Ep. 13: Ursula K. Le Guin, The Left Hand of Darkness

I novellen “Winter’s King”, som må siges at være kimen til “Left Hand….”, er første sætning: “The king was pregnant”.
Jeg er udmærket med på, at “Left Hand…” ofte bliver kategoriseret som “feministisk SF”, endda så langt ud at nogen/nogle opfattede “ansibel” som annagram for “lesbian”. Men det “én-kønnede” samfund har også været behandlet af Theodor Sturgeon i “Venus Plus X”, i Poul Andersons “Virgin Planet” og i Joanna Russ’ “The Female Man”. Bare som eksempler. Men selvom disse (også) diskuterer kønspolitik – udfra forskellige perspektiver – så er det stadig svært (for mig ihvertfald) at få greb om hvad ialverden “feministisk SF” er for en størrelse.
Er det “Tjenerindens Fortælling” af Margaret Atwood (der efter eget udsagn ikke skriver SF) eller er det “Kvinde Ved Tidens Rand” – Anna Kavans “Ice” eller Doris Lessings “Canopus In Argos”-serie??? Er det feministisk SF blot fordi det er skrevet af en kvinde? I så fald er Lois McMaster Bujolds “Vorkosian”-serie feministisk. Og hvad er iøvrigt det modsatte af “feministisk”? “Mandschauvenistisk”? Hm?
Der findes en anden genre-kategori som – efter min sølle opfattelse – bedre definerer Le Guins perspektiv, nemlig det der kaldes “antropologisk SF” (det kunne også hedde “etnologisk”, men hva faen), hvilket netop er SF der undersøger kulturer og kulturmødet. Michael Bishop og Ian Watts er udmærkede repræsentanter for denne genre. Og min opfattelse af Le Guin som eksponent for denne genre-kategori bygger jeg på, at hendes “Hain-cyklus” – hvoraf “Mørkets Venstre Hånd”, “Verden Er Skov” og “De Udstødte” er dele – alle handler om mødet mellem kulturer og problemet med at forstå hinanden på et grundliggende niveau. Dernæst hvad respekt og accept egentligt er for størrelser.
Genly Ai er godt nok en mand, men han er også en stor idiot, mens Estraven må siges at være pro-aktiv og maskulin – bortset fra når han kommer i “kemmer”. Alene på bræen, med fjolset, der opretholder en køns-attitude, og ikke engang opfatter hvad der foregår. Hvorefter Estraven må “brænde kroppen af” – hvilket redder dem. Eller måske er det omvendt: – at Estraven ikke forstår hvorfor Genly Ai ikke bliver “kvinde”, når han nu kommer hér med sin proaktive maskulinitet. Se, det er den slags finurligheder, der gør romanen interessant. Og det er selvfølgeligt kønspolitisk og jeg skal komme efter dig, men det er i høj grad antropologisk – om det også er “feministisk”…..hm!

Tak for en god diskussion på ‘casten – bliv for pokker ved, drenge.

ps: – i “The Lathe Of Heaven” (Himlens Drejebænk), er det en psykolog, der tror at han kan bruge sin klient, hvis drømme åbenbart kan ændre virkeligheden, men det går grueligt galt – hver gang. Som i vittigheden med manden, der får tre ønsker og fortæller det til sin kone: “De største kaktusser i hele verden”, siger hun. “Op i røven med dine kaktusser”, svarer manden. Og det tredje ønske bliver en pincet til at trække nålene ud.