Da forskere i 2030 opdager en dødelig virus i den optøende permafrost i Arktis, startes en global pandemi. I How High We Go in the Dark oplever vi menneskehedens kamp med konsekvenserne og lærer om virussens mystiske ophav.
Bogen er den første roman af forfatteren Sequoia Nagamatsu. Den udkom i 2022, men Nagamatsu skrev på den igennem ti år. Så historiens skildringer af pandemien strækker altså tilbage længe før pandemien. Nagamatsu kombinerer videnskabelig spekulation med dybt menneskelige historier, hvilket resulterer i en roman, der er både tankevækkende og bevægende.
I et kapitel er vi i et fremtidigt tema-parkland, designet til at sige farvel til de døde. I et andet oplever vi et værksted for robothunde. På den måde minder bogen lidt om bøger som Station Eleven af Emilie St John Mandel eller World War Z af Max Brooks.
Måske er det Nagamatsus antropologiske baggrund, der spilder ind. Bogen bidrager i hvert fald med nogle voldsomt kreative og originale bud på menneskehedens retænkning af vores forhold til døden. En af disse er fremkostning af begravelsesservices som en ny boom-industri.
Undertiden tager How High We Go in the Dark nogle ordentlige og overraskende scifi-sving og tripper ud i fuld galaktisk rum-mysticisme. Men det skal vi ikke spoile her. Bogen bliver dermed litterær og fascinerende på samme tid. Jens og Anders har SCIFI Snakket “How High We Go in the Dark”
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes til How High We Go in the Dark
Anders
- Har læst A Psalm for the Wild-Built af Becky Chambers, inspireret af @Jens
- Blev færdig med Children of God (efterfølger til The Sparrow) af Mary Doria Russell – ikke helt så god, men interessant at fortsætte i universet fra den første
- Ser Constellation på Apple TV+
- Er liiiige gået igang med To Sleep in a Sea of Stars af Christopher Paolini (er ikke helt overbevist, men giver den lige et par kapitler mere…)
- Og ja, selvfølgelig Dune: Part Two
Jens
- Har kastet sig ud i The Long Earth af Terry Pratchett og stephen baxter. Vi lærer af rejse på tværs af multiverset, i en version hvor man enten kun kan bevæge sig til nabouniverset til den ene eller anden side. Vi følger en ekspedition med Joshua (en elitestepper) og den kunstige AI jobsang (som på ekspeditionen er et luftskib) ud til det yderste yderste og oplever krisen mellem mennesker som kan “Steppe” og dem som må blive tilbage. Overraskende fed og tænksom og en klar anbefaling.
- Har læst bog to i The Locked Tomb serien. En helt unik fortælling om science fiction og nekromantikere med gudelignende kræfter. Ekstrem mærkelig og ikke nær så god som Gideon the Ninth.
- Har selvfølgelig set Dune II
Fra Goodreads og Scifisnak.dk
- Henning anbefaler : Christopher Priests “Inverted World, hvis man har lyst til mere generationsskibs litteratur. Hvis har lyst til flere Telepatiske Kaniner skriver han: “Hvis jeg skal være ærlig – og hvorfor ikke prøve det? – så fandt jeg også den telepatiske kanin ret weird, i sammenhængen. Jeg kan så oplyse, at i Niels E. Nielsens “Skyggen fra Sirius” (som er et bekendtskab værd) vender “kaninen og vennerne” tilbage … og dér gi’r det heller ikke meget mening.”
- Jakob : Hot house er Brian W. Aldiss i bedre form. En fremtidig dying earth verden inkl. en ursvamp som fusionerer med et menneskesind, universets gartnere, planter der holder mennesker som slaver tilsat momenter af god britisk humor.
6 kommentarer til “Ep. 113: Seqoia Nagamatsu, How High We Go in the Dark”
Hej ScifiSnak
Nå så vi skal læse “Dune Messiah” til næste lektion! Javel ja!
Ovre på SuperSnak har d’herrer Schou og Søndergård for en uges tid siden, haft en seance om “Dune (II)” og henviser iøvrigt til to tidligere podcasts, i eget regi, om “Dune” og Frank Herberts forfatterskab. Anbefalelsesværdige! Og iøvrigt er jeg og Morten enige om, at “Dune”-serien består af 6 bøger – og færdig! Dog skal man nok være lidt hard-core, hvis man fortsætter efter “Children”.
Pandemier er sådan set ikke noget nyt – hverken i virkelighedens eller litteraturens verden. Et lidt sært eksempel kunne være den bog som A.S. Neill skrev sammen med eleverne på Summerhill skolen: “Den sidste mand i verden”. Som – berettiget – er meeeeeeget YA, skrevet af – og til – netop dette segment.
En næsten samtidig er det helt store Dyr, nemlig Crichtons “The Andromeda Strain” (Truslen fra det ukendte). Men helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet er der mulighed for at støde ind i katastrofe-romaner, der ligner noget pandemisk. Og så er der selvfølgelig “The day of the trifids”, hvor menneskeheden er blevet blindet & jages af vandrende, kødædende planter (“Hothouse” in mind).
Mere overordnet drejer de fleste pandemi-romaner eller -serier om, at få genskabt barbariet og se hvordan civilisationen klarer den. En segway til action, med andre ord. Og så er det man får “World War Z” eller 70er-tv-serien “The survivors”. Eller også får man historier om ryggesløse videnskabsmænd og voldsliderlige generaler: Robin Cooks “Virus” og filmen “Outbreak”. Eller også får man en sær legering som i svenske Pär Wahlöös “Stålspringet”. Eller får man horrible new-age tirader a la Whitley Striebers “Nature’s End”.
Så det gælder om, at holde godt øje med om den bog man nu står med egentlig ER en bog om pandemier, eller om det bare er vehikel for en historie om … noget andet!
Alt det til trods er der én bog jeg godt vil anbefale, alle der læser dette. Også selvom den aldrig nogensinde vil komme forbi scifisnaks samtalebord. For den er hverken science fiction eller fiktion. Det drejer sig om Richard Prestons “The Hot Zone” (“Farezone 4″), hvor Preston koncentrerer sig om tre-fire af de mest letale filovira: Hanta, Marburg, Ebola og (det kan jeg ikke huske).
Som der stod på Stig Vendelkærs sciencefiktion-serie: ” mere spændende end nogen kriminalroman”! Prøv den!
Og heldigvis behøver jeg ikke læse “Messiah” …. – for det har jeg gjort, for 40 år siden (hæhæ).
bedste hilsner Henning
Og så skal man jo ikke glemme den allerede anmeldte Oryx & Crake, der jo ret beset er samme stykke stjernestøv i en lidt anden flaske.
Og, så med hensyn til Locked Tomb, så hæng lige ved. Tredie bind er ikke bare langt bedre end de to første, men her bliver det også tydeligt hvordan det hele hænger sammen i en historie der faktisk er fortalt baglæns.
Nå for dælen. Det kan da godt være at jeg skal læse videre så. Den kunne også et eller andet. Hmm. Du lokker.
Jeg mindes også at vi fik nævnt Pigoons, da vi snakkede organdonorgrise.
[…] læst Sequoia Nagamatsus debutroman “How High We Go in the Dark”, indtil jeg læste Scifisnaks beskrivelse af den. Absolut intet ringede en genkendelsens klokke der – og en smule gravearbejde […]
Så fik jeg endelig hørt afsnittet – der var et par detaljer, jeg ikke selv havde fanget, så tak for det. Det bliver vist ikke nævnt, så jeg synes lige, jeg vil notere det: rutsjebanen i “City of Laughter” må næsten være baseret på denne: https://en.wikipedia.org/wiki/Euthanasia_Coaster
Vi havde den faktisk også med i Lavie Tidhar’s Central Station, hvor den indgår i afsnit nummer 12: Vladimir Chong Chooses to Die.
“Together they looked on the park. There, a swimming pool glinting blue, where one could drown in peace and tranquillity. There, a massive, needle-like tower rising into the sky, for the jumpers, those who wanted to go out with one great rush of air. And there, at last, the thing that they had travelled all this way for. The Urbonas Ride.
The Euthanasia Coaster.
Named after its designer, Julijonas Urbonas, it was a thing of marvel and beautiful engineering. It began with an enormous climb, rising to half a kilometre above the ground. Then the drop. A five-hundred-metre drop, straight down, that led to a series of three-hundred-and-thirty-degree loops, one after the other in rapid succession. Vlad felt his heart beating faster just by looking at it.”
Jeg kunne faktisk godt huske det kapitel og tænkte på Central Station, da jeg læste bogen.
Tak for kommentar og tak fordi du lyttede med 💪🏻