I 1993 delte Willis førstepladsen I Hugo Awards med Vernor Vinge’s “A fire upon the deep” med hendes første bog i den såkaldte “Oxford time travel” serie. Og sidenhen vandt alle tidsrejse-bøgerne en Hugo. I alt har Connie Willis vundet elleve Hugos, og er dermed den mest vindende nogensinde.
Og det kan egentlig godt undre. Ikke at hendes bøger ikke er gode, men de er meget særegne. The Doomsday Book er noget nær så langt fra Vinge’s rumopera som man kan komme.
I et utrolig almindeligt og ikke særlig scifi-agtigt Oxford nørkler nørdede professorer i 2054 med, at sende mennesker tilbage i tiden, for at lære om historiske begivenheder. Og i “The Doomsday Book” ender vi i middelalderen – midt i pesten faktisk.
Vores uheldige heltinde Kivrin sendes afsted af skruppelløse karriere-historikere, men desværre går noget helt galt. I stedet for at ende i 1320 er hund blevet sendt 28 år skævt lige ind i pestens opblomstring i Oxford. Og normalt ville man bare hente hende tilbage. Men desværre er der brudt en nasty influenza-epidemi ud i 2054 med tidsrejse-teknikeren Badri som Patient Zero.
The Doomsday Book skildrer desperate begivenheder i to parallelle tider. Bogen balancerer flere fortællestemmer. Den kan være britisk “comedy of manner” humor, når institut-rivalisering antager groteske dimensioner af smålighed. Men den er også båret af ægte og tætte fortællinger om menneskeskæbner, der knyttes sammen under desperate forhold.
Det er en mærkelig SCIFI bog. For den er ikke særlig teknisk. Men fantastisk og helt særlig det er den. Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Doomsday Book.”
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes
- Jens venter utålmodigt hver uge på nye afsnit af WandaVision
- Anders er gået ombord i Micaiah Johnson’s “The Space Between Worlds” – en mærkelig fortælling om på tværs af parallelle verdener.
- Vi har også læst “To Say nothing of the Dog” af Connie Willis tilbage i afsnit 17
En kommentar til “Ep. 80: Connie Willis, The Doomsday Book”
Hæhæ! Helt bortset fra, at jeg faktisk ikke er i besiddelse af “Gateway” (længere), og bortset fra at jeg – i modsat fald – absolut ville donere den, i den gode sags tjeneste, så kunne det ikke falde mig ind at overdrage den i PostMords varetægt, og slet ikke i forhold til den million det sikkert ville koste. “Gateway” kan – uden omsvøb – lånes på biblo i dansk oversættelse. Men jeg er også sikker på, at hvis man henvender sig høfligt så vil en given bibliotekar godt fremskaffe et eksemplar på ogginalsproget.
Hej Scifisnakkere!
Jeg vil i allerhøjeste grad se frem til, at I sciffisnakker “Gateway” af Frederik Pohl. Og hvis man vil vide mere om ham – og hans ret omfattende indflydelse på amerikansk sf, så kan man med fordel læse hans ret muntre selvbiografi “The way the future was” – eller besøge “The way the future blogs”.
Mht. “Hugo”-awards er den måske alligevel ikke så demokratisk og “reader’s choice”-agtig, som man skulle tro. For selvom “sad puppies” for min skyld kan sidde og hulke ovre i hjørnet, så viste det forløb, at nomineringer og valg sagtens kan udsættes for skæg og ballade i valgurnerne. Jeg misunder ingen Hugo-vinder, for det er da et “øko-stempel” og hjælper på salg, derfor indtjening – også for fatteren, trods alt. Men det “demokratiske islæt” kan sagtens dække over “det mindst dårlige”.
“Advokat-science fiction”? Okay – den så jeg så ikke lige komme. Men ved nærmere eftertanke (og lettere idiosynkratisk) kom jeg i tanke om, at både i Frank Herberts “The Dosadi Experiment” og i novellen “The tactful saboteur” er der “retssalsdramaer”, der spiller en central rolle. Og i Samuel R. Delanys “The ballad of Beta-2” er der ligeledes en central sekvens, der beskriver “retssager”.
En mere kuldskær udgave – der så ikke så meget er en “retssag”, men måske mere en “høring” eller et “symposium”, men stadig SF – er Carl Henning Wijkmarks “Den moderne død”. Den drejer sig om statslig sanktioneret eutanasi og er ikke en “feel-good-oplevelse” 🙂
Ret beset er Michael Crichtons “Timeline” IKKE en tidsrejse-roman. Faktisk – og selvom filmatiseringen går let henover dette – er der mere tale om en parallel-verden-historie. Ikke desto mindre var det den jeg lige “holdt oppe imod” jeres gennemgang af “The Doomsday Book” (som jeg ikke har læst – gives der nogen forklaring, henvisning, udfoldelse af forbindelsen til “Domesday Book”?). Men det jeg bed mærke i var, at man hos Willis IKKE kan lave om på fortiden (jaja – det kunne blive noget af diskussion: – at forflytte det kubikmeter-mål atmosfære, der skal til for at give plads til en krop, er allerede en ændring af fortiden …. – men da det skete i fortiden er det allerede sket, hvorfor det åbenbart ikke har været et problem. Så hvorfor er andre ændringer et problem …(?) .. ja – )
Når det kommer til tidsrejse-fortællinger, er jeg nok mest til dem, hvor man KAN lave om på fortiden – eller ihvertfald agere i denne, uden de store, kosmiske, repressalier. Og hvis vi nu skal være “klassiske”, så må Heinleins “By his bootstraps” være “101” for tidsrejsende. Og skal det være mere “kinky” kan man tage fat i Sarbans “The sound of his horn” eller Robert Silverbergs “Up the line”. Personligt har jeg to favoritter – begge noveller. Den ene er Fritz Leibers “No great magic” (som er en del af hans”Changewar” serie) og Poul Andersons “Delenda est”, fra samlingen “Guardians of time”.
En anden novelle i “Guardians of time” handler netop om den der fikse ide, at hvis man dræber A. Hitler inden … – så kan man forhindre at –
Et yderst personligt, velment samt overvejet indspark ville være, at det er en yderst naiv tankegang, der mangler såvel historisk som samfundsøkonomisk analyse. Men ideen er da absolut blevet brugt. For noget lignende er på spil i Keith Roberts’ “Weinachtsabend”. Hvilket leder mig frem til en roman af netop Keith Roberts, der netop er en parallelverden-historie, men med et gevaldigt pondus: “Pavane”. Og jeg kan virkelig anbefale den, ikke mindst fordi den også – stilmæssigt – udspringer af en britisk tradition; denne gang ikke Wodehouse men derimod Henry James, omend – eller rettere: understreget! – at Roberts er helt sin egen.
ps: – jeg tror, ved nærmere eftertanke, at det vil være det mest snedige at læse “Gateway” på engelsk, selvom jeg faktisk finder den danske oversættelse udmærket.
Så derfor – og som altid: – tak for en god podcast. Det er enormt hyggeligt selskab at være i. Og så man jo bryde ind bagefter – hæhæ
goeste hilsner, Henning