Dybt inde i et fremmed imperium er menneskeheden slavegjort blandt tusind andre racer, af de kæmpe insekt-agtige Carryx. The Faith of Beasts er bog to i The Captive’s War serien, og vi kaster os usædvanligt nok direkte over toeren: En dyster sommerferie-pageturner.
Vi har fat i rumopera-genren. Altså den slags bøger med masser af planeter og alienracer i intergalaktisk krig.
Vi befinder os langt ude i fremtiden. Menneskene i bogen bor på planeten Anjiin uden erindring om nogen Jord. Vi følger et hold af forskere, der er midt i smålige universitetsintriger, da invasionen sker. Carryx, en krigsførende race af kæmpe insekt/hummer-agtige væsener, udsletter en ottendedel af menneskeheden og trælbinder resten.
De klogeste mennesker bliver slæbt til et enormt World Palace for at blive testet som potentiel del af “the moieties”: nyttige slaveracer. Menneskene skal bevise deres værd i en slags videnskabelig Hunger Games. Løs opgaven, eller ryg ud i historiens skraldespand.
Om forfatteren
James S.A. Corey er faktisk to personer: Daniel Abraham og Ty Franck. Fornavnene er lånt fra deres mellemnavne, og S.A. er initialerne på Abrahams datter.
De mødtes i New Mexico, hvor Franck var assistent for George R.R. Martin, og her lærte de tydeligvis at holde styr på et stort persongalleri. I modsætning til læremesteren gør de faktisk også deres serier færdige.
Duoen står bag The Expanse, som de skrev ved skiftevis at tage et kapitel hver. The Captive’s War blev annonceret i 2018, men Mercy of Gods udkom først i 2024 og Faith of Beasts i april 2026. En Amazon-tv-serie er på vej.
Kan man forhandle med insektmonstre?
I bog to er Dafyd Alkhor menneskenes de facto leder, og han er hadet for det. Han er forbindelsesledet til Carryx-bibliotekaren Ekur-Tkalal, som giver ordrer til menneskene og arbejder på at finde menneskehedens nytte for imperiet.
Dafyd forrådte et oprør i etteren for at redde menneskene, og han ved, at man ikke kan forhandle med Carryx. Der er kun underkastelse eller død. De ser os som dyr.
Nogle mennesker tror stadig, at de som en fagforening kan nedlægge arbejdet og kræve bedre vilkår. Da en gruppe biologer strejker, risikerer de alt. Men Dafyd har studeret Carryx-kulturen for at forstå den, så han siden kan overvinde den. I en chokerende scene brækker han strejkelederen Bruns arm og simulerer dermed monstrenes symbolske måde at håndtere udfordring og underkastelse på.
“I know that this looks like cruelty, but it’s the only kindness I have left to give.”
Den udødelige fjende
Carryx har i årtusinder ført krig mod en fjende, de aldrig har kunnet udslette, kaldet “the deathless enemy”. Hvem den er, ved de dybest set ikke. Så da fjenden efterlader en netop erobret planet, kaldet “World”, næsten urørt i stedet for at brænde den af, bliver biologen Jessyn sendt derned for at studere livet og lære fjenden bedre at kende.
Ude i en frugtplantage stikker noget hende: træerne ligner planter, hun kender hjemmefra. Hun tester en pære med chokerende resultat.
“The pear-like thing was a pear. The result bars listed DNA, chloroplasts, mitochondria, cellulose. If she had taken the sample from the corner grocer at Dyan Academy, the results would have looked the same. She and the trees in this orchard were closer cousins than any of the inhuman things she’d been traveling with. More related to her than half the life on Anjiin.”
Pæren er genetisk identisk med dem, hun kender fra Anjiin. Planetens oprindelige folk var altså mennesker, fjernt beslægtede fætre. Og dermed går det op for hende: Den udødelige fjende, Carryx har jagtet i evigheder, er menneskeheden selv.
En kæmpe snegl ved navn Vaudai
Modvægten til al kulden er varmen mellem arterne. Forskerne Ghati og Campar er sendt i krig på et Carryx-krigsskib, og dér bliver de venner med Vaudai, en enorm snegl af Sinen-racen og et taktisk geni med knastør humor.
Vaudai kalder konsekvent mennesker for “sticks-with-meat-on-them”, og al hengivenhed gemmer sig bag en fornærmelse. Da de to venner til sidst skal tage afsked, blander sorgen og grovhederne sig:
“Have you said the things?” Vaudai asked. “Has the grief passed?”
“No it hasn’t,” Campar said. “It’s barely started. You can come in. I can be sad without you blocking my doorway.”
[…]
“I am going to miss you, you vast knot of mucus.”
“I expect to regret the absence of your grotesque odor as well, sticks-with-meat.”
Det er her, bogen er varmest og oftest sjovest: kærlighed og sorg under en permanent dødstrussel, pakket ind i grovheder.
Ingen er værdifulde
Bogen leder frem mod en kold indsigt: Carryx er uovervindelige, netop fordi intet i dem er uerstatteligt. Mister de deres hjemverden og deres Sovran (imperiets øverste hersker, i praksis en dronning), bryder det ikke sammen.
“None are valued because none are valuable. […] They will never be other than what they are.”
Undervejs lokker bogen os til at tro, at det hele handler om at slå dronningen ihjel, som i enhver god alien-historie. Så river den tæppet væk: Sovranen kan udskiftes i en fart, for der står altid en ny klar, og planen er meningsløs.
Tilbage står Dafyds foruroligende gennembrud. Man kan ikke halshugge en organisme uden hoved. Man må splitte den:
“What if there were two?”
Vurderingen
Jens: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner). Super underholdende, og forfatterne skriver vanvittigt godt, især karakterer og relationer. Jens var overrasket over deres vilje til at slå hovedpersoner ihjel, og bogen er fuld af sjove idéer. Det med at studere Carryx og så begynde at brække arme på folk er ret godt tænkt.
Anders: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner med pil op). Anders tenderede mod fem undervejs, for bogen er dyster, nuanceret og overraskende. Men den bliver lidt fragmenteret, tråden med Ghati og Campar er ikke lige så stærk, og den beder læseren sluge et par store kameler: hvordan vidt forskellige racer kan leve side om side i den samme bygning, og et Carryx-skriftsprog, der åbenbart foregår i tre dimensioner, uden at det nogensinde bliver forklaret hvordan. En holding-firer, indtil trilogien viser, hvor den lander.
Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Faith of Beasts.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes til episoden om The Faith of Beasts
Siden sidst
Jens
- Dungeon Crawler Carl af Matt Dinniman. En “litRPG”, hvor Jorden bliver lavet om til én stor dungeon, og de overlevende (samt en kat ved navn Donut) må level’e sig igennem. Underholdende sommerferielæsning i Ready Player One-genren, men ikke fantastisk skrevet, og nogle af de mange spil-puns falder til jorden i den danske oversættelse. Tre stjerner.
- Shroud af Adrian Tchaikovsky. Næsten fem stjerner. Underbetalte rumarbejdere lander på en planet med enormt tryk og bizart liv i totalt mørke. Tchaikovsky brillerer igen med kommunikation mellem vidt forskellige væsener; kun de lange “gåture” på overfladen trækker ned.
- Platform Decay af Martha Wells. Murderbot nr. 8, tilbage i den korte form, der klæder serien. Infiltration på en ringplanet, mens Murderbot forsøger at holde styr på sin egen PTSD. En fornøjelse for fans.
- E-bog-tip: På ebooks.com kan man hente en ren EPUB via deres “legacy”-metode (Adobe Digital Editions), hvor det er nemt at fjerne DRM til egen brug. Og med KOReader på Kobo og Readest på Mac/iPhone kan man køre sin egen synk-server for egne EPUB’er.
Anders
- 84K og Notes from the Burning Age af Claire North. Efter Slow Gods læste han videre. 84K er Claire North møder Orwell, hvor man kan betale sig fra enhver forbrydelse. Notes ligner en post-apokalyptisk A Canticle for Leibowitz.
- The Vanished Birds af Simon Jiménez. Smukt skrevet space opera med Slow Gods-vibes, hvor man nærmest “sejler” gennem hyperrummet.
- Where the Axe Is Buried af Ray Nayler. Nær-fremtid, hvor AI’er styrer de fleste lande, og en russisk diktator hælder sin hjerne over i nye kroppe. Gibsonsk stemning; stærkt anbefalet.
- There Is No Antimemetics Division af qntm. Men in black mod idéer, der får os til at glemme dem. Vildt original og til tider ægte uhyggelig, men den samlede historie falder lidt fra hinanden.
- Disclosure Day (Spielberg). Underholdende, med imponerende one-takes og en rigtig god Emily Blunt, men også nogle mærkelige valg. Kan absolut ses.
- Trailer til Klara and the Sun (Ishiguro), instrueret af Taika Waititi med Jenna Ortega. Sær, men tvivlen kommer instruktøren til gode.
- Har skiftet til StoryGraph, som nu synker med Kobo. Der sker trods alt noget derude, hvor Goodreads står stille.
Lytternes input
Majbrit Pia Høyrup takker for podcasten og er i gang med vores anbefalede podcast Det Planetariske Bibliotek (afsnittet om nature writing). Slow Gods venter lidt endnu, for hun er “stadig rystet” efter Tchaikovskys Shroud, som hun varmt anbefaler.
David Mondrup anbefaler på Goodreads Jeg som aldrig har kendt mænd af Jacqueline Harpman. En 30+ år gammel fransk roman om 40 kvinder indespærret i en kælder, hvor det er uklart, om det er en fremtid, en anden planet eller en parallel virkelighed. Trending på bog-sociale medier.
Malte havde doneret fra et restlager whisky fra Stauning (en Stauning Smoke), som vi nød under optagelsen. Tak, Malte!
Næste gang
Vi læser Fahrenheit 451 af Ray Bradbury, passende nok tilsendt som papirbog fra Forlaget Koloni. Vi har kun læst The Martian Chronicles af Bradbury før, så det er på høje tid med et gensyn med klassikeren om et samfund, hvor brandmændene ikke slukker brande, men brænder bøger.
13 kommentarer til “Ep. 137: James S.A. Corey, The Faith of Beasts”
Glæder mig til at høre jeres podcast om “Faith of beasts”. Det er et ret fantastisk univers de formår at skabe og indtil nu er forfatterne landet på benene i begge romaner.
Hej Paul
Jeg er også ret vild med det univers, de får skabt! Nu må vi se, hvordan det går — om de kan lande den allerede i næste bog. Det skulle efter sigende være en trilogi.
Jeg må indrømme, at jeg ikke var så vild med slutningen på The Expanse — men der skulle godt nok også samles rigtig mange tråde i den serie.
Tak fordi du lyttede med!
De bedste hilsner
Jens
Hej Scifisnak
Afsnittet var ventet med længsel, og det var da også en ren fornøjelse at høre SÅ meget sciffisnak, efter ugers abstinenser 😀
I er – på et tidspunkt – inde på, at det er sjældent med “slaveri” af mennesker, i science fiction. Beg to difer!
For det første er der selve ideen om, at det er hvad marsboerne i “War Of The Worlds” er ude på – menneskeheden som slaver og kødkvæg. En idé der blev videreført i tegneserien “Killraven”, der så også kommer til at handle om noget med oprør og det gode mod de onde. Tanken er i et vist omfang overført til en anden Marvel-ting, nemlig “Starlord”, og lad mig da også lige smide “Battlefield Earth” på bordet, selv guderne skal vide at det da nok er noget af det argeste puha, jeg nogensinde har belemret mit læsergen med. Men den er der – og det er svært at komme udenom, selvom man så skulle bande Mr. Scientology ned i det dybeste, sorteste, mest ætsende helvede. Hvilket jeg gerne gør – uden den mindste skam!
Heldigvis findes der også mere kvalificeret SF, der behandler temaet. Lad mig nævne tre eksempler:
John Christophers “The Tripods”-trilogi (som nok er beregnet for unge læsere – men hvad faen). I en hvis forstand er det vel netop visionen fra “War Of The Worlds” – men det er alligevel noget andet. “Tripoderne” holder menneskeheden som slaver, og har iøvrigt “tripodiseret” Jorden (jeg mener: – de kan jo ikke så godt have “terraformet” den). Men de har ihvertfald omdannet økologi og atmosfære, så den passer til deres livsbetingelser. Det er jo ikke til Nobelprisen i litteratur. Men den findes.
“Bow Down To Null” aka “The Interpreter” er en roman af Brian W. Aldiss, og foregår i en lidt fjern fremtid, hvor “Null’ernes” Galaktiske Imperium nu også omfatter Jorden – hvor menneskeheden er slavegjort. Og det er en tju-bang roman, men vældig godt skruet sammen – også fordi den ikke er helt sort/hvid. Det er ikke alle “Null’er” der er ganske enig med “Par-Charvorlems” prioriteringer på den fjerne udpost – altså Jorden.
Og så er der Thomas M. Disch’s roman “Mankind Under The Leash” aka “The Puppies Of Terra”, hvor energi-væsener har gjort menneskene til slaver … eller rettere til kæledyr og legetøj – men alligevel. Og ved et heldigt sammentræf af fysiske sammenbrud – eller forandringer – lykkedes det at gøre sig fri. Hvilket lyder tåbeligt, i referat, men det er faktisk en glimrende roman.
Og: – der er flere endnu, men lad os kalde det “en dag”.
Derudover glæder jeg mig til “Fahrenheit 451” (og jeg har en fiks ide om, at 4-5-1, skal læses “Forfeit One” – men det er sikkert bare mig 🙂
bedste hilsner Henning (og god sommer)
hahaha! Mankind under Leach lyder bare så cheasy jeg straks må anskaffe bogen!
På AO3 er tropen “mennesker er blevet kæledyr for aliens eller robotter” en meget brugt trope – og her er en halvfærdig fortælling hvor Murderbot får sig et menneskekæledyr: https://archiveofourown.org/works/81782246/chapters/215126636
… jeg håber ikke forfatterne har opgivet dette fine anslag …
Men så må vi ikke glemme Octavia Butlers mesterlige novelle Bloodchild, hvor menneskene er blevet holdte inkubatorer for nogle aliens på en fjern planet. Butlers fortællinger er fuld at folk der har modstridende følelser overfor deres slaveholdere. Meget interessant!
Og mht til Mercy og Gods er jeg enig i at den er lidt træg til at komme i gang. To tredjedele af bogen går med worldbuilding. Men slutningen er så vild at man må ha mere, og når nu scifisnak anbefaler toeren så skal den straks læses!
Hej Majbritt
Tak for kommentaren!
Ja, da jeg researchede inden udsendelsen, dukkede den der Octavia Butler op — det lyder super fedt, den må jeg have fat i. Men først skal jeg da tjekke det der Murderbot link LIGE NU!
Og hvor er jeg glad for, at du kan lide The Mercy of Gods! Nu må vi se, om du også falder for The Faith of Beasts.
Tak fordi du skriver med — jeg glæder mig til at høre, hvad du synes.
De bedste hilsner
Jens
Jeg havde sgu helt glemt “Bloodchild” – men selvfølgelig har du ret: – den hører med! I den grad 😀
Der er altså ikke meget BDSM over “Mankind under the leash”, og måske er det også et brød-på-bordet stykke litteratur. Jeg vil hellere læse samme forfatters “Camp Concentration” – men jeg kan nu meget godt lide “hundesnoren”.
Hej Henning
Tak fordi du lyttede med!
Det jeg egentlig sagde, var ikke, at slavegørelse af mennesker er sjældent i science fiction — men snarere, at jeg sad og tænkte på, om jeg nogensinde selv havde læst noget andet, hvor menneskeheden bliver slavegjort af en alien-race. Jeg researchede lidt på det inden udsendelsen og fandt godt nogle eksempler, men ikke noget jeg selv kendte til. Det bedste bud, jeg havde, var The Many-Colored Land af Julian May. Så alle de gode eksempler, du nævner, var nogen jeg ikke selv havde læst — tak fordi du byder ind med dem!
Jeg kan til gengæld afsløre, at jeg i min spæde ungdom læste Battlefield Earth, som jo er noget kulørt stads. Dengang kunne jeg sagtens læse den og var faktisk ret glad for den — men jeg tror ikke, jeg har lyst til at genlæse den i dag.
Tak for godt input! Og jeg glæder mig til at læse Fahrenheit 451 — det bliver godt.
De bedste sommerhilsner
Jens
Der er jo det ved mænd, Jens, at de husker ikke så godt; de hører ikke så godt … – og de husker ikke så godt 😀
– Men ingen skade er sket; jeg huskede bare, hvad jeg ønskede at høre og røg i tasterne, netop fordi din bemærkning fik mig til at tænke på, hvad (fanden) jeg egentlig havde læst om emnekredsen. Så jeg greb stafetten og løb en anden vej. Scusi!
Et eller andet sted på nettet, findes der – hvis man skulle være interesseret – en næsten “page-by-page” kritik af “Battlefield Earth”. Og dén er faktisk vældig morsom. Desværre har jeg ikke noget link ved hånden. Men den findes.
Iøvrigt: – “man” kunne jo også – samtidig – se Truffauts filmatisering af “Fahrenheit 451” … – den er ikke så ringe endda 🙂
& også god sommer til dig og jer
– Henning
Uuh. Det er en god ide at se Truffaut. Har nemlig allerede fået læst bogen 🙂
Og den findes på Biblioteket! Så det er bare at bestille 🙂
Nice! Den skal ses <3
Dejligt at have jeg tilbage. I ventetiden fik jeg endelig læst Klara and the Sun, hvilket var på høje tid, når filmen er på trapperne. Jeg lyttede derfor også til jeres afsnit 82, hvor I taler om bogen. Jeg bruger tit det med at læse en bog og så høre jeres afsnit efterfølgende, selvom det ligger mange år tilbage. Det er lidt som at have en bogklub, hvor man lige får hørt andres mening om den bog man har læst, så tak for alle jeres afsnit!
Det var sjovt at læse Klara nu, 6 år efter udgivelsen og en AI-revolution senere. Det er en fantastisk bog (lidt arrogant at sige andet om en Nobel-pris-vinder), som kun i meget begrænset omfang dyrker det tekniske aspekt af at være en robot. Alligevel fremstår bogen underlig gammeldags, som var den skrevet i 1980’erne. Klara har tydeligvis alt for lidt processorkraft og en mobiltelefon i dag er jo bedre til at analysere sine omgivelser endnu hun er. Og så er der hele AI-delen, som virkelig har overhælet historien på bare 6 år. Jeg kan slet ikke forestille mig en verden i dag, hvor man ville bygge en robot som Klara.
Jeg tjekkede også traileren til filmen. Det ser ud til at Taika Waititi har lavet en noget anden version af Klara og at filmen er en fjolleversion af Poor Things (med Emma Stone fra 2023). Forhåbentlig kan Jenna Ortega hive filmen i land alligevel.
Hej Christian. Det var da superfedt lige at høre dine tanker om Klara and the, her hvor vi går og venter på filmen.
Jeg deler dine bekymringer og Taika-versionen. Må se at få set traileren.
Når det er sagt, var jeg meget glad for hans Jojo Rabbit, som også var en filmatisering af en bog “Caging Skies”. Måske hader fans af bogen filmen 🙂 Efter sigende er bogen et meget mørkt og dystert værk, helt uden nogen lethed og med Jojo som upålidelig fortæller, som slet ikke forstår sin egen ondskab.
Forfatteren selv Christine Leunen udtalte: “I’ve seen film adaptations so faithful to the book that they somehow ended up unfaithful in essence, despite the well-meaning intentions. A book doesn’t go directly from the book to the screen; it goes page to page. Taika’s script had much to take from the book, yet it also had to escape it in order to come fully to life in its own medium.”
Hun var glad for filmen. Så måske skal vi frisætte vores forventninger om at den minder om bogen.