Bunkere, klimakrise og flugt fra ansvar
Bogen foregår 10-20 år ude i fremtiden, men ligner vores verden skræmmende meget. Bare værre. Tre tech-oligarker – tydelige parodier på Bezos, Zuckerberg og Musk – har monopol på logistik, sociale medier og teknologi. Og de har travlt med at bygge private bunkere i stedet for at løse klimakrisen.
Her møder vi Lai Zhen, survivalist-influencer og tidligere flygtning fra Hong Kongs kollaps. Hendes filosofi er klar: Individualisme er for tåber. Små grupper, samarbejde og planlægning er vejen til overlevelse. Ikke bunkere fyldt med våben og mistillid.
Om forfatteren: Naomi Alderman
Naomi Alderman (f. 1974) er en britisk forfatter med rødder i London og en akademisk baggrund fra Oxford, hvor hun læste filosofi, politik og økonomi. Hendes debutroman Disobedience (2006) blev hurtigt anerkendt for sit modige blik på religion og seksualitet, men det var The Power (2016), der for alvor sendte hende ind på science fiction-radaren. The Power forestiller sig en verden, hvor piger pludselig udvikler evnen til at slå med elektriske stød – og samfundets magtbalancer tipper dramatisk. Romanen blev både en prisvinder (bl.a. Women’s Prize for Fiction) og senere tv-serie (Amazon Prime).
The Future (2023) viser tydeligt hendes dobbeltblik: Kyndig satiriker overfor Silicon Valleys vildskaber, men også romanforfatter med blik for både filosofi, samfund og fremtidens etiske spørgsmål.
Digital enclosure – Vores fælles data bliver stjålet af de få
Man mærker Aldermans skarpe samfundsblik, når Badger – non-binært barn af en tech-CEO – forklarer konceptet “digital enclosure”. Det er en reference til de historiske enclosure-bevægelser i England, hvor overklassen lukkede fællesarealer og gjorde dem til privat ejendom.
Tech-giganterne har gjort det samme med vores data, vores opmærksomhed, vores fællesskab. De har taget noget der tidligere tilhørte os alle – adressebøger, købshistorik, vores bevægelser, vores billeder – og gjort det til private data-chunks som de tjener formuer på.
AUGR – AI’en der forudsiger dommedag
Central i plottet er AUGR, en prædiktiv AI der skal fortælle de rige, præcis hvornår de skal flygte til deres bunkere. Ti dage før katastrofen rammer. For hvis de venter for længe, vil folk ikke lade dem flygte. Så timing er alt.
Men AUGR dukker også mystisk op på Lai Zhens telefon og begynder at guide hende. Hvem styrer egentlig AUGR? Og hvad er planen?
Bogen folder sig ud som et urværk – med flashbacks, posts fra et prepper-forum kaldet “Name The Day”, og kapitler der hopper mellem perspektiver.. Der er et afgørende twist, der kom som en total overraskelse, men som vi ikke skal spoile her.
Enochites og ræven og kaninen
Martha Einkorn bærer sin barndom med sig. Hun voksede op i en kult, hvor teknologien var forbudt, og hvor faderen Enoch insisterede på, at den moderne civilisation tog fejl, allerede da vi begyndte at dyrke jorden og gøre krav på territorium.
Hans “Sermon of the Rabbit and the Fox” vender det klassiske ræv/kanin-motiv på hovedet. Her symboliserer kaninen ikke uskyldig sårbarhed – men netop de første, der bosatte sig, hegnede af, og indførte ideen om meningsløst ejerskab af land. Ræven er jæger-samleren, den, som lever i nuet og tilpasser sig landskabet uden at forsøge at eje det. For Enoch er tanken om at eje jord lige så absurd som at eje luft: Jorden tilhører dig kun, så længe du tager vare på den. Luften kun, så længe den er i dine lunger.
Tech-oligarkerne i The Future er overvældet af kanin-mentalitet, der er gået til yderligheder: De indhegner og griber alt, og forsøger at sikre sig mod fremtidens farer gennem privatisering og massive forråd, frem for at stole på fællesskab og samarbejde.
Når de rige ikke kan samarbejde
Bogens centrale pointe er brutalt enkel: De ultrarige kan ikke redde verden, fordi de fundamentalt ikke tror på samarbejde. Selv når de tre tech-bosserne sidder på en ø sammen i livsfare, vælger de sabotage, mistillid og vold.
Lai Zhen anbefaler samarbejde i små grupper. Enoch prædikede fællesskab med naturen. Men milliardærerne? De tror kun på sig selv og deres våben. Så selvom de har ressourcerne til at løse klimakrisen, bruger de dem på bunker-byggeri.
Alderman sparer ikke på kritikken. Bogen er både thriller, satire og politisk essay. Den stiller spørgsmålet: Hvorfor skal nogen have lov til at være så rige? Hvad godt gør det?
Vurderingen
Jens: ⭐⭐⭐⭐⭐ (fem stjerner). Det er et utroligt stykke urværk. Perfekt crafted underholdning med masser af yndlingsting – den kunne laves til en vild serie. Og så synes jeg digital enclosure-pointen var super godt set. En bog til tiden.
Anders: ⭐⭐⭐⭐(⭐) (fire-og-en-halv stjerner). Virkelig underholdt. Velskrevet, cool, tankevækkende. Men karaktererne var ikke helt så stærke – de føles alle lidt som Aldermans egen stemme. Hvis jeg kunne give 4,5 ville jeg. Men den gør alt det rigtige på det rigtige tidspunkt.
Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Future.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes til episoden om The Future
Siden sidst
Anders
- Er færdig med Pluribus – virkelig speciel serie med fantastisk stemning. Ray Seehorn er crazy dygtig.
- Har set Oppenheimer igen – fantastisk film, ikke meget sci-fi, men vi læste jo en bog om ham.
- Har læst Ship of Fools af Richard Paul Russo – om et generationsrumskib der finder et mystisk alien-rumskib. Virkelig stemningsfuld, med mindelser om Alien 3 og Stanislav Lem.
- Er i gang med Clade af James Bradley – klimadystopi med fokus på familiedrama gennem flere årtier.
- Tak til Jens for Calibre-plugin info – har nu fået konverteret alle sine Kindle og Kobo-bøger til epub.
Jens
- Er færdig med sæson 1 af Pluribus på Apple TV – om Carol alene i en verden hvor alle andre er blevet til en hive mind. Meget tilfredsstillende slutning.
- Ser sæson 2 af Fallout på Amazon Prime – baseret på computerspillet som skaber en fantastisk verden som nærmest er en blanding af Hugh Howey’s Wool og Mad Max. Mega fed.
- Er begyndt at købe bøger på ebook.de i stedet for Kobo, da de ofte er meget billigere. Ripper DRM’en af og håndterer dem i Calibre. Jeg anser det for en politisk handling og at vi har lov til at eje ebøger fuldt og helt.
Lytternes input
Maibritt takkede for Star Maker-episoden: “Det lyder som om podcasten tog en for holdet her – tak for det 🙂”
Henning skrev en dyb analyse af Star Maker og pegede på sense-of-wonder perspektivet og længslen efter fællesskabet. Sammenlignede den med Kubricks 2001: A Space Odyssey.
Michael Larsen kaldte Star Maker for “SF-versionen af The Dream-Quest of Unknown Kadath”.
Niels Christian Nielsen skrev at han lige havde tygget sig gennem Antarktis af Kim Stanley Robinson og nu ville læse The Future.
Svend anbefalede Asimovs End of Eternity (Evigheden er forbi).
Christian delte sine bedste sci-fi læsninger fra 2025: Paolo Bacigalupi’s The Windup Girl (5 stjerner), Ursula K. LeGuin’s The Lathe of Heaven (4 stjerner), og Vernor Vinge’s A Deepness in the Sky (4 stjerner).
David gav shout out til Youtube-kanalen Elle’s Sci-Fi Book Club med Elle Cordoba og Grace Yost.
Richard gjorde opmærksom på at Naomi Aldermans The Power er kommet som serie på Prime Video – kun 1 sæson indtil videre, men den er vældig god.
Søren Bjørn Hansen lånte Science Fiction-magasiner ud fra november og december 1975 – præcis 50 år gamle! Med Erwin Neutzsky-Wulff, Theodore Sturgeon og andre.
Næste gang
Jens vælger: Of Monsters and Mainframes af Barbara Truelove. En historie om et rumskib på vej mellem Jorden og Alpha Centauri – hvor Dracula pludselig dukker op. Fortalt fra skibets mainframes perspektiv, der må håndtere situationen med begrænsede værktøjer. En af de mest likede sci-fi bøger på Goodreads fra 2025.
Bonus: Top 3 sci-fi bøger læst i 2025
Jens (alle kvindelige forfattere og hovedpersoner):
1. Nicola Griffith – Ammonite
En antropologisk sci-fi-roman på en verden, hvor alle mænd er døde af en virus. Vi følger en heltinde der kommer ned for at undersøge, hvad der er sket – og ender med at blive fuldstændig optaget af samfundet. Det er ikke så tit, man læser en bog hvor der kun er kvindelige personer. Det tænker man sig ikke året over, men det var jo vist også pointet: At vise at kvinder er meget mere end én ting. Kvinder er mangfoldige. En flot, flot bog.
2. Naomi Alderman – The Future
En bog til tiden. Den svarer godt nok på spørgsmålet: Hvorfor skal du have lov til at have mere end 100 millioner? Hvor skal vi sætte grænsen? Hvorfor skal folk have lov til at være så rige? Hvad godt gør det? Det gør intet godt. Jeg læste den lynhurtigt og havde en fest.
3. Malka Older – The Mimicking of Known Successes
En cozy crime-historie på ringe omkring Jupiter med et lesbisk par, der løser krimimysterier sammen. Super fed blanding af hygge-Sherlock Holmes-agtig krimi-gåde og afsindigt steampunk-agtig worldbuilding, hvor sæder opvarmes af gas, og de drikker te og spiser kager. Der er det der med hun-kan-lide-mig-hun-kan-ikke-lide-mig. Meget fint. Resten af serien har jeg også været glad for.
Anders:
1. Malka Older – Mossa og Pleiti-trilogien
Hele trilogien om Mossa og Pleiti, som grønner omkring på platformsringene om Jupiters ekvator og forsøger at forstyrre på deres forhold, mens de opklarer mysteriet. Jeg slugte den hele. Fantastisk stemningsfuld og rørende og virkelig godt skrevet, og en verden man havde lyst til at være en del af. Mine varmeste anbefalinger.
2. Adrian Tchaikovsky – The Shroud
En vild first contact-historie om en ekspedition til en mystisk planet, hvor fremmede væsner bor nede i dybt mørke under kolossalt atmosfærisk tryk. De er nødt til at bygge en armoured tank-robot til at udforske det. Man kan ikke se en skid, og der er mærkelige væsener med helt anderledes kroppe og handlemåder end vores biologi. Alle aliens er delt af en stor hive mind. Bogen skifter mellem mennesker og hive mind. Helt crazy, fantastisk underholdende og samtidig mindblowing hjernefilosofisk og bevidsthedsfilosofisk. Virkelig fantastisk.
3. Richard Paul Russo – Ship of Fools
Et kæmpestort generationsrumskib flyver omkring i galaxen og leder efter planeter for at samle ressourcer. De søger efter fremmede raser, men har hidtil kun mødt andre mennesker. Så falder de over et mystisk og umiddelbart ubemandet alien-rumskib. Vi følger en vandskabt dverg med robotprotesearme, der lever i udkanten af rumskibssamfundet, men alligevel er central i det politiske spil – også kampen med den religiøse leder, biskoppen ombord.
Boblers: Nicola Griffith’s Ammonite (Jens havde den som nummer 1!), Ian McGuire’s What We Can Know, og Macaia Johnson’s Those Beyond the Wall.
12 kommentarer til “Ep. 133: Naomi Alderman, The Future”
@scifisnak.dk Så er der ny SCIFI SNAK. The Future af Naomi Alderman, var lidt af et hit.
I næste måned står den på "Of Monsters and Mainframes" – en weird blanding af SCIFI og humoristisk horror af Barbara Truelove.
@scifisnak.dk Tak for den. Jeg følger stadig med og nyder jeres podcast. Suger den gode inspiration til mig og skriver på lister! Jeg har desværre ikke så meget tid til at læse Sci-Fi for tiden. 🥲
Er gået en lille smule i stå med Count Zero.
I 2025 var det bedste jeg (gen)læste Rendezvous With Rama (tak for kopien, Jens! 👍🏻), Restaurant At The End of The Universe og Murderbot 2 og 3 samt den originale manga af The Ghost In The Shell. 🙂
@4nd3rs @jenspoder
Murderbot 💪 Der er ingen læsepligt. Du har jo også en masse film du skal se 🙂
@scifisnak.dk Exactly 😄
@scifisnak.dk Tak for en god episode.
Min top 3 for 2025 er: Stiftelsen af Isaac Asimov, Station 11 af Emily St. John Mandel og Efter London af Richard Jefferies. Jeg har også læst en del fra jeres liste af gode bøger til at komme i gang med sci-fi.
En honarble mention er The Lost Cause af Cory Doctorow. Den er jeg i gang med lige nu, den er meget inspirerende ifht. at gøre mere for den grønne omstilling.
Det er nogle gode bud. After London er den der tussegamle post-apokalyptiske bog fra 1885 ikke? Var den virkelig god?
@scifisnak.dk ja det er den. Jeg var rimeligt revet med af historien og med konteksten af hvor gammel den er så synes jeg at den var meget god. Jeg er ret interesseret i naturen og rewilding for tiden så det spiller måske også ind. Jeg syntes også godt om verden under vand som har lidt de samme emner.
Lad mig da lige tilføje at After London er forbillede/oplæg/inspiration til Christian Skovgaards vidunderlige Efter København. Fantastisk album som næsten bør ha' status af pligtlæsning 🤗.
Hej Scifisnak
Det kan vel kun vække glæde og begejstring, at kommentarsporet er varmt. Det kommer der af at være vedholdende 😀 idet jeg da husker en tid, hvor der var lidt mere stille, ikk’sandt? Men det er som det skal være –
Iøvrigt solgte I “The Future” ret godt – den må jeg ubetinget få læst, ligesom Anders’ anbefaling af “Ship of Fools” tilskynder mig til at give den et forsøg mere. Jeg havde ellers droppet den, fordi den “ikke rigtigt kom igang”. Men sådan havde jeg det også med Samuel Delanys “Triton”, inden jeg tog mig sammen. Livet er ikke lutter lagkage – det er også en dans på roser (med torne) 🙂
Lige et indkast til Anders: En “clade” er et biologisk/zoologisk/palæontologisk begreb, der betyder at en “klynge” af organismer har en fælles stamform ( indsæt “-moder” eller “-fader” efter forgodtbefindende). Et illustrativt eksempel kunne være fugle. Fra Træskonæb til Kolibrier, fra Strudse til Lærker, Kondorer til Undulater – alle stammer de fra Urfuglen Arkæopteryx. Dog bør det tilføjes at “clade” er et lidt elastisk begreb: – det er betinget af, hvornår/hvor man vælger at sætte en grænse. Men det giver vel en hvis mening i forhold til romanen, ikk’sandt?
Top 3/2025. Lad mig se:
– “Dying inside” af Robert Silverberg, 1972, om en (ældre) telepat, der gradvist mister sin tankelæserevne.
– “Hard landing” af Algis Budrys, 1993, om hvordan en besætning fra en forulykket UFO forsøger at glide ind i og camouflere sig i det jordiske samfund.
– “Dark is the Sun”, af Philip Jose Farmer, 1979, om en Jord, millioner af år ude i fremtiden, hvor Solen er ved at – hrm – brænde sammen.
Det er eddermame nogle deprimerende indskud. Men det skyldes så også, at jeg har læst en helvedes bunke andre ting, der så ikke har en dyt at gøre med science fiction. Og jeg nævner dem kun hér, fordi de er henvisende til nogle klassiske forfatterskaber, som mine med-kommentatorer, her i det brændende kommentarspor, så eventuelt kan kigge nærmere på, efter forgodtbefindende.
Som altid: – tak for en herlig podcast & bliv ved med det 😀
Goeste hilsner Henning
Har ikke fået læse så meget SF sidste år, men var sært glad ved Krystalverdenen af J.G. Ballard som jeg syntes der er meget at sige om, The Ministry of Time på jeres anbefaling og det var jo næsten en helt hjernevarm sag – sjov at komme i gang med noget romance!.
Til sidst Jordbor af Sayaka Murata som nok er en snitter i forhold til ren SF – men en tour de force i japansk dagligliv, body horror og nogle måske rumvæsner. Prøv det
hov, har I set at Elle Cordova, en af verdens pt morsomste nørder, behandler The Power i sin blogklub?
Jeg fik slet ikke læst nok i 2025, men jeg vil anbefale to vidunderlige novellesamlinger af Ursula K. LeGuin: The Birthday of the World og Changing Planes. De er på menuen på Vilde Univers hyttetur 14-15 marts.
/gravko
Årets tre bedste bøger er en af mine favoritter – det er skønt at blive inspireret af andre. Jeg bidrager her med mine egne og lidt bonus 😊
‘American Elsewhere’ af Robert Jackson Bennett: Den starter som Twin Peaks, går over i H. P. Lovecraft og skubber plottet videre derfra. En kvinde arver et hus i en by, som ikke findes på noget kort. Da hun ankommer, begynder byens hemmeligheder langsomt at udfolde sig for hende. Den var gribende og spændende fra første side og tabte aldrig momentum. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke: Nu må den slutte – dette må være det sidste – men så tog den endnu et uventet twist. Mystik, horror og sci-fi.
‘Cosmicomics’ af Italo Calvino: Vi følger universets og Jordens tilblivelse samt udvikling gennem disse omskiftelige væsner/grundstoffer og deres oplevelser, interaktioner og kærlighed – gengældt, tabt, misforstået og foreviget. En fin og underfundig lille novellesamling. Til læseren, der holder af det anderledes og det småfilosofiske. (Bonusinfo: Calvino er en forfatter, som italienske skolebørn læser i skolen – dog i hans ikke-underfundige sci-fi-forfatterskab).
(Bonus-bonusinfo: To af novellerne har været bragt i Playboy Magazine).
Den egner sig nok ikke til en sci-fi-snak, men måske som en sidevognsbonus 🙂
‘The Prestige’ af Christopher Priest: En overraskende god bog, og Priest skriver helt vidunderlig. Jeg har for mange år siden set filmen, men bogen er meget anderledes. Hele det spekulative element fylder mere, og historien er langt mere mystik end i filmen. Jeg elsker at Priest efterlader en tilbage med en masse spekulationer, og jeg ved ikke engang helt om den kan kategoriseres som scifi eller ej.
Herudover kan nævnes American Gods og Anansi Boys af Neil Gaiman. To bøger, som jeg fornemmer, at de fleste andre allerede har læst, men som var blandt mine favoritbøger i år.