Et objekt fra det dybe rum rammer solsystemet. Det er en 50 gange 20 km helt glat metalcylinder. Den får kodenavnet Rama og en besætning sendes ud for at undersøge dets mystiske indre i Arthur C. Clarke’s Rendezvous with Rama.
I 1973 skrev Arthur C. Clarke en af hans mest elskede bøger. Det var hans første roman siden successen med Rumrejse år 2001 fra 1968. Rama undersøger menneskets møde med det fremmede i en fremtid i år 2130, hvor vi har koloniseret det meste af solsystemet, men endnu ikke har krydset overskredet tærskelen til, at komme videre ud i universet.
En anderledes First Contact roman
Men Clarke giver os hans helt eget take på en first contact roman. Der er ikke nogen ufoer der lander på jorden og slet ikke noget “take me to your leader!” I stedet for vi med Rama en forunderlig udforskning af en fremmed interstellart rejsende rumstation, inden i hvilken vi møder en hel verden. I starten mørk og kold, men jo tættere den kommer på solen, des mere vågner Rama op til dåd.
Genren er klassisk optimistisk og futuristisk SCIFI fra dengang far var dreng. Men som I 2001 får Clarke sin fascination af det fremmede og overvældende ind i fortællingen. Mødet med det fremmede bliver et møde med noget der fuldstændig overgår den menneskelige fatte-evne, og vores menneskelige perspektiv bliver refokuseret i et større kosmisk perspektiv.
Futuristen Clarke
Som altid er Clarke perfektionistisk inde i detaljerne om rumfart og astronauter, og bringer stærke futuristiske ideer i spil. Der er forestillinger om designer-aber udviklet til rumfart. Han spekulerer i, hvordan jorden påvirkes af et apokalyptisk meteor-nedslag. Vi møder fremtiden rumreligion. Det er Clarke når han er i topform. Men samtidig taber Rendezvous med Rama lidt flyvehøjde i detaljerne når udforskningen af Rama går lidt for meget tomgang. Jens og Anders SCIFI Snakker Rendezvous with Rama.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes fra Rendezvous med Rama:
- Stem på hvilken af 10 bøger vi skal snakke om i episode 100
- Book en gratis plads til Episode 100
- En random nyhed Anders lige samlede op fra rss-læseren: A new series in the Blade Runner franchise has just been greenlit by Amazon Studios. Blade Runner 2099 will pick up the action 50 years after Denis Villeneuve’s 2017 blockbuster Blade Runner 2049. A release date has yet to be announced, but here are the lowdown of everthing we know about the upcoming series. There’s been no confirmation whether we’ll see stars Harrison Ford or Ryan Gosling again. Though with the plot taking place 50 years after Villeneuve’s film, it seems unlikely.
- Der er premiere sammesteds her den 21. oktober – altså på Amazon Prime: A young woman struggling to hold it together in small-town America finds herself witness to what may or may not be a murder in the first teaser for The Peripheral, a new Prime Video series based on William Gibson’s 2014 novel of the same name. The show was developed by Westworld showrunners Jonathan Nolan and Lisa Joy.
- Henning foreslår Dansk SCIFI der dur til noget og som hurtigt er læst : “Kl. 24.05” af Mogens Jacobsen. Og jeg vil helst ikke uddybe med andet end, at den kan læses på en eftermiddag. Og når jeg nu er igang (det går jo strygende): – “Den moderne død” af Carl-Henning Wijkmark – et symposium om livets afslutning (og den kan læses på en formiddag)
- Vi kommer til at snakke om Clarke som Futurist i dag – Så selvsamme Henning “Andetsteds – ” Anders Wo” – har jeg udbredt mig om Clarke. Men tillad mig lige at nævne tre fortællinger af Clarke, der er sært ens og dog så forskellige, netop i forbindelse med manden som “Futurist”. Det drejer sig om “The Lion of Commare”, “The Road to the Sea” & “Against the fall of night”. Tidlig Clarke – meget futuristisk.
2 kommentarer til “Ep. 99: Arthur C. Clarke, Rendezvous with Rama”
Hej scifisnakkere
Nå, så jeg kan ikke holde fingrene fra tastaturet? C’mon, hvad skal et kommentarfelt ellers bruges til? sagde den tøsefornærmede kommentator 🙂
Ingen vil vel påstå, at Clarkes styrke ligger i personkarakteristik. Og det er nok lige deromkring, der ryger en stjerne ud af 5 mulige. Og hans syn på kvinder tangerer det misogyne – omend jeg vil påstå, at i 1972/73 var det pænt frisindet at forestille sig polygame ægteskaber og kvindelige eksperter (Ruby Barnes, Laura Ernst i “Rama”). Men der kunne ryge en stjerne for kvindesyn.
Dernæst er der Rama-Komitéen, bestående af gamle, hvide mænd, der tror de ved noget – og rige er de sikkert også. Endnu en stjerne ryger ud. Og så er der manglen på forklaring. One down, two to go. Endeligt er der en sværmen for fortiden – ikke mindst Nortons fablerier om Cook, men også nostalgiske ideer om damptog. Og vi står tilbage med 1 stjerne ud af fem mulige –
MEN! Hovedpersonen i “Rendezvous with Rama” er ikke alle astronauterne, kommité-medlemmerne, United Planets eller menneskeheden. Hovedpersonen er Rama. Og det interessante, at den er uforklarlig – med et andet ord: – den er sublim. Hvorved menes: – man kan ikke vide hvad den er, hvor den kommer fra eller med hvilket formål, og den synes at negligere enhver påvirkning – den kører sit eget show, og “vi” står tilbage med gætterier.
Min far sagde, at Den Sjette Sans er følelsen af “Hvad fanden var det???” Det passer meget godt med Rama. Den flyver lige ind igennem solsystemet, gennem vor læsning og gennem vores bevidsthed, og vi sidder tilbage med: – hvad fanden var det?
Af samme grund mener jeg, at det vil være spild af tid, at læse efterfølgerne – også lidt fordi det ikke er Clarke; Det er Gentry Lee, og så bliver det sublime afløst af Doktor Frank og Novellebladet, uanset hvor mange octospiders og flyers han så ellers introducerer. Og faktisk finder jeg, at Clarke egentlig diskvalificerer muligheden for fortsættelser i romanens sidste sætning.
Anywayses: – jeg er fuldkommen enig i, at romanen ikke kan bære mere end fire ud af fem stjerner. Men den bærer dem også med oprejst pande og stolthed 🙂
Og – som tilforn – tak for en aldeles prægtig podcast.
Iøvrigt har jeg stemt på “War of the Worlds” til nummer 100, udfra den snedige betragtning, at I sikkert kan trække trådene fra “det klassiske” til “det nutidige” med den roman som – hm? – udgangspunkt.
Og så forstår jeg godt, at “nogen” troede at “Accelerando” var Vernor Vinge – for det ham, er formulerede singularitetsbegrebet.
bedste hilsner, Henning
Hej Henning. Tak for kommentar. Jeg tror ikke at jeg generelt vil sige, at overfladisk personkarakteristik automatisk diskvalificerer bøger fra 5 stjerner. 2001 er vel ikke så meget mere dyb på det punkt. Men jeg synes at ideerne og tankerne lige er et notch bedre forløst i 2001 end i Rama.
Jeg tror nu også at vi begge var enige om, at det var 4 store stjerner 🙂
Nu må vi se hvad lytterne siger til, hvad for en bog vi skal læse som nummer 101 (vi havde jo en episode, hvor vi læste to)
Tak for kommentar!
– J