I 2010 havde Hugh Howey deltaget i NaNoWriMo – En årlig “skriv en roman på en måned” event, som løber af stabelen i november. Og ud af det kom Half Way Home. Historien om koloniseringen af planet, som går skævt, og efterlader en lille koloni af 15-årige på randen af udryddelse.
Half Way Home er en Young Adult bog. Bogen udforsker hvordan man i fremtiden vil kolonisere fremmede planeter gennem en fuldstændig instrumentalisering af menneskeliv. Hovedpersonerne er reagensglas- designerbørn, der er bygget for at passe ind i en koloniseringsplan, som bliver nidkært overvåget og orkestreret af AI’en “Colony”. Men selvfølgelig går der “Hal” i “Colony” og Fluernes Herre og Kammerat Napoleon i Kolonien – og så kan det godt være svært at være homoseksuel OG psykolog langt ude i rummet. Jens og Anders SCIFI Snakker “Half Way Home.”
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
4 kommentarer til “Ep. 46: Hugh Howey, Half Way Home”
Hej Anders og Jens
Direkte adresseret og provokeret (høhø) skal jeg sandt for dyden ikke holde mig tilbage med en kommentar – så meget mere som, at der vel godt må ske noget i kommentarfeltet, til trods for goodreads og twitter, facebook og fanden og hans oldemor.
HVIS jeg gik til vaflerne, er det ikke usandsynligt jeg kunne komme op med 300 roman/novelle-titler, der behandler samme problematik. Men det hænger primært sammen med, at der er et begrænset antal muligheder – vores nuværende teknologi og fantasi taget i betragtning – for måder at kolonisere andre planeter, hvadenten i solsystemet eller rundt andre stjerner. Og det er ikke noget jeg sidder og finder på, men hænger sammen med den forskning der trods alt er på området. Hvilket betyder at SF-forfattere naturligvis har “gaflet sig ind” på de scenarier, der anses for mulige. Og 1 af de muligheder er “så-maskiner”, hvor jeg vil pege på James Blishes “The Seedling Stars”-serie. Men iøvrigt kan man overveje om Rama i “Rendezvous med Rama” af Arthur C Clarke, muligvis kunne være en “så-maskine”, der fungerer udfra principper vi ikke helt forstår.
Dernæst er der nedfrosne kolonister, og herefter generationsrumskibe (reference kunne være “Destination Void” af Frank Herbert – som handler om noget andet end settingen – og Brian Aldiss’ “Non-Stop”, der handler om …. – som sagt).
Alternativt bliver det noget med FTL eller teleportation, og det er naturligvis også en mulighed. Og nu har I jo været inde omkring “The Martian”, hvilket giver mig lejlighed til at nævne Frederik Pohls “Man Plus”, der handler om at designe mennesker til ophold på andre planeter – og det ligger lidt i forlængelse af jeres indlæg/cast.
På en sær måde er det faktisk en forlængelse af disse tematikker, at I nu går ombord i Nielsens “Herskerne” (og jeg er da morderlig stolt over at have pushet jer til det). Iøvrigt tror jeg ikke den skulle være så svær at få fat i, al den stund at Science Fiction Cirklen genudgav den sidste eller forrige år. Men det vil jeg ubønhørligt glæde mig til, at høre jeres uforbeholdne mening om.
ps: – min mening om “To Sole Stod Op” var mere et fan-boy-agtigt udsagn om, at den ikke nødvendigvis var repræsentativ for Nielsens out-put, og derfor muligvis var en lidt misvisende introduktion til forfatterskabet, hvorimod “Herskerne” er dér hvor manden virkelig skinner.
hilsen Henning
Hej Henning. Jeg fik da slet ikke kvitteret for dig gode indlæg her, som jeg ellers glædede mig over.
Efter fuldendt læsning af Herskerne må jeg nok erkende, at vi er glade for at have fået et venligt nudge i den rigtige retning. Sikke en bog!
Og du må da selvfølgelig undskylde at jeg projicerede mit eget SCIFI-mindreværd over i dig. Det kan jeg da godt se 🙂
Hvad ville du anbefale som næste Niels E. bøger at kaste sig over?
Håber at den nye podcast holder standard. Jeg forsøger mig med at læse scenen med Råberen op.
kh J
Hej Jens
Nu hare jeg lige smidt et svar i forlængelse af jeres ‘cast om “Herskerne”, men jeg vil da gerne gentage at jeg syns det fantastisk godt gået – og glædes over at have været med til at presse jer i den retning.
Ifht ironisk/sarkastisk/lakonisk bemærkning om at undertegnede sikkert vil kloge sig, så tar jeg det i ganske stiv arm. Nogen skal vel for faen vide noget mere, ellers ved vi bare det samme – og så blir her eddermame kedeligt.
Når du nu spør til NENs forfatterskab, så er jeg – på baggrund af to fagbøger (“Katastrofe og Katharsis” og “Advareren”) – kommet til den overbevisning at hans romaner kan deles op i sekvenser ifht hvad der bekymrede ham mest på affattelsestidspunktet. Lang historie.Mere interessant er det, om der kommer gode historier ud af det – og det er ikke hver gang.
“Herskerne” er et højdepunkt, men hvad skulle det næste så være? På min favoritliste står – i uordentlig uorden – “Akerons Porte”, “Gæsten fra stjernerne”, “Skyggen fra Sirius” og “Troldmandens sværd”. I disse bliver Nielsens lyrisk-poetiske sprog også en naturlig integreret del af narrativet. I andre – som f.eks. “Fæstningen i havet” eller “Kains arv” virker det decideret klistret. So- yes – so: – hvis man æder sig igennem etpar stykker af de nævnte, er man sikkert pænt rustet til at begive sig “ud på egen hånd” i Nielsens forfatterskab. Man kan også sige det på en anden måde: Nu har I læst “Herskerne” – nåmmen så læs “Gæsten fra stjernerne” OG SÅ kan I læse “To sole stod op”. Det vil være repræsentativt for spændvidden hos Nielsen (sort of) 🙂
hilsen Henning
Kære Henning. Tak for indlægget. Angående ironi så må jeg erkende, at det er lidt af en karakterfejl jeg lider af – jo bedre jeg kan lide folk – des mere tilbøjelig er jeg til at lave ironisk sjov. Se bare stakkels Anders må stå model til 🙂 Vi er stolte over at få kvalificeret ekspert-input.
Det gode ved at være entusiast er at man efterhånden bliver ekspert i sit felt. Men det er særlig fint hvis man kan fastholde entusiasmen når man er BLEVET ekspert.
Tak for guide til nye E Nielsen oplevelser. Det kan være, at jeg giver dem videre i næste Scifi Snak.
Næste gang skal vi til månen…