Forestil dig at du er tidsrejsende. Det lyder spændende. Så forestil dig at du rejser i tid spontant uden kontrol. Lidt for spændende!
Time Traveler’s Wife er af Audrey Niffenegger, og udkom i 2003 som hendes debutroman.
Det er sagt helt kort en romantisk historie om parret Claire og Henry og hvordan de mødte hinanden og hvordan deres forhold udvikler sig.
Men der er så lige det lille twist på historien, at Henry lider af en sjælden genetisk mutation, der gør at han ukontrollabelt suser rundt i sin egen tidslinje, og dukker op splitterragende fornøjet på de mest upassende tidspunkter og steder.
Og allerede af denne korte beskrivelse er det måske tydeligt, at det nok kan diskuteres om bogen skal klassificeres som scifi eller romantik? Men lad os se hvad vi finder ud af når Anders og Jens Scifi snakker The Time Travellers Wife.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
14 kommentarer til “Ep. 95: Audrey Nifenegger, The Time-travellers Wife”
“Og allerede af denne korte beskrivelse er det måske tydeligt, at det nok kan diskuteres om bogen skal klassificeres som scifi eller romantik?”
“Og allerede af denne korte beskrivelse er det måske tydeligt, at det nok kan diskuteres om bogen skal klassificeres som scifi eller romantik?”
Måske kan den være begge dele?
Hej Lise. Tak for kommentaren. Ja den er nok lige på grænsen af, hvad vi normalt tager med. Det er ikke altid helt nemt det med at få en sikker pejling på en bogs genre bare ud fra research.
Men måske er det lige præcis det som jeg faldt for i bogen. Det var en tidsrejsehistorie fra et helt nyt point of view.
Tak fordi du lyttede med!
Jeg er faktisk ovenud begejstret for bogen og er vendt tilbage til den et pár gange. Den fænger simpelthen med sin aparte og ret underholdende præmis. Udover en bog jeg læste som barn, der havde en hovedperson der flyttede sig i sted – rundt i universet (den var så for-meget-for-en-teenager-fræk at jeg har fortrængt titlen), var der også flere episoder i (Rod Serling-æra) Twilight Zone hvor folk spontant vandrede rundt i tid. Så helt uden fortilfælde er historien ikke. Den er bare ualmindeligt veludført.
Men; det som er rigtig interessant og som i også kommer lidt ind på i podcasten, er karakteren af de anmeldelser der er på Goodreads. Hold da kæft hvor er [nogen] folk sure på den bog. Dem der kan li’ den bliver uden omsvøb kaldt idioter, analfabeter, lemminger og een-milliard-fluer-æder-lort-underlødig-litteratur-og-den-slags-læsere. Hvad i alverden er det ved en bog, som får den slags frem i folk? Dét går altså henover mit hoved at en bog kan ha’ den effekt. Kunst; et maleri, måske, eller til nød en film. Men sgu da ikke en frit opfundet historie, altså.
Hej Thomas
Nu har jeg jo tidligere haft held med, at finde “glemte” bogtitler – senest Peters “Topman” – så hvis den dér lige-frække-nok-én, er én du eftersøger, giver jeg det da gerne et skud. For umiddelbart minder den mig om rigtigt mange. Hvornår, cirka; Dansk? Oversat? Andre detaljer?
Nu med hensyn til Den Tidsrejsendes hustru: – jeg har ikke læst den; jeg har ikke hørt den; jeg har ikke set den. Hvilket fuldstændig diskvalificerer mig i forhold til at mene noget om den. Til gengæld har jeg læst en del anmeldelser af den, kritik af den, samt de yderst lavpandede kommentarer som visse læsere af den har udgydt – herunder dem, du refererer til. Så dem er jeg berettiget til at mene noget om 🙂
For det første er der tydeligvis tale om frustrationer, der udspringer af den dikotomi, som ScifiSnak og Lise Andreasen er inde på: – sammenblandingen af genrer. Hvilket er en form for kritik, der udspringer af en meget tyndbenet purisme. Andre slår på, at romanen er drivende sentimental, men hvis romaner ikke må være dét, så er det blot endnu en grund til at afskaffe den danske national-kanon. Atter andre synes der er for meget sex eller for lidt sex. Og så er der de, der finder at den er dårligt skrevet. Tjahe – det er jo standpunkter man kan indtage – men de siger nok mere om standpunktet end om romanen. Det er ihvertfald ofte tilfældet med den slags: – man opfinder et alibi, der dækker over at man ikke bryder sig om værket. Sig dét, istedet.
Noget andet er, at der tilsyneladende er opstået en slags konspirationsteori omkring romanen, og så er der dømt lavine. Og det drejer sig – selvfølgelig – om at “svinet” kontakter “en lille pige”, som han vil “giftes” med, hvorfor romanen kan ses som et forsvar for … osv.
“Nåmmen,” kan man sige, ” -hvorfor hedder den så ikke bare “The timetraveller’s husband”? Til hvilket man kan spørge: – ville det være blevet bedre af det? Men samtidig understrege, at Niffenegger er kvinde og at det af den grund nok er lidt nemmere for hende, at sætte sig ind i, hvordan en kvinde ville forholde sig i en sådan situation.
Endelig er der det forhold, at når kritikken af kulturelle fænomener bliver høj og skinger, så er det gerne fordi den mangler saglige argumenter 🙂
…. – hvis du kan bruge det til noget –
hilsen Henning
Hej Henning – Tak for kommentaren. Jeg er enig i at man ikke kan kritisere noget alene for at mikse genrer.
Når det er sagt, synes jeg, at det kan være skuffende, når bøger udgiver sig for at være noget, de ikke er.
Tak fordi du lyttede med! 💪🏻
Nu skal man – efter sigende – ikke multiplicere faktorer uden skellig grund. Men bringer det os ikke netop tilbage til “Tiden uden rum” og “Shikasta”?
Men okay – “The Timetraveller’s Wife” er mere beslægtet med “Berkeley Square” end med “The time machine”, og burde måske derfor retteligen være “kategoriserat”, som svensken si’r, som Fantasy. Også lidt fordi den – angiveligt (som sagt: – jeg er invalid) ikke helt kan tilfredsstille Darko Suvins “hegemonisk intenderede novum” 🙂 og lol –
Se, nu rodede jeg rundt for at prøve at huske hvad den handlede om, og tror faktiisk jeg har fundet den, eller i hvert fald forfatteren. Jack. L. Chalker har skrevet to serier, der begge umiddelbart kvalificerer til handlingen, nemlig Soul Rider og Well World. Jeg kan faktisk ikke gennemskue af referaterne, hvilken af serierne der kommer nærmest. Men jeg tror det er en af de to. Umiddelbart hælder jeg til Soul Rider (Flux and Anchor) (og mens jeg skrev det, kom jeg til at hælde mod Well World).
Hej Thomas
Umiddelbart husker jeg ikke “Well World” eller “Flux and Anchor” som specielt “erotisk udadreagerende”. MEN: John Varleys “Titan”, der faktisk godt kan minde lidt om ihvertfald Well World, har faktisk et narrativ, der måske godt kunne give lidt røde kinder. Der bliver “hygget” en del i den roman og ikke blot “interhumant”, men også med splitterandre væsner. Og jeg tror egentlig godt jeg vil give “Gaia”-trilogien 3 stjerner ….. – uden forbindelse med det “erotiske indhold”, der ærlig talt forekommer lidt pubertetsagtigt 🙂 . Men det er nok bare mig.
Hilsen Henning
Jeg kan godt blive lidt bekymret over dine tilsyneladende paranormale evner. Det er jo den; Gaia. Jeg har lige fundet den på Goodreads. Du har helt ret i at det er pubertetsagtigt, men det svarer jo også fint overens med min alder dengang 🤭.
Hej Thomas. Ja det var meget besynderligt, at kigge kommentarer igennem på Goodreads.
Jeg forstår godt, at man kan synes den er for lang; eller at man bliver skuffet over, at bogen ikke var mere SCIFI.
Men smag og behag. Jeg kan selv blive rimelig irriteret på en bog, hvis jeg synes den har spildt min tid. Tak fordi du lyttede med!
Hej Thomas (og alle andre, der læser med)
Ja, nu bliver det jo nærmest en personlig mail, men jeg tror vore værtsfolk vil bære over med det 🙂 Det vigtige er, at vi fandt titlen på din “eftersøgelse”, og hvis du vil genlæse trilogien (nu på ogginal-sproget), så ved du jo godt hvad du skal lave, de næste 1000 sider 😉
Tillad mig – hvor smigrende det ellers er – at aflive “paranormaliteten”. Der er nok snarere tale om “obsession”, samt et “memory-card” der er fyldt til bristepunktet med alt sciencefictionsk (hvorfor der ikke er plads til at huske, hvad det var jeg havde lovet at købe ind, eller hvornår det nu er jeg skal til optikeren – ren professor Spinat 🙂 ). Og hertil kommer så den “associative markvandring” – et udtryk jeg har tyvstjålet fra en underviser, men som passer sig utroligt godt til spørgsmål som dit og Peters:
Faktisk er det blot induktion og deduktion: ” – Teenager. Næppe engelsklæsende. Science fiction med sex. Flux og Anker. Sjælenes Brønd. Altså Borgens udgivelser fra firserne, med hovedtemaet “World-Building”. Kunne også være Tellerups “Mizar”-serie, men den var udpræget YA og på alle måder total u-sexet”.
Og det kan heller ikke være fra SV-Science Fiktions iøvrigt umådelige “korpus”, for det er yderst begrænset hvad der er af “nærkamp” i de udgivelser, og for en teenager i firserne ville det være “noget gammelt bras”, hvis forsider – “covers” – ikke ville virke tiltrækkende (skulle da lige være Delanys “Skæringspunkt”/The Einstein Intersection. Men: nej!)
Så er der ikke så meget tilbage – andet end diskvalifikationer. Det kan ikke være “Klit”, “Det mangefarvede land”, “Grøn”, “Stjerneflod” … og “Flux” og “Well” er det heller ikke. Der er lidt pseudo-hanky-panky i “Ringverden”, men den ville du have haft helt præsent. Og i øvrigt er beskrivelserne af “det mellemfolkelige samvirke” i “Ringworld” af nærmest klinisk karaktér, ja, nærmest sex-forskrækket, hvor det er tydeligt at forfatteren vil vise sig som åh-så-frigjort, men blot understreger sine egne, personlige fordomme.
Med de forhåndenværende oplysninger står der kun én kandidat tilbage, og det kvalificerede gæt er så: “Titan”.
Et sherlockholmesk “three-pipe problem” – men på ingen måde paranormalt 🙂
Og tro mig: – det var sjovt
hilsen Henning
Jeg var selv ret begejstret for Time Trawellers Wife da jeg lyttede til den tilbage i 2009 (5 *), jeg tror absolut at lydbog formatet var medvirkende til min begejstring, nogle bøger er bare skabt til at blive hørt og de vekslende kapitler med skift imellem en mand og kvindestemme fungerer bare, jeg bemærkede også at Jens som var mest begejstret også havde lyttet til den, måske det var en ide at behandle forskelle i oplevelsen på læsning og lytning i et afsnit af podcasten, personligt har jeg en del forfattere som jeg næsten altid lytter til, f.eks China Mieville, Brandon Sanderson og Peter Hamilton.
Hej Lars – Tak for kommentaren 🙂
Vi kommer nogle gange ind på det med lydbogs-versionen. Senest i afsnittet om Oppenheimer Alternative, hvor vi morer os over de mange engelsk/europæiske accenter, som oplæseren skal kæmpe med.
Tak fordi du lyttede med.