Kategorier
1810erne

Ep. 135: Mary Shelley, Frankenstein; or, The Modern Prometheus

Holder verdens første scifi bog stadig til en genlæsning? Vi stødte på Mary Shelleys Frankenstein på Litteraturvidenskab en mørk og stormfuld nat. Nu er det tid til at genbesøge bogen 30 år senere i SCIFI SNAK.

Mary Shelley var atten, da hun sommeren 1816 ved Genevesøen blev udfordret af bl.a. Lord Byron og Percy Bysshe Shelley (hendes senere mand) til at skrive en uhyggelig historie. Ud af konkurrence, regnvejr og et mareridt voksede en fortælling om Victor Frankenstein — en ung videnskabsmand, der skaber et monstrøst liv og derefter flygter fra ansvaret.

Romanen udkom anonymt i 1818; i dag er navnet og Monstret overalt i popkulturen. Mary Shelley skrev videre efter Percys druknedød i 1822, men Frankenstein blev hendes mest læste værk.

Fastfrosset i en rammefortælling på Nordpolen

Bogen starter ikke med Victor, men med Robert Walton, en kaptajn på vej mod Nordpolen. Han skriver breve hjem til sin søster om ensomhed, ære og drømmen om at opdage noget nyt. Da skibet sidder fast i isen, møder han en udmattet fremmed — det er Victor, som brænder på at fortælle sin historie.

Bogen er bygget som lag i lag. Victor fortæller om sin familie, sit studium og sit eksperiment. Siden får skabningen selv lov til at tale. Det er en langsom, bekendelsespræget roman med få gyserstød og meget følelsesregister. Film har gjort selve skabelsen til et stort klimaks; hos Shelley er den næsten en fodnote.

Victor vender monstret ryggen

Victor skaber sit væsen og vækker det til live om natten. Da han ser resultatet, stikker han af. Han lader det ligge alene.

Monstret vandrer ud i verden uden sprog og uden nogen, der kan forklare det, hvem eller hvad det er. Det finder en hytte ved en skov og tilbringer måneder med at iagttage en fattig familie udefra. Sådan lærer det sproget. Sådan opdager det, at det er forladt og frygtet.

Til sidst opsøger monstret Victor og kræver ét: en ledsager. Et andet væsen som det selv. Victor nægter.

En for en dræber monstret Victors familie

Monstret tager hævn. Det begynder med Victors lille bror William, som det dræber i skoven.

En ung kvinde i familien, Justine, mistænkes for mordet. Der holdes retssag. Victor ved, hvad der virkelig skete — men han tier. Justine dømmes og henrettes.

Siden dræber monstret Elizabeth, den kvinde Victor gifter sig med. Det sker på deres bryllupsnat. Victor begiver sig nordpå for at jage monstret — og det er her, Walton finder ham i isen.

Hvem var egentlig værst?

Victor dør ombord på Waltons skib, udmattet af sin jagt på monstret. Monstret dukker op ved liget og holder en tale. Ikke en trussel — et forsvar. Det siger, at det var et ubeskrevet blad. At det rakte ud til mennesker. At de skød på det og slog det og jog det væk. At det bare reagerede på, hvad det mødte.

Walton er blind over for det. Fra det øjeblik, han mødte Victor på isen, så han kun et ædelt menneske med store tanker. At Victor tav under Justines retssag, mens en uskyldig blev hængt — det registrerer Walton ikke. Han beundrer Victor til det sidste.

Monstret beslutter sig for at dø. Det vil tage nordpå og brænde sig selv. Det er det eneste væsen i fortællingen, der rent faktisk tager konsekvensen af sine handlinger. Victor flygtede og tav. Walton ville hellere lade sin besætning dø i isen end vende sydpå.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Frankenstein; or, The Modern Prometheus.

Vurderingen

Jens: ⭐⭐ (to stjerner — “kunne have været én”). Store dele af bogen føltes som kamp mod pacing og familieudredninger; det var især slutningen med Walton og monstret, der løftede oplevelsen og gjorde temaet tydeligt.

Anders: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner; “overvejet fem” af nostalgiske grunde). Genlæsningen ramte ham: Han lod sig rive med af det romantiske drama, og han har et særligt forhold til bogen fra universitetstiden — plus respekt for det kulturelle aftryk gennem 200 år.

Til sammenligning har SCIFI SNAKs Goodreads-gruppe i skrivende stund en gennemsnitsscore omkring 4,04/5Frankenstein blandt dem, der har læst og bedømt den — så her er Anders mest i sync med lytterne.

Shownotes til episoden om Frankenstein

Siden sidst

Anders

  • Project Hail Mary i forpremiere (Ryan Gosling som Ryland Grace, Rocky-alienen, “let’s science the shit out of this”-vibe); sammenligner med The Martian.
  • Har læst Good Morning, Midnight (Lily Brooks-Dalton) — bog bedre end Netflix-filmen for ham.
  • Har læst The Water Knife af Paolo Bacigalupi — brutal klimathriller i det tørre USA.
  • Nævner femte sæson af For All Mankind (premiere 27. marts 2026).
  • Har ikke set The Bride (Maggie Gyllenhaal) — blandet omtale.

Jens

  • Trailer til Dune Messiah / tredje Villeneuve-Dune — og lidt “Timothée-overeksponering”.
  • Læser There Is No Antimemetics Division (qntm) — “weird” puzzle-anti-mem; stor anbefaling.
  • Har lyttet til podcasten Læs den om Frankenstein (afsnittet “Læs den ikke!”).
  • Podcasten The Big Picture nævnt i forbindelse med Oscar-snakket om Project Hail Mary og Dune 3.

Lytternes input

Henning har en udgave med Bernie Wrightsons illustrationer (kan lånes på biblioteket); synes bogen er kedelig, men vil gerne lytte med.

Lise roser stemningen i bogen og understreger, at film og bog ikke ligger tæt — hovedpointer kan gå tabt i filmfortolkninger.

Kristoffer (m.fl.) har set Guillermo del Toros Frankenstein uden at blive fanget; leder stadig efter “den perfekte” adaptation.

Anbefalinger fra lyttere

  • Søren Trussel: The Tourist — tids-turisme som almindelig industri; turistguide der holder styr på tidsrejsende.
  • Per: Slow Gods af Claire North — sammenlignes med Ann Leckie og Adrian Tchaikovsky; ultrakapitalistisk “Shine”-verden og udødelighed.

Næste gang

Episode 136: Slow Gods af Claire North — pligtlæsning når Leckie- og Tchaikovsky-sammenligninger flyver, men vi er også spændt på, om hypen holder.

Kommentarer, input og snak: scifisnak.dk.
SCIFI SNAK findes også på Mastodon og i Fediversese evt. guiden her.

7 kommentarer til “Ep. 135: Mary Shelley, Frankenstein; or, The Modern Prometheus”

@scifisnak.dk Så er der monster-gotik i dit podcast feed igen. I denne måned går @4nd3rs og jeg tilbage til kilden og genlæser Frankenstein.

Hej ScifiSnak

Man kan (jo) godt tillade, at stille sig selv spørgsmålet om hvem det er, der er “Den Moderne Prometheus”. Det obligate svar er naturligvis: Victor Frankenstein, thi han fandt ud af at skabe liv, hvilket (jo) ellers er gudernes (alternativt det elskende pars) prærogativ. Men det kunne også være Monsteret, der viser en helt anden (ny?) måde, at være menneske på – og man associerer måske til Roy Batty i “Blade Runner” … – er Monsteret en androide?

Det bør iøvrigt nævnes, at John Polidoris bidrag til konkurrencen, nemlig romanen “The Vampyre” (udg. 1819) – og umiskendelig en inspirationskilde for Bram Stokers “Dracula” – ikke er ganske glemt. OG: – John Polidori har lagt navn til en tonicvand (ikke sådan én man kommer i håret, men i gin).

Nå! Skidt nu med det! Men – og – “ja”, selvom nogen måske finder at Lucian fra Samothrace eller Cyrano de Bergerac måske også kunne gøre krav på, at være de første SF-forfattere, så er der en hvis konsensus omkring netop Mary Shelley.
Det er ihvertfald det udgangspunkt, som Brian W. Aldiss og David Wingrove tegner deres kolossale fagbog “Trillion Year Spree” udfra (657 s. + indeks).
Samme Brian Aldiss skrev romanen “Frankenstein Unbound”, der handler om Joe Bodenland som bliver transporteret tilbage til 1817, Lake Leman, og både møder Mary og Monsteret.
Og så bliver Bodenland vidne til den videre historie (let forrykket i tid og sted), indtil afslutningen, som i “Frankenstein Unbound” peger på noget ganske andet, ja, faktisk noget “Decideret Anderledes” end slutningen på Marys roman.
Ovenikøbet er molevitten lavet som TV-film – så hvis man vil … – men hvor jeg vil anbefale “FU”, må det være det andet være et valg.

Anyways, som vi multilinguale plejer at udtrykke os, var det en herlig podcast – igenigen – også selvom den ikke fik mig til at ændre holdning. Den roman er stadig r..kedelig, herhjemme hos mig 🙂

Bedste Hilsner Henning

Hej Henning. God sammenligning med Roy Batty 🙂 Den har jeg aldrig tænkt over før.

Jeg synes nok at der var et eller andet med Dracula og den gyserhistorie-konkurrence!

Tak for input og lytning 🙏

Svar

Herligt, at I valgte at læse Slow Gods til næste gang, det vil jeg glæde mig til – sammenligningen med Leckie og Tchaikovsky var ikke min, men den er måske ikke helt i skoven. Jeg synes den minder mig om The Culture-serien.

Det er jo heller ikke dårligt. Nej jeg tror faktisk at det var mig selv som researchede mig frem til sammenligningerne. Tak for forslag og for at lytte med 💪

Svar

Synes ham Anders godt kunne en være en smule mere generøs med krediteringen for sine litterære excesser. Mig bekendt var det omnipræsente Lise, der tilbage i oktober anbefalede ‘Good Morning, Midnight’ i lytterhjørnet af nærværende podcast (https://scifisnak.dk/old-mans-war/) 🙃

Jeg må tilstå at jeg er gået en anelse i stå i mine science fiction læsning, men kunne I måske fristes til at kaste jer ud i Emma Newmans firebind ‘Planetfall’-serie? Romanerne er meget forskellige i tempo og stil, men foregår i det samme univers. I virkeligheden bør I nok begynde med nummer to ‘After Atlas’, som jeg husker som fænomenal og den bedste entre til bøgerne og universet. Jeg bad Claude om at opsummere ‘After Atlas’:

“Carlos Moreno er efterforsker i et nær-fremtidigt England, hvor velfærd er privatiseret og personlig gæld kan betyde kontraktuel trældom til et Gov-Corp. Han er god til sit arbejde og har lært at holde fortiden på afstand — indtil han får tildelt en sag han ikke kan distancere sig fra. Den dræbte er lederen af den religiøse bevægelse der for fyrre år siden sendte rumskibet Atlas af sted. Carlos voksede op i bevægelsens skygge. Hans mor var en af dem der tog med.
After Atlas er near-future noir med et mordmysterie som motor, men det den egentlig handler om er, hvad det koster at bygge sin identitet på afstand fra sit eget ophav — og hvad der sker når den afstand pludselig kollapser.”

En anden bog og forfatter jeg har tænkt på er David Brin ‘Startide Rising’. Jeg husker den som meget, meget sjov old school scifi. Fra GoodReads beskrivelsen:

“Brin’s tales are set in a future universe in which no species can reach sentience without being “uplifted” by a patron race. But the greatest mystery of all remains unsolved: who uplifted humankind? The Terran exploration vessel Streaker has crashed in the uncharted water world of Kithrup, bearing one of the most important discoveries in galactic history. Below, a handful of her human and dolphin crew battles armed rebellion and a hostile planet to safeguard her secret—the fate of the Progenitors, the fabled First Race who seeded wisdom throughout the stars.”

Ja. Delfin crew. Talende delfiner. Med hjelme. Hvis ikke det er kinky, så ved jeg snart ikke hvad. Jeg henviser til bogens cover: https://en.wikipedia.org/wiki/Startide_Rising#/media/File:StartideRising(1stEd).jpg (safe for work)

Jeg gav den 5 stjerner på GoodReads i august 2016 og vil elske at genlæse den sammen med jer.

Leave a Reply

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.