game vandt Nebula i 1985 og Hugo i 1986. Og såmænd om Card ikke gentog successen året efter med efterfølgeren “Speaker for the Dead.” Card har i alt skrevet 20 romaner i det såkaldt Enderverse.
Hovedparten af romanen foregår ombord på en slags militærkostskole i rummet. Her konkurrerer eleverne i strategi i en slags 3D vægtløs lasertag. Vinderne forfremmes og gøres til holdledere. Lærerne er fraværende skikkelser, der med vilje gør livet svært, for at teste de bedste. Eleverne har deres egne hierarkier og konflikter. Det er nærmest som en slags Harry Potter i rummet, og vores udvalgte frelser skal gå grueligt meget igennem.
“I surprised you once, Ender Wiggin. Why didn’t you destroy me immediately afterward? Just because I looked peaceful? You turned your back on me. Stupid. You have learned nothing.” — Mazer Rackham
“Ender’s Game” udforsker temaer som magt og ansvar. Card inviterer læserne til at tænke over de moralske dilemmaer, der opstår, når etik og militær nødvendighed kolliderer. Ender er en kompleks karakter som både kan være meget voldelig og meget empatisk, og som igen og igen tvinges ud i situationer, hvor han må ty til ultravold, som den bedste langsigtede løsning.
Vi skal ikke spoile slutningen her. Men bogens morale bliver, at vold og konflikt kan overkommes med forståelse og kommunikation. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Ender’s Game.”
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes til Ender’s Game
Anders
- Er gået igang med Dark Matter på ATV+ den 8. maj – med Joel Edgerton og Jennifer Connelly…
- Er igang med at læse Quantum Magician af Derek Künsken
- Har set Sugar på ATV+. Kan dog ikke sige så meget uden at spoile…p
Jens
- Har læst Children of Ruin af Tchaikovsky. I denne leger han med blæksprutter og et protomolekyle, der er lidt a la Expanse
- Til alle Fantasyelskere: Har gang i efterfølgeren til Godkiller af Hannah Kaner – Den nye hedder Sunbringer.
Fra Goodreads og Kommentarsporet
- Thomas: “3 Body Problem var for mig en kolossal skuffelse, hovedsageligt fordi verden simpelthen er for lille. Der er nærmest ingen karakterer med og de få der er, er komplet uduelige og helt utroværdige som cremen af verdens videnskabsfolk.”
- Martin: Om Ender – “Man kan næsten ikke give bogen en retfærdig behandling eller en rimelig omtale uden at spoile den.”
2 kommentarer til “Ep. 115: Orson Scott Card, Ender’s Game”
Der sad to lægestuderende i kantinen på Antvorskov Militærnægterskole, i 1985. Mens de læste Italo Calvinos “Hvis en vinternat en rejsende”, var deres “claim to fame”, eller ihvertfald deres argument for at være “conscientious objectors”, at Den Hippokratiske Ed ikke gik i spænd med soldatens metier. Jeg var lige uddannet pædagog, og friskbagt far, og eftersom der havde været en del “uheld” – indenfor forsvaret – med dødelig udgang, indenfor de sidste par år, besluttede jeg at droppe “politisk soldat” og blive militærnægter.
Jeg nævnte overfor de to, at jeg var opdraget til at være fredsbevarende, hvortil den ene replicerede: – “Opdragelse”! Er det ikke et forfærdeligt ord?
– Så jeg lod dem være, med samt Hippokrates og Calvino.
Senere stødte jeg på den antagelse, at vi som voksne allerede er så indoktrinerede af det sen-borgerlige, kapital-orienterede samfund, at det bedste vi kan gøre er, at lade vore børn være – hands off!
Med tiden får jeg mindre og mindre lyst til overhovedet at have en holdning, fordi alting alligevel er “smag&behag” og “som man nu sér på det”! Alt er (jo) relativt, ikke sandt!
MEN! Når det kommer til fiktion, så vil jeg godt have en “indre” konsistens og konsekvens i narrativet (og jeg har lært, at det retteligen hedder “narrativen”; forstå det hvem som kan). Og dér kommer ret meget “military sf” til kort, fordi der – på den anden side af al tekno-babble – blot ligger en xenofobi. Og Så bliver det kedeligt!
Personligt fandt jeg, at samme tendens gjorde sig gældende i Ender’s Game. Men til trods for min aversion overfor nogle af Hr. Cards udtalelser anderswo og i andre sammenhænge, var det en stor fornøjelse at læse “Speaker for the dead”, der sandelig gi’r den gas på nogle helt andre trompeter.
Min store respekt for Niven og Pournelle kan ligeledes ligge på et ufatteligt lille sted, kva deres krigsliderligere deltagelse i forskellige Reagan-programmer – dengang det var da. Men den udfoldede økologi – om man må være som fri – som de beskriver i “The Mote in God’s eye” er formidabel (saurons or not), og jeg vil glæde mig til at høre The Supersnackers tag en tørn med den 🙂
Hej Henning. Superfed kommentar. Kan godt huske “hvis en vinternat en rejsende” mest for dens fantastiske start.
Har fået meget lyst til at få læst speaker for the dead 💪