Kategorier
2020erne

Ep. 72: Max Barry, Providence

Kan man stadig skrive interessante First Contact romaner? Max Barry’s Providence fra marts 2020 var frisk fra trykken da SCIFI SNAK kastede sig over den.

Kan man stadig skrive interessante First Contact romaner? Max Barry’s Providence fra marts 2020 var frisk fra trykken da SCIFI SNAK kastede sig over den.

I Providence befinder vi os i en fremtid, hvor menneskeheden er i en udryddelseskrig med de sære insektlignende Salamandere: Aliens, der er klassisk uempatiske og hive-agtige, med det opfindsomme twist, at de kan spytte sorte huller.

Krigen kæmpes ombord på kilometerstore rumslagskibe – de såkaldte providence-klasse skibe, som har givet romanen sit navn.

Vi følger den 4 mand store besætning, der kæmper med at klare tilværelsen milliarder af kilometer fra jorden i et kæmpestort klaustrofobisk skib, hvis kunstige intelligens styrer alt.

Og lige der ligger det interessante twist i Providence. Mennesket har reduceret sig selv til passagerer, hvis primære rolle er at være mediepersonligheder på feed-opdateringer til befolkningen tilbage på jorden. Krigen kæmpes af den kunstige intelligens – mennesket har ikke noget at byde på i en krig, hvor vores hjerne er en faktor 1000 fra overhovedet, at være relevant.

Besætningens er spærret inde uden formål. Deres rolle er symbolsk. De er kun med for at fingere, at menneskeheden stadig spiller en rolle, i en krig, der i virkeligheden udspilles mellem to Alien-racer: Salamanderne mod den Kunstige Intelligens.

Max Barrys Providence bringer minder frem om klassiske militære SCIFI historier. Fra Enders Game, over The Forever War og Starship Troopers. Rumslag og militær-tech beskrives hard-scifi stilistisk uden at Barry fortaber sig i detaljerne.

Hvor de militære SCIFI-forbilleder kulminerer i en eksistentiel udforskning af menneskets krigeriske reaktion på det fremmede, tager Providence en anden vej. Midtvejs i bogen forlader Barry den eksistentielle undren og slår ind i et rent action-spor. Og dermed forlader bogen også sit mest interessante tema, til fordel for, at give forcerede svar på spørgsmål, som ingen interesserede sig for: Hvor kommer Aliens fra? Hvordan fødes de? Kan man lære en Alien at snakke? Jens og Anders har SCIFI Snakket Max Barry’s Providence.

Shownotes:

5 kommentarer til “Ep. 72: Max Barry, Providence”

Jeg har en eller anden vildt forudfattet, fordømmende og fordomsfuld opfattelse af “Solar-punk”, som enten noget med ganske “mundane stories” i et eksotisk miljø, eller nogle onde Kejser Ming’er, der vil ødelægge “vores” zeppeliner-vind-turbiner i de højere luftlag. Så jeg håber edderbukkemig, at jeres næste podcast kan rive mig ud af den vildfarelse.

Jeg har nemlig ikke rigtig tid. Thi i forlængelse af jeres “kan man virkeligt lære noget om vores nu&tid, dersom man læser/ser/lytter/spiller science fiction”, er jeg igang med en eksamensopgave, der netop tager udgangspunkt i: – Ja man kan! Og nu skal jeg fortælle hvorfor, hvordan og med hvilke midler. Og den får ikke for lidt: – jeg har indkaldt nogle af de helt “tunge drenge” til at sidde i vidneboksen; også kaldt “referencer”. Så det skal blive en fest!

Og – nudge-nudge – der er faktisk noget sært parallelt mellem “Providence” (i jeres udlægning), og så – op til flere gange – anbefalede “Destination: void” – hæhæ ….
Så hvad kan jeg sige? Ihvertfald, at det til stadighed er en fornøjelse, at lytte en gang skiffysnak. Bliv nu ved – ihvertfald til nummer 100, selvom jeg godt kan regne ud, at det er 2½ år. Bliv ved, hold fast i, hvor godt det vil blive ….:-D

Hej Henning. Jeg er helt med på, hvor du står. Jeg tænker selv tilbage på en del af den idealistiske litteratur fra halvfjerdserne, der stadig var i omløb, da jeg gik skole i 80’erne. Bøger hvor litteraturen udelukkende var en vehikel for paroler og holdninger hamret fast med syvtommer-søm.

Så det er da med noget forbehold jeg kaster mig ud i genren.

På den anden side er jeg også noget så inderligt træt af den allestedsnærværende post-apokalypse historie. Når man har læst 20 varianter over samme tema, så er det som om den Katarsis-effekt man kan opleve under læsning begynder at fortage sig. Det bliver mere sådan et “vi har været uartige – straf os!” ekkokammer.

Det er jo påvist, at folk der er negative og kritiske generelt vurderes mere intelligente end optimistiske og positive personer. Måske er det samme bias, som spiller mig et puds.

Nu må vi teste fordommene af.

Glæder mig til at høre mere om tankerne i din eksamensopgave.

Destination Void er ved at blive din “Iøvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges” 🙂 – “Iøvrigt mener jeg, at SCIFI SNAK bør læse Destination Void”

Tak for kommentarer og tak fordi du lyttede med!

kh
J

Svar

den var god! og dejlig kort! Og – med mange underspillede spor og pointer. Og jeg havde ikke noget problem med den actionpakkede slutning. Det var sjovt som troper og forventninger blev twistet undervejs.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.