Echopraxia fra sidste år, er Peter Watts opfølger til hans 2006 hard-scifi-hit Blindsight. Scenen sættes i Echopraxia på Jorden, og denne gang er det ikke os, der opsøger de fremmede; denne gang kommer Alien-skibet Rorschach til os, og helt specifikt, til et angreb på et kloster for de såkaldte Bicamerals-munke – stærkt modificerede mennesker, hvis hjerner er koblet i en slags hyperintelligent hive-mind. Og så går den vilde jagt igennem solsystemet. Vi følger historien gennem biologen Daniel Brüks, som nærmest hvirvles med i handlingen ved et uheld, og som må udholde selskabet med hive-minds, zombier og vampyrer… især vampyrer. Jens og Anders SCIFI SNAKKER Echopraxia.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
4 kommentarer til “Ep. 20: Peter Watts, Echopraxia”
Må indrømme at jeg endnu ikke har læst fået Echopraxia (læser for tiden The Long War), men efter jeres podcast vil jeg helt sikker give den chance. Til gengæld har jeg læst Lock-in. Den var ret god synes jeg, omend ikke 100 % original. Hvis nogen har set Bruce Willis Surrogates så vil de helt sikkert genkende en del af plottet i Lock-in. Men den er velskrevet og handlingen er well-paced (som man siger på engelsk)
Hej Jens. Ja, vi har jo tilgode at snakke om noget scalzi. Jeg har faktisk aldrig læst noget af ham. Måske fordi jeg synes hans old mans war lød temmelig meget som The Forever War, som jeg er meget glad for. Tak fordi du lyttede og kommenterede 🙂
Hvis det er en whisky fra Islay, så må det være en Bowmore – eftersom Glenmorangie kommer fra Tain. Dog er der det at sige til det, at Glenmorangie Distillery, faktisk ejer Ardbeg, som er et distillery på Islay.
Så I husker måske begge ret 🙂
Iøvrigt minder dele af jeres referat af Echopraxia lidt om Frederik Pohls “Starburst”, uden sammenligning iøvrigt. Samt lidt Dan Simmons og Iaian Banks (æret være hans minde).
Og for min skyld må I gerne blive ved til nr. 100 podcast. Ihvertfald.
Hej Henning. Anders er så glad for Islay malt, at han ser dem overalt. Også der hvor de ikke er. I gamle dage var cask strength Laphroaig hans yndlingsdrik. Det er måske derfor han har sådan en fin dyb stemme. Men altså:
“Moore watched him above the ghost of a smile. After a moment he pulled the
Glenmorangie off the wall.”
😉
Tak for kommentar.