Kategorier
2010erne

Ep. 123: Tom Sweterlitsch, The Gone World

Et brutalt familiemord i 1997 trækker tråde langt ud i fremtiden, hvor jorden er dømt til undergang. Agent Shannon Moss rejser gennem tid og mulige verdener for at opklare sagen – og måske redde menneskeheden. Tom Sweterlitschs The Gone World er en intens blanding af true crime, tidsrejse og kosmisk horror.

I denne episode kaster vi os over Tom Sweterlitschs labyrintiske tidsrejsethriller The Gone World fra 2018 – en bog, som både Kåre og Lise har peget på som en af de bedste læseoplevelser i 2024.

The Gone World er ikke bare en sci-fi-krimi med kosmisk horror – det er også en bog, der blæser hovedet af læseren med tidslinjer, multiverser og metafysiske mareridt.

Vi følger Shannon Moss, agent for den amerikanske flåde, der i 1997 bliver kastet ind i et brutalt drab på en hel familie – og som via teknologisk tidsrejse forsøger at finde spor til opklaring i fremtiden.

Men fremtiden er ikke fast – og i horisonten lurer dommedag.

Tidsrejse som opklaringsmetode

Når Shannon Moss arbejder for Naval Criminal Investigative Service, gør hun det ikke kun med afhøringer og fingeraftryk – hun rejser frem i tiden for at finde spor.

Når man rejser til fremtiden i The Gone World, rejser man ikke til den egentlige fremtid, men til en mulig version af den – og det er netop Shannon Moss’ metode: at hente viden i fremtidens varianter og tage den med hjem til sin nutid, “terra firma”.

Men tid er ikke gratis. Shannon ældes i fremtiden – selvom hun vender hjem til det samme øjeblik, hun rejste ud fra. Hun er biologisk i 40’erne, men burde være 27.

Hendes kolleger og familie ser hende ændre sig foran dem – og i nogle tilfælde møder hun dem igen som fremmede i fremtiden. Det skaber en både fascinerende og melankolsk stemning – en hovedperson i permanent eksistentiel jetlag.

En brutal krimi koblet til kosmisk mareridt

Allerede i første kapitel introduceres vi til dommedag. “The Terminus” – en dommedagsvision ude i fremtiden, hvor jorden er forvandlet til en frossen ørken, mennesker hænger korsfæstet i luften med sølvglimtende nanoteknologi i munden.

Og i løbet af bogen rykker Terminus tættere og tættere på, hver gang Shannon rejser frem. Det bliver klart: Den sidste generation er allerede født. Klokken tikker.

Og med stor opfindsomhed får Sweterlitsche koblet mordmysteriet og dommedag sammen.

Multiverset, vardoggers og andre hjernevridere

Sweterlitsch har ikke kun fundet på en enkelt tidsrejseidé – han har smidt hele fysik-biblioteket i gryden. Vi får “vardoggers” (et koncept lånt fra nordisk mytologi), som er steder, hvor grænserne mellem tidslinjer bliver tynde. Vi får kvanteknuder, simultane fremtider og nedslag i parallelle 2015’er – nogle fyldt med nanobotter og levende digitale kloner, andre mere hverdagsagtige.

Nogle gange føles det som en blanding af True Detective, Solaris, Inception og Tenet – især fordi bogens scener ofte er så stemningsmættede og billedstærke, at man ikke helt fatter, hvad der sker, men alligevel bliver suget ind. Det er vildt, syret og af og til frustrerende.

For mange idéer, eller bare nok?

Der er scener i The Gone World, man sent glemmer. Et fremtidshotel fyldt med nanobotter. En samtale med en død forsker i form af en hologrammisk skikkelse. Et skovområde, hvor virkeligheden bølger og man pludselig befinder sig i en anden tid.

Anders mener, bogen måske har for mange vilde idéer, der vælter rundt i hinanden – lidt for meget mystik, lidt for lidt hard sci-fi. ⭐️⭐️⭐️(⭐️)

Jens er begejstret: “Den føles som en bog, hvor det hele kan gå frygteligt galt – og det er en del af charmen.” ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Man skal dog holde tungen lige i munden. Plottet er sammenfiltret, og uden en vis koncentration kan man nemt miste overblikket. Se et diagram fra This is Barry her

The Gone world tidsrejse diagram udarbejdet af This is Barry
Diagram udarbejdet af This is Barry (Se artikel her)

Men for dem, der holder af True Detective vibes, kosmisk horror og tidsrejser med konsekvenser, er The Gone World en intens og unik læseoplevelse.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Gone World.

Shownotes til The Gone World

Siden sidst

Anders har læst/oplevet:

  • The Steerswoman af Rosemary Kirstein – Mere fantasy end sci-fi, med et spændende koncept om kortlæggere i en ukendt verden.
  • The Imposition of Unnecessary Obstacles af L. M. Ricard – Efterfølgeren til Mossa and Pliety, hyggelig og Sherlock-agtig.
  • Genlæst gamle yndlingsbøger som comfort reading under sygdom.

Jens har læst/oplevet:

  • Mickey 17 (film) instrueret af Bong Joon-ho – Sci-fi med Robert Pattinson som en “expendable” klon, overraskende sjov og fedt designet.

Lytternes anbefalinger

  • Henning anbefaler flere sci-fi-krimier:
  • The Caves of Steel af Isaac Asimov
  • The Investigation og The Chain of Chance af Stanisław Lem
  • Dirk Gently’s Holistic Detective Agency af Douglas Adams
  • Katrine nævner Cities in Flight af James Blish – mulig inspiration til Mortal Engines.
  • Mads skriver om Coyote-trilogien af Allen Steele, som snart udkommer på dansk på ScifiCon i Randers.

Hvad genlæser du?

Andes er i gang med at genlæse bøger. Noget han kom på under sin marathon-influenza. Læs han blog her

Hvilke scifi-bøger kan du godt lide at genlæse? Skriv i kommentarfeltet

Bonus

SCIFI SNAK er nu federeret! Du kan finde community og kommentarer på scifisnak.dk og Mastodon. Der ligger også en guide til, hvordan du kommer i gang med fediverset. Og Superkultur (Hennings blog) er nu også federeret.

🛸 Tak fordi du læser (og lytter) med. Næste gang tager vi Radiance af Catherynne M. Valente – en deco-punk, pulp, alt-history space opera. Det bliver mærkeligt. Og måske fedt.

25 kommentarer til “Ep. 123: Tom Sweterlitsch, The Gone World”

@scifisnak.dk

SCIFI Bøger jeg genlæser. Hmmm… Jeg genlæser gerne bøger en enkelt gang. Men bøger som jeg har genlæst flere gange er der ikke så mange af.

Det skal gerne være lidt lettere litteratur. For jeg er ofte på jagt efter afslappet læsning under en genlæsning:

Asimovs : I Robot er en favorit at genlæse i

Er også glad for Expanse serien. Særligt nummer to, hvor Avisarala introduceres.

Og så er det også let at genlæse alt med Murderbot!

D’herrer scifi-snakkere!
Jeg skal lige have “rettet en misforståelse”: – SUPERKULTUR er på ingen måde “min blog”. Højest kan jeg gøre regning på at være “affilieret partner”, hvoraf vi en lille håndfuld, der har fået lov til at smække vores uforbeholdne genre-betragtninger ind, når vi føler for det. Hvis nogen “ejer” Superkultur, så er det Allan Haverholm og Janus Andersen – ihvertfald IKKE mig! Men jeg har lov til at bruge molevitten – og DET gør jeg 😀

Når jeg har det som det lyder, at Anders har haft det – eller bare som “godnat-og-tak-for-idag”-læsning, så er det ofte at jeg genlæser
Ole Henrik Laub: – De døde i Vefby
Samuel Delany: – The Einstein Intersection
Arthur C. Clarke: – Against the fall of night
Niel E. Nielsen: – Akerons Porte

og udenfor kategori og genre: – Gustav Wieds formidable “Knagsted”, hvor man kan tage på kurophold i Karlsbad med eponymet og Overlærer Clausen. Pragtfulde optrin og syrlige kommentarer 🙂

Vi befinder os ikke længere (?) i en tid, hvor man kan komme over, at læse al science fiction, der bliver udgivet. Og således bliver et vanskeligere og vanskeligere for mig “at følge med”. Følgeligen har jeg overhovedet ikke kendt til “The gone world”s eksistens, hvorfor det da er pragtfuldt at nogen har, og ovenikøbet fået SCIFISNAK til at tage kalorius under behandling.
Dersom man ønsker sig noget “bedaget” weirdo, kan jeg til gengæld anbefale M.K. Josephs “The hole in the zero”, Moorcocks “The final programme” og/eller Theodore Sturgeons “More than human”. Og så er der jo altså stadig Ballards “The crystal world” … og så mange andre ting 🙂 f.eks. – nu vi er ved episode 123 – Peter Tates yderst mærkelige “Gardens 12345”, der næsten kan læses som et besøg på Clarkes Rama – når den er vågnet helt op.

Tak for endnu et formidabelt kast med potterne. Og – som tilforn – forbliver jeg: – Henning, trofast lytter (og pågående kommentator – lev med det!)

Hej Henning. Der findes jo det som hedder hævdvunden ret 😉 Okay Superkultur tilhører ikke dig. Taget til efterretning.

Gode input til Weirdo SCIFI: Vi var jo meget glade for More than human:
https://scifisnak.dk/more-than-human/

Måske er det Akerons Porte, der skal kigges på. Overvejer i hvert fald, hvad der skal være den næste Niels E. Nielsen bog.

Svar

Hej Jens
Jeg havde sgudda helt glemt, at I har haft More Than Human på disken. Den må jeg lige høre igen 🙂
Nu mht Nielsen, så ville jeg ihvertfald vælge “Akerons Porte”, “Troldmandens Sværd”, “Skyggen fra Sirius” eller “Gæsten fra stjernerne”. Og det er udfra den betragtning, at Nielsens “altmodische” lyrisk-dekadente sprogtone, senere i forfatterskabet, “clasher” en del med udgangspunktet og vinklen på fortællingen. Og hertil kommer en hel del “prædiken”, der faktisk føles mere forstyrrende end udfoldede “info-dumps”. I de fire nævnte (som i “Herskerne”) er det den fortalte verden og dens “beboere”, der står i centrum, og sprogtonen passer som fod i handske til narrativet – af forskellige men frugtbare årsager.
Til gengæld har jeg det ret bøvlet med “Awangdybets Vulkaner”, “Askens Konge”, “Mørk Stormflod” og “Raslen med nøgler”. De har alle været vigtige for Nielsen – det er jeg sikker på. Men de er generiske og formulariske, hvilket bliver trættende i længden.
Nå! Men det er jo bare min forkølede mening, hvorfor jeg blot vil læne mig tilbage og spændt følge med i, hvilken Niels E. I kaster jer over 😀

Possession is nine tenths of the law, Henning – og når man kigger på, hvor stor en del af forsiden på Superkultur du besætter lige nu, så … ender man med et regnestykke, der ikke egner sig til en sproglig studerende. Men man kan ikke bliver overrasket over, at folk sætter lighedstegn med dig og den 🙂

@scifisnak.dk

Jeg har læst Iain M. Banks The Culture serien 3-4 gange nu; det er ren comfort sci-fi for mig. Jeg er pt. i gang med at genlæse "Great North Road" af Peter F. Hamilton; det er tredje gang nu.

Tak for nyeste episode – og for at I gav min absolutte yndlingsbog lidt opmærksomhed. Jeg er selvfølgelig meget glad for især din vurdering, Jens, selvom jeg forstår Anders’ perspektiv. ‘Gone World’ ER en vild bog, med en overflod af idéer og plot – hvilket er grunden til at jeg elsker den sådan. Du nævner at den er unik, og jeg er helt enig. Jeg leder stadig, indtil videre forgæves, efter en læseoplevelse af samme vildskab. Igen tak for at sætte den i spotlightet.

Ift. genlæsninger, så sker det bedrøveligt sjældent. Faktisk var netop ‘Gone World’ en genlæsning i 2024; jeg læste den første gang i 2019. Jeg genlæste også ‘Station 11’ sidste år; den er stadig helt outstanding, et melankolsk mesterværk. Generelt synes jeg dog at genlæsninger er tricky, der er en række af mine yndlingsbøger, som jeg ikke ‘tør’ genlæse i dag – for hvad nu hvis jeg ender med at elske dem mindre? På stående fod gælder det fx ‘Foundation’-bøgerne, som jeg mødte på det helt rigtige tidspunkt i livet (rodløs teenager), men som jeg frygter at jeg nu er vokset fra. Jeg har det på samme måde med ‘Dune’-bøgerne, som jeg dyrkede på nærmest okkultisk vis, da jeg læste dem i gymnasiet. Efter at have set filmene er jeg blevet mindre frygtsom – universet i bøgerne er jo objektivt vurderet ligeså genialt og fascinerende, som jeg opfattede det dengang – men jeg har ikke kastet mig ud i projektet endnu. Måske en dag, jeres nylige episoder tyder på at man også kan læse Herbert i en moden alder.

Jeg overvejer at genlæse Peter F. Hamilton ‘The Reality Dysfunction’ (og resten af ‘Night’s Dawn’ serien). Jeg læste den oprindeligt i sommeren 2007, hvor jeg for første gang besøgte min schweiziske svigerfamilie ved Lago Maggiore. Jeg lå dér på en strand ned til søen; det var bagende varmt, mine ben værkede efter en bjergvandring fra morgenstunden, italiensk-schweiziske børn plagede om is, deres forældre skældte ud alt imens lyden af Pino D’Angiò mesterværket ‘Ma quale idea’ blipbloppede løs inde fra musikanlægget i minigolfbanens bar i baggrunden. Det var min første rigtige space opera roman, og det var en kontrastfyldt oplevelse at læse om intergalaktiske krige på en fuldfed præ-finanskrise baggrund af velstand, skovklædte bjerge og evig fred. Det var pragtfuldt. Igen: jeg er bange for at jeg bliver skuffet ved at genlæse, men man må vel sætte noget på spil af og til.

@scifisnak.dk Hvor er det dejligt at se #scifisnak på mastodon. Jeg er netop i færd med at genlæse Julian Mays intervention og jack the bodiless triologi. Snart vil jeg også læse hendes pliocnne eksil, der blev,oversat til dansk en gang i midt 80.5rne, og som jeg tror jeg har læst 10 gange gennem årene. Hilsen og fortsæt jeres glimrende podcast. Jesper

@scifisnak.dk De var i manga år mine ynglingsscrie i scifi ovalsat til dansk, skønt jeg også har læst meget, såske als af Niels E Nielsen. Desværre er der ikke særligt meget scifi på dansk, og slet ikke som lydbøger, hvilket jeg læste som barn og ung, før e-bøger blev normalt og tilgængelige for blinde og svagsynede, især på Engelsk.

Jeg læste Kim Stanley Robinsons Mars trilogi første gang da jeg var 18 år. Nu genlæser jeg den engang imellem og det føles altid som at genbesøge gamle venner.

Apropos genlæsning fik jeres forrige afsnit mig faktisk ned ad den sti – I nævnte vist noget med planetringe, og det ramlede som en pinball-kugle mod den del af min hjerne, som rummede min fornøjelse ved at læse John Varley, så jeg røg direkte i en genlæsning af hans “Ophiuchi Hotline”. Og den er stadig formidabel – omend det ikke er det helt rigtige sted at starte med hans Eight Worlds-serie (forestil jer: rumvæsener kommer til jorden og præsenterer sig: “Vi kommer for at tale med planetens intelligensvæser … så værsgo at fucke af planeten, Homo Sapiens!” Nu overlever vi så på de af solsystemets planeter, hvor de ignorerer os – og en del af menneskeheden har gjort det til deres projekt at male Saturns ringe, fordi … nåja, man skal vel stadig gøre store ting.) Så en klar anbefaling af Varley – forestil jer en Heinlein med humor og spræl og ingen ubehagelig duft af protofascisme.
Men personlige genlæsningsfavoritter er nok Discworld-serien og så (sjovt nok i forbindelse med “The Gone World”) Nick Harkaways “The Gone-Away World”, som vel egentlig er lidt gonzo-scifi og bare er forrygende. Den er svær at fortælle om, uden den kommer til at lyde lidt fjollet, men DET ER DEN IKKE (råber jeg, mens jeg rusker den lyttende).
Nåja, og så gav jeres snak mig faktisk lyst til at genlæse “The Gone World”. Den røg vist mest i forvirret-kassen, da jeg læste den, men den lyder, som om den fortjener en chance til.

det er lidt tilfældigt hvad jeg genlæser,fordi jeg gerne genlæser bøger som jeg ejer, og her er det ikke altid fordi jeg vidste, at jeg havde fået fat på et mesterværk, eller det er en god-nok til at genlæse fordi jeg ikke har noget andet-bog. Jeg læste Fagre ny Verden af Huxley mange gange, fordi den stod på boghylderne i mit barndomshjem.
Der er også noget hyggeligt ved at genlæse. Mærkeligt ikke? Hvorfor er det en fornøjelse at synke ned i en fortælling der ikke overrasker? Måske fordi de små ting overrasker? At man lægger mærke til det sproglige landskab, til forfatterens intention? Karakterernes udvikling står tydeligere frem, når handlingen betyder mindre? Hvis der er gået ti-tyve år siden sidst er det også en oplevelse hvor forandret en bog kan læses i det nye lys fra egne erfaringer.
Jeg har læst KS Robinsons Antarctica fire-fem gange, og jeg synes faktisk, den er bedre i genlæsning end første gang.
Jeg ved ikke om Marstrilogien ville holde til en genlæsning for mig, der ville det nok kun blive til en gensyn med et par favoritscener. (spoilere herfra)
Især den i bog to, hvor Sax falder i en gletchersprække med sin ærkefjende, som tidligere har fået ham bortført og tortureret, så han nu, efter at han er sluppet fri, har fået et facelift og en ny identitet og er blevet en flot fyr – hvad han aldrig har været før. Så ærkefjenden (hvis navn jeg har glemt, Green Mars er ikke en af de bøger jeg ejer) er blevet lidt lun på denne flotte fyr. Nå men, de er så faldet i en gletchersprække, og Sax reagerer som en zen-munk, der ser et jordbær på afgrundens rand, da han ser en plante han ikke har opdaget før på en lille grusbunke i sprækken. Og derfor indser ærkefjenden endelig, at det er Sax hun har gået og bagt på 😀 😀
Grete Roulunds horrorgysere tåler altid genlæsning. Julian Mays Pliocæne eksil ligeså.
Klit (altså Dune) stod på min hylde intil ældstebarnet approprierede den, og den har jeg også læst temmelig mange gange. Jeg er vild med den paradoksale realisme de mest syrede ting er beskrevet med. Profeten på Klit har jeg også læst et par gange. Jeg er ikke nær så vild med den, fordi jeg synes den er så sørgmodig. Her efter Dune I og II filmene læste/genlæste jegDune-serien til og med Heretics of Dune (anbefales ikke), men har dog fået lyst til at læse Gudekongen på Klit i ny dansk oversættelse. Det er en finurlig og mærkelig bog hvor et monster ranter 400 sider op og ned med små-filosofisk halvfascisme, mens handlingen ku være en langnovelle på 80 sider. På et tidspunkt blev F. Herbert så berømt at hans redaktør gav op, tror jeg.

Lige en ekstra thumbs up til Grete Roulund herfra. “Setans porte” er sådan en bog, hvor jeg har en mental nedtælling kørende på, hvornår jeg har glemt nok til, at jeg kan læse den igen. Den er fabelagtig – og så kan man selv vælge, om man vil læse den som science fiction eller horror.

Godt initiativ med læsernes favorit genlæsning. Jeg er selv en novice i scifi litteratur og har kun været i gang i et års tid med læsningen. Jeg er derfor ikke nået til genlæsningsfasen endnu, men en af de bedste anbefalinger er bogen man selv læser igen, så jeg tager med kyshånd mod anbefalingerne 🙂

Tak til Henning for en gennemgang af Niels E Nielsens værker – jeg har nu ‘Akerons porte’ højt på min læseliste – ‘Herskerne’ var en af mine bedste læseoplevelser i 2024.

Et spørgsmål til jer derude – jeg har kig på Iain M. Banks The Culture serien. Jeg synes den første bog ‘Consider Phlebas’ har fået lidt lunkne anmeldelse – herunder tre stjerner af Jens – kan man springe den over eller bør man starte der, for at få glæde af de næste, som har fået bedre anmeldelser?

Jeg er pt igang med min første læsning af Dune. David Lynch filmudgave har jeg set, så VHS båndet er slidt ned og nu erstattet med en DVD 🙂 Jeg fik virkelig lyst til at læse den efter Anders og Jens genlæsning i episode 21. Nu må vi se om en moden ikke-genlæser (men stor fan af filmen) værdsætter den 🙂

Hej Lise
Man behøver såmmæn ikke starte noget bestemt sted med Banks’ “Culture-serie”. Men “Consider Phlebas” – til trods for at det er første roman i serien – skal man muligvis lige vente med.
For dem der gider lytte, plejer jeg van at anbefale at starte med “The player of games”. Det er en langt bedre introduktion til Culture-universet. Om man så dernæst skal tage “Use of weapons” eller gå til “Consider Phlebas” er åbent spørgsmål. “Weapons” er kompleks og “Phlebas” kan være forvirrende (“hvem faen skal jeg holde med?”).
Iøvrigt tak for at du fandt min “Nielsen-gennemgang” interessant. Skule du være interesseret i en endnu mere udfoldet gennemgang, så har Niels Dalgaard skrevet bogen “Advareren” om Nielsen.

Hej Lise. Jeg tror sagtens at du kan springe lidt i kronologien i The Culture. De er ret løst knyttede, og foregår typisk i forskellige dele af universet, som er under indflydelse af “The Culture” kulturen. Så der er ikke en speciel stærk kronologi.

Svar

Tusinde tak Henning – jeg vil kaste mig over ‘The player of games’ og derefter se hvor Culture serien bærer mig hen.

‘Advareren’ det lyder som en klar reference til ‘Herskeren’ og dens væsner. Jeg ser frem til at dykke ned i Niels E. Nielsen forfatterskab – hvis hans øvrige værker er på højde med ‘Herskerne’ – så tænker jeg han er lidt overset.

Tak for anbefalingen med Niels Dalgaard. Nu vi er ved Niels Dalgaard er hans serie ‘Da Science fiction blev moderne’ med værkerne ‘Fra Utopi til Dystopi’, ‘Gale videnskabsmænd og fjollede opfindere’, ‘Krig og katatrofer’ samt ‘Gennem tid og rum’ anbefalelsesværdig?

Hej Lise

“Advareren” kunne godt være en fætter til “Råberen” 🙂 Helt bestemt!
Niels Dalgaard er ph.d. i Nordisk Litteratur, med speciale i science fiction. Han er medstifter af Science Fiction Cirklen, der nu har eksisteret i 50 år, samt redaktør på foreningens mere akademiske udgivelse “Proxima”.

Således er Dalgaard i høj grad anbefalelsesværdig, til hver en tid. Det er dog værd at indskyde, at flere af de titler du nævner, drejer sig om antologier, som Dalgaard har lavet udvalg til – og oversat. Hvilket ikke gør bøgerne dårlige – snarere tværtimod (kvalitetssans). Og samtidig har han skrevet nogle genre-historiske og -teoretiske værker (“Fra Platon til cyberpunk”, “Rumvandringer”, “Guide til fantastisk litteratur”). Så bare kast dig over Dalgaard – men husk nu også at få læst noget Banks 🙂
goeste hilsner Henning

Tak for endnu et fint afsnit. Jeg er stadig i gang med at lytte mig igennem alle de forrige 122 afsnit af Scifisnak. Det gode er at bøger jo sjældent bliver forældede, så det er egentlig ligegyldigt, om man lytter til nyeste afsnit eller et fra 2015. I er gode hver gang!

For mange bøger og for lidt tid betyder, at jeg stort set aldrig genlæser (Ringenes Herre og Hitchhikers Guide er vist eneste undtagelser). Når jeg arbejder med bøger, som forfatter eller redaktør, genlæser jeg til gengæld de samme bøger igen og igen. Og her får jeg bestemt fornøjelsen af at se på bøgerne med ikke-jomfruelige øjne. At læse en bog hvor man kender hvert et twist og på forhånd ved, hvilken karakterbue hver person gennemgår, er jo en helt anden oplevelse, end den førstegangsoplevelse, som forfatteren har planlagt bogen til at være. Det kan være vældig fornøjeligt at genlæse, for det er jo først der, man rigtig opdager, hvilke tråde forfatteren lagde ud, som man ikke opdagede første gang. Men man opdager også nogle gange at forfatteren vist ikke selv vidste, hvor bogen var på vej hen (det er så her redaktøren skal træde i karakter) 😉

En sidste bemærkning: Jeg støder ret ofte på sætningen “der findes ikke så meget dansk scifi”. NU MÅ DET STOPPE! Hvis man går ind på https://danskfantasy.dk/sci-fi/, så er der en liste med nyere dansk scifi. Listen er pt. på 128 bøger. Det er et glimrende sted at finde inspiration, og der er endda ret fine beskrivelser af hver bog. Mon Scifisnak har gennemgået en eneste af disse bøger???
Er alle bøgerne så gode? Nej, det kan jeg love jer, at de ikke er, men man kan jo altid dobbelttjekke på f.eks. Goodreads hvad andre syntes, inden man kaster sig over en bog. Og efterlad i øvrigt gerne en anmeldelse der af de danske bøger. For et åndsvagt lille sprogområde som danske, betyder det meget for forfatterne, at vi kan se, at vores bøger bliver læst ❤️

Hej med jer
En lidt sen kommentar om genlæs.
Jeg har som Majbrit genlæst Klit – men denne gang på engelsk som Dune. Det er “lidt” en anden oplevelse end da Henrik på 20 – 23 år læste Klit. Og så med både David Lynch’s “Dune” og de to nyeste film på nethinden. Men jeg er stadig vild med universet. Sproget er, måske er det mine manglende engelsk kundskaber, lidt svært. Det tager mig lang tid synes jeg. Men det er fedt at genlæse den bog der for alvor satte gang i mit SciFi hyperdrive.
Jeg har også genlæst “Roadside Picnic” af Boris og Arkady Strugatsky. Det vil sige at jeg har læst den på dansk: “En picnic i vejkanten”. Den er altså også en af mine favoritter. Jeg blev overrasket over sproget. Den er jo fra 1972 – og sproget er rent Olsen Banden ind imellem. Men det er vildt og godt tænkt og især den sidste del af bogen er nervepirrende og voldsom. Den næste jeg har på genlæsningslisten er “Colossus”, af Dennis Feltham Jones (filmatiseret som The Fobin Project) fra 1966. Som jeg husker den er den, ja fra 1966, og super fed. Jeg ved det ikke, men jeg vil tro at manuskriptforfatteren til Terminator-filmene må have læst den bog – mange gange.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.