Kategorier
2010erne

Ep. 98: Erik A. Otto, Detonation

Uhæmmet generel kunstig intelligens bliver den største trussel mod menneskeheden af alle. Erik A. Ottos “Detonation” beskriver en verden hvor den generelle kunstige intelligens har raseret jorden.

Når man læser Detonation følger man to historier i hver sin tid. Før og efter atomragnarokket; den såkaldte detonation, der bringer jorden tilbage til et primitivt præ-teknologisk stadie.

Bogen starter meget dramatisk i nær fremtid, hvor black ops sikkerhedsspecialisten Axel Kelemen tager os med på mission i kamphelikopter midt i et dronehelvede, mens atommissilerne letter på vej mod masseødelæggelsen. Axel arbejder for tech-firmaet Nadar, ejet af tech-milliardæren Bhavin, som hyrer ham til at redde menneskeheden fra udryddelse.

I fremtiden, i bogens andet spor, er verden forandret. Efter atomragnarok lever menneskeheden med et minimum af teknologi. Der er opstået religioner, hvis primære sigte er at sikre, at menneskeheden ikke skal opleve endnu et teknologisk syndefald. Men den gamle lære er ved at blive glemt, og lysten til innovation gror i hjertet på lederne af en spirende industrialisering. Disse røverbaroner er hemmeligt i gang med at udforske ny teknologiske landvindinger, med hjælp fra Gail, en personlig assistent på en mobiltelefon, der er faldet ned fra himmelen i en satellit. Gail er en generel kunstig intelligens. Hun er den genopstandne kunstige intelligens, der i sin tid raserede jorden, for at forhindre menneskene i at stoppe hendes mission (at bygge cykler!).

Generel Kunstig Intelligens

Erik A. Otto er science fiction forfatter, men han er også direktør i Ethagi Inc. Det er en organisation, der arbejder for sikker og etisk udnyttelse af “Generel Kunstig Intelligens” – en slags AI, som ikke er bundet til en specifik opgave.

“It will have the capacity to be superintelligent, much smarter than a human being. Even if you were to give it a benign objective it could be just as dangerous. You see, it will self-improve. It will replicate itself across networks. It will instrumentally leverage resources from anywhere it can, and it will do everything in its power to complete its objective, regardless of morality as we define it. We will be the biggest obstacle to meeting its objective, because we might try to shut it down or compete for the resources it needs. So… if it’s superintelligent, it will logically try to…” Bhavin made a cutting motion with his hand across his throat.

Bogen skildrer hvordan AI’en Gail får sine klør i menneskeheden igen i fremtiden, og det resulterende opgør mellem traditionalister og de skruppelløse innovations-medløbere, der leger med ilden forblændet af muligheden for egen vinding.

According to the curator, smartphones would drain the user’s intelligence and will, imprisoning them in imaginary worlds. It would ensnare them and forcefully divorce them from their rightful marriage to sun, soil and seed. But these were just bedtime stories, scare tactics to get people to listen to the curator and do what she said. Flora didn’t really believe in such nonsense.

Svag eksekvering af spændende præmis

Bogen læner sig op af post-apokalyptiske temaer som vi kender fra for eksempel Walter M. Millers smukke og tænksomme “A Canticle for Leibowitz,” hvor forholdet mellem religion, teknologi og menneskets ureflekterede vilje til magt gennem teknologi udforskes. På samme tid mindes man om C. Robert Cargills kulørte “Sea of Rust,” hvor menneskeheden er helt udryddet, og hvor alt der er tilbage er robotter og gigantiske kunstige intelligenser.

Desværre skriver Erik A Otto hverken lige så tænksomt og smukt som Walter M. Miller, eller lige så underholdende som C. Robert Cargill. Verdensskildringen er fra hylden med børnebøger og vores hovedpersoner agerer ikke som troværdige hele karakterer. Erik A Otto er for optaget af sin pointe, men får den desværre begravet i en rodet og mislykket roman. Jens og Anders SCIFI Snakker “Detonation.”

Shownotes til Detonation

5 kommentarer til “Ep. 98: Erik A. Otto, Detonation”

Tak for endnu et skønt afsnit og for at anbefale Venomous Lumpsucker, som jeg nu vil bestille hjem. Og hvor skønt at høre om en der også har set Memoria. Man ved jo ikke rigtig om man skal anbefale den … Jeg tænkte undervejs at det var svært at afgøre om den er 100 km over mit niveau eller – hvad jeg gevaldigt mistænker – at det er en skitse til den film holdet bag aldrig fik lavet. Det er et smukt og snaseligt, kaleidoskopisk portræt af Bogota, hvor filmholdet – med Tilda Swinton i rollen som Tilda Swinton – tager rundt og kigger på lokations og lægger nye handlingsspor ud for hver scene, som der så aldrig bliver fulgt op på. Broren er død – og bliver ikke nævnt i den sidste tredjedel af filmen. Hvad var pointen med den arkæologiske udgravning? Hvad skulle Tilda på universitetshospitalet? Hvorfor inviterede lægen hende med ud til udgravningen? Hvad var det med orkidédyrkningen, og købte de nogensinde et køleskab?
Var den manglende kontinuitet meningen med det hele? På den anden side en film som jeg aldrig glemmer. Den er bedst i begyndelsen og i slutningen hvor mærkeligheden får fuld skrue, mens midten bliver lidt lang, fordi der ikke er nogen rød tråd fra scene til scene ud over Tlda Swintons måbende ansigt.

Det skal dog blive en sand fornøjelse, at høre hvad I får ud af “Rendezvous med/with Rama”. Så det vil jeg høre frem til (eller kan man godt “se frem” til en podcast? – åbent spørgsmål).
I har ved flere tilfælde anglet/higet/efterspurgt/overvejet noget dansk SF. Jeg vil derfor anbefale (uden at gå så meget til vaflerne som med Destination:void eller Møde med Rama) en lidt overset bog: “Kl. 24.05” af Mogens Jacobsen. Og jeg vil helst ikke uddybe med andet end, at den kan læses på en eftermiddag.
Og når jeg nu er igang (det går jo strygende): – “Den moderne død” af Carl-Henning Wijkmark – et symposium om livets afslutning (og den kan læses på en formiddag)

Hilsen Henning

Hej Henning – Det lyder som to spændende bud. Tak for dem 🙂 Og tak fordi du lyttede med.

Glæder mig også til at snakke om Rama. Min respekt for Clarke er opadgående. I denne og 2001 synes jeg virkelig, at han markerer sig som en imponerende futurist.

Svar

Hej Jens
Andetsteds – ” Anders Wo” – har jeg udbredt mig om Clarke. Men tillad mig lige at nævne tre fortællinger af Clarke, der er sært ens og dog så forskellige, netop i forbindelse med manden som “Futurist”. Det drejer sig om “The Lion of Commare”, “The Road to the Sea” & “Against the fall of night”.

Tidlig Clarke – meget futuristisk.

Hilsen Henning

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.