Snak-Lytter Cem kaldte Star Maker “storslået, tidskrævende, men mindblowing”. Han havde ret på alle tre punkter. Storslået? Absolut. Syret? Uden tvivl. Men også en rigtig hård mundfuld at komme igennem.
Fra lyngbakke til galaktisk bevidsthed
Bogen starter forbløffende jordnært. En unavngiven englænder sidder en aften i 1937 på en bakke og betragter stjernerne, mens han tænker på sit liv og sit ægteskab. Hans kone sidder inde i det oplyste hus.
Men så sker der noget radikalt: Hans bevidsthed løsriver sig fra kroppen, og pludselig kan han se gennem jorden – gennem klipperne, gennem planetens kerne – og ud i kosmos.
“Looking down, I seemed to see through a transparent planet, through heather and solid rock, through the buried graveyards of vanished species, down through the molten flow of basalt, and on into the earth’s core of iron. But our home had vanished with the whole suburb, and the hills too, and the sea.”
Her begynder den mest ekstreme kosmiske rejse i science fiction-historien. Først tilbringer hovedpersonen lang tid alene i det tomme rum, deprimeret og ensom.
Men så opdager han The Other Earth – en planet befolket med menneskelignende væsener, der har lange ben, flade hoveder, og som lugter gennem hænderne.
De har ikke meget musik, men til gengæld har de duftradio, hvor man kan opleve andres seksuelle oplevelser gennem lugten. Ja, det er præcis så syret, som det lyder.
“In compensation, scent and taste developed amazingly. These beings tasted not only with their mouths, but with their moist black hands and with their feet. They were thus afforded an extraordinarily rich and intimate experience of their planet.”
Hovedpersonen opdager, at han kan glide ind i de fremmedes hoveder. Han bosætter sig i kraniet på en halskør filosof ved navn Bvallthu, og gradvist smelter de sammen til en fælles personlighed.
Fra denne sammensmelting vokser noget langt større.
Hive minds, intelligente stjerner og kosmisk teambuilding
Stapledon stopper ikke ved én planet. Nej nej. Vores hovedperson møder plantemennesker, insektlignende sværme (hvor enkeltindividet er dumt, men sværmen udgør en intelligens), symbiontiske krabber og edderkopper.
Og – naturligvis – intelligente stjerner, der ikke bare kredser om den galaktiske kerne, men faktisk danser og kommunikerer med hinanden i kosmisk poesi.
Hele tiden udvides den kollektive bevidsthed. Først én planet. Så flere. Så hele galakser.
Stapledon bruger disse møder til at reflektere over civilisationers cykliske udviklinger. Igen og igen ser vi samfund, der når et vist niveau af udvikling, hvorefter det hele bryder sammen i konflikt og krig, og de må starte forfra.
Stapledon – filosof, pacifist og ambulancefører under Første Verdenskrig – havde tydeligvis nogle meninger om 1930’ernes Europa. Duftradio-beskrivelserne lugter af propaganda-kritik.
Men alle disse civilisationer, alle disse møder, peger mod ét mål.
Mødet med den kolde skaber
Bogens klimaks er mødet med Star Maker – universets skaber. Men det er ikke et kærligt, varmt møde med en omsorgsfuld gud. Nej, Star Maker betragter sit kosmos med den kliniske interesse, en kunstner har for sit værk.
Han noterer fejlene. Føler ingen stolthed. For det her kosmos er bare ét eksperiment i en lang række.
Star Maker er stadig i udvikling – fra baby-starmaker, der lavede legetøjsuniverser (ét univers bestod kun af musik uden rumlige dimensioner!), til mester-starmaker, der skaber stadigt mere komplekse kosmosser. Vores univers? Meh, et mellemstadie med “irrevocable flaws”.
“For I had been confronted not by welcoming and kindly love, but by a very different spirit. It seemed to me that he gazed down on me from the height of his divinity with the aloof though passionate attention of an artist judging his finished work, calmly rejoicing in its achievement, but recognizing at last the irrevocable flaws.”
En teologisk vision, både fascinerende og foruroligende. C.S. Lewis hadede den så meget, at han kaldte den “amoralsk” og skrev sin Space Trilogy som modsvar.
Men Arthur C. Clarke elskede den og kaldte den den mest indflydelsesrige bog i sit liv.
Efter mødet vender vores hovedperson tilbage til bakken, til lyngen, til konen i huset. Men nu med et radikalt ændret perspektiv på menneskehedens plads i kosmos.
Og hans kone? Hun må have været bekymret. Han har været væk i milliarder af år – selvom der kun er gået et øjeblik.
En bog der ikke er en bog
Stapledon skriver selv i forordet, at bogen “by the standards of the novel, is remarkably bad. In fact, it is no novel at all.” Og han har ret.
Intet plot. Ingen karakterudvikling. Ingen dialog. Bare en filosofisk meditation, en kosmisk traktat, en 300 siders stream of consciousness.
Sproget er tungt – næsten 100 år gammelt og tit vanskeligt at følge. Som Anders siger: “Det føltes som en bog, der var skrevet 100 år før den faktisk blev skrevet.”
Gang på gang beskriver Stapledon nye planeter, nye racer, nye samfund – som alle gennemgår de samme cyklusser.
På et tidspunkt begynder man at skimme. Anders indrømmer blankt, at han “skimmede 10-20 sider ad gangen” gennem store dele af bogen.
Men den er også fuld af idéer, som formede science fiction: Hive minds, galaktiske imperier, intelligente stjerner, telepatisk kommunikation, multivers-teorier.
Kim Stanley Robinson sagde det bedst: “Every few pages contain all the material of an ordinary science fiction novel, condensed to something like prose poetry.”
Vurderingen
Jens: ⭐ (én stjerne). “Jeg havde ikke læst den færdig, hvis det ikke var for Sci-Fi Snak. Det er simpelthen killeren på en bog. Jeg kan godt se, at der ligger kvaliteter i den, men den er utrolig træls og langsomt skrevet. Jeg havde absencer, mens jeg læste.”
Anders: ⭐⭐ (to stjerner – men med et spaltet sind). “De første 100 sider var smukke og poetiske. Den 17-årige hippie Anders indeni mig blev vakt til live af den kropsløse bevidsthedsrejse i kosmos. Men så blev det repetitivt. Jeg var tæt på at forsvinde helt ud af bogen.”
En bog for alle? Næppe. “Hvis ikke jeg var 100% sikker på, at Henning allerede havde læst den, så ville jeg nok anbefale den til Henning,” griner Anders.
Men hvis du er forfatter og leder efter idéer? Så er Star Maker en idébank uden lige. Arthur C. Clarke, Asimov, Le Guin og Kim Stanley Robinson lod sig alle inspirere.
Og hvis du vil have en special science fiction-oplevelse – lidt spirituel filosofi, lidt mind-blowing kosmisk vision, lidt Iron Man læseoplevelse – så kan Star Maker være noget for dig.
Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Star Maker.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes til episoden om Star Maker
Siden sidst
Jens
- Er totalt gået i Mick Herron-læsemode og læser spionthrillers
- Ser Pluribus på Apple TV – “Jeg er så glad for den, jeg næsten kan finde på at stå lidt tidligere op fredag morgen for at se et afsnit”
Anders
- Har læst Dream Hotel af Laila Lalami – en bog om predictive policing og AI-drevne drømmeanalyser
- Hovedpersonen bliver tilbageholdt på et “opbevaringshotel” for folk, der måske vil begå forbrydelser i fremtiden (kafkask, men underholdende)
- Har læst Quantum of Menace af Vaseem Khan – en thriller om Q fra James Bond-universet
- Ser også Pluribus – “Den er crazy god”
Lytternes input
Fra Goodreads: Steen spørger om lydbogstjenester til bilkørsel.
E-reolen og Libby har gratis biblioteksmaterialer (danske og engelske). Mofibo har et stort sci-fi-katalog. Og så er der selvfølgelig Audible.
Julerabat fra Science Fiction Cirklen: Lise tilbyder en decemberrabat på den danske udgave af Stjernemageren – 200 kr. i stedet for 298 kr. Det er faktisk ret fedt, at den findes på dansk! (sciencefiction.dk)
Rettelse: David Mondrup, som anbefalede Zoi, er ikke Jane Mondrups mand – de er fætter og kusine. Undskyld, David! (Episode 99 af LæsDen! handler i øvrigt om Zoi)
Mail fra Søren Bjørn-Hansen: Søren skrev fra sit sygeleje, hvor Sci-Fi Snak var “en tryg favn når febervildelserne raser”.
Han gav input om Arthur C. Clarke og geostationære satellitter – Clarke skrev om kommunikationssatellitter i Wireless World i 1945 og forudså atomdrevne raketter inden for 20 år. Sådan gik det ikke helt.
Søren foreslog også, at vi læser James Coreys The Mercy of Gods (den nye bog fra teamet bag Expanse-serien).
Næste gang
Anders vælger: Naomi Aldermans The Future (2023) – en nærfremtids-thriller om tech-milliardærer, der får en advarsel fra deres predictive software: apokalypsen er på vej, og de skal ned i deres hemmelige bunkere.
Samtidig følger vi Lai Zhen, der pludselig bliver jagtet af en lejemorder og kun overlever takket være mystisk software på hendes telefon.
Margaret Atwood kalder den “gripping”. Lauren Beukes: “A little Atwood, a little Gibson, all Alderman, it’s brilliant.”
Alistair Reynolds: “A rollicking, fun-packed thriller.”
Vi håber på en page-turner efter Stapledons filosofiske sejtrækker.
Bonus-anbefaling: Se Guillermo del Toros nye filmatisering af Frankenstein på Netflix – der skulle være ret bognær. Måske vender vi tilbage til det senere.
12 kommentarer til “Ep. 132: Olaf Stapledon, Star Maker”
@scifisnak.dk Så er der ny SCIFI SNAK. Denne gang om Olaf Stapledons Star Maker, som vi fik anbefalet af Cem.
Da filosof og pacifist Olaf Stapledon udgav Star Maker i 1937, skabte han science fictions mest ambitiøse kosmiske vision – historien om en mand på en bakke i England, hvis bevidsthed flyver ud i universet på en rejse gennem milliarder af år, utallige civilisationer og et møde med selve universets skaber.
@scifisnak.dk "Jeg havde absencer, mens jeg læste.” 😆
@scifisnak.dk Apropos star maker. Vi snakkede om at Stapledon havde et godt greb om moderne astrofysiske ideer. I dagens politiken
det lyder som om podcasten tog en for holdet her – tak for det 🙂 Selvom det var en udfordrende læseoplevelse for jer, var podcasten af samme høje kvalitet som altid. God jul og jeg ønsker mig jeres næste månedens bog i julegave så jeg kan være med til at synse.
Hej Scifisnak – & glædelig Jul
Det er ikke utænkeligt, at man til tider må tale om “smag” fremfor mere eller mindre “objektiv” kvalitet. F.eks. kan jeg få øje på en bunke kvaliteter ved “Frankenstein”, hvilket samtidig ikke forhindrer mig i at mene, at den er røvkedelig 🙂
Men det er godt, at den er her, og derfor skal dette heller ikke opfattes som gengældelse eller payback – det er bare sådan det er: – som barn brækkede jeg mig af kogt torsk; nu syns jeg det er yderst delikat og lækkert.
Nå! Star Maker!!
Det er – ganske rigtigt – ikke nogen “roman” i den egentlige betydning af dette ord. Heller ej kan den betragtes som et manifest, bortset fra en fortællingsmæssig detalje: – Stapledon kalder alle sine intelligensvæsener, flyvende, svømmende, klatrende, for “men”, hvilket ikke skal forstås kønsdiskriminerende, men simpelthen som “mennesker”. Vi er allesammen mennesker!! Og det er fandme’ en tilgang til det universelle, der er hinsides datidens udlægning af, hvad det vil sige at være noget andet end Wooster And Jeeves.
Til trods for den kritik, som d’herrer har med hensyn til bogen – og lad mig understrege, at jeg godt forstår den – er der to forhold, der gør at jeg finder den fascinerende. Og det første er det helt store sense-of-wonder perspektiv: – alle disse verdener, kloder, stjerner og galakser. Al denne tid, bagud og fremad, og hvorend du vender dit øje – eller bevidsthed – udvider det sig og bliver til mere, og til mere og mere forunderligt og mangfoldigt. Og det er sandsynligvis denne “åbning” af det sublime, det ufattelige, Univers, der har givet så mange science fiction forfattere et positivt los i røven, således at de selv har losset videre. Og så er det unægtelig et bestiarisk katalog over skabninger, der hver især kunne være “de fremmede”, som vi ønsker at møde (bare ikke på landevejen til Skælskør – men det er en anden snak, som jeg gerne tager – i det rette forum).
Den anden ting i bogen, der fascinerer mig, er længslen efter fællesskabet, og hvad det vil sige at være fælles om noget. Og heri ligger der også en dyb sorg, dels over IKKE at være i dette fællesskab, men ikke mindst at i det ultimative fællesskab, dér hvor bevidsthederne flyder sammen, der er der igen kun én. Og én er alene.
Star Maker er mutters alene.
Så altså: – den pluralistiske myriade af altings eksistens i kosmisk skala, sat overfor den singulære ensomhed på en bakketop. Ta’ den 🙂
Men ja! Eller rettere “nej”! Det er ikke en roman i almindelig forstand – det er en vision. Den er ligesom Kubricks og Clarkes “2001; a space oddysey”, der ikke er en film i gængs forstand, men et billeddigt.
Og således håber jeg, at have sagt noget fornuftigt, eller ihvertfald noget alternativt, i forhold til SCIFISNAKS læsning og afkodning. Og på samme tid anerkender jeg, at det så ikke var noget for Jens og Anders. Derfor syns jeg også man skal tage imod Science Fiction Cirklens tilbud, læse molevitten og danne sig sin egen mening om faenskabet.
Og så må I ellers allesammen have en virkelig glædelig Jul og et forrygende nytår
Hilsen Henning
Tak for endnu en god snak. Jeg har lige tygget mig igennem Antarktis, en mursten af Kim Stanley Robinson, så jeg vil også være fristet til at læse Naomi Aldermans The Future. Det kunne være sjovt også lige selv at have læst den, når jeg hører jer diskutere den, som Majbrit også er inde på.
God jul til hele holdet og de aktive lyttere. Mange hilsener, Niels
Uuuh. Det lyder da spændende. Kan godt huske at vi har snakket om Antartica i forbindelse med noget clifi. Vil du anbefale den?
Det lader til at være SF-versionen af The Dream-Quest of Unknown Kadath 🙂
Den var alligevel hård kost.
Jeg tænker at jeg lader jer om at være kommet igennem Star Maker og venter på filmen
Vil bare lige gøre opmærksom på at The Power er på Prime Video – der er kun kommet 1 sæson, men den er vældig god 👍💪🤩
Fedt! Det kan da være at man snart skal have en periode med Amazon Prime.
Ser Fallout for tiden, når jeg besøger min søn. Den er megafed 🙂
Jeg glæder mig til at høre om The Future. Mindst halvdelen af det jeg læser ligger inden for det dystopiske og apokalyptiske (her passer spekulativ fiktion ofte bedre som genre end science fiction).
Jeg har selv lige læst en fremragende roman af Deon Meyer, som hedder FEVER. Den handler kort fortalt om en far og en søn som overlever en virus, der dræber størstedelen af jordens befolkning, og hvordan de med en del besvær for samlet et nyt samfund. Velskrevet, tankevækkende, relevant og spændende. En klar anbefaling.
Jeg ser selvfølgelig også Fallout lige nu. Historien bliver mere og mere gaggelag, men jeg elsker hvert et sekund.
/Christian Engkilde
Fedt med en anden Fallout seer 🙂 Fever lyder spændende. Tak for anbefalingen! Og tak fordi du lyttede med.