Kategorier
1960erne 1970erne

Ep. 77 – Frank Herbert, Destination Void

At læse Destination Void er filosofisk klaustrofobi. Hele handlingen foregår på koloniskibet Earthling 6, hvor 4 kloner jagter løsningen på kunstig intelligens.

Navnet Frank Herbert leder tankerne automatisk til ørkenplaneter og sandorme. Men Dune er kun en del af det store forfatterskab på næsten 30 romaner og en omfattende samling kortere fiktion.

Omtrendt samtidig med udgivelsen af Dune skrev Herbert “Destination Void” – og lagde dermed kimen til hans anden serie: “The Pandora Sequence” – Og hvor Dune nærmest var en ridder-fortælling forklædt som Scifi – så er Destination Void filosofisk Hard Scifi!.

Mandskabet skal bringe Earthling 6 sikkert til Tau Ceti og kolonisere en ny planet, med skibets last af sovende kloner og dna fra alverdens flora og fauna. Alle ombord er kloner – og dermed ejendom uden egne rettigheder… totalt undværlige.

Men noget er gået galt med skibets hjerner – de specialklonede kropsløse hjerner som skulle balancere alle skibets processer. En efter en er de døde. Den eneste løsning er, at få skibets computer til at udvikle bevidsthed og styre dem sikket til Tau Ceti.

Void er en meget ambitiøs og filosofisk bog. Mange af de spørgsmål Herbert stiller i Void ser vi genbesøgt i bøger helt op til vores tid. Når Bickel i et kort øjeblik bliver ét med skibets bevidsthed og oplever hele skibets sensoriske input, fra hver en måler, så bringer det mindelser om Brek; skibscomputeren fra Ancillary Justice, der bliver til et menneske. Man kommer også til at tænke på Blindsight – hvor Peter Watts stiller spørgsmål ved hele ideen om, at bevidsthed er væsentlig for højere intelligens.

“Is consciousness merely a special form of hallucination?”
― Frank Herbert, Destination Void

At læse Void er ikke en “walk in the park.” Man skal holde tungen lige i munden, når religion, videnskab og filosofi blendes in i dialogen, når de 4 kloner forsøger at løse bevidsthedens gåde. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Destination Void.”

Shownotes

  • Ivrig debat om forslag til Scifi på dansk til en teenager. (Steen vil gerne opdrage sin 13 årige søn ordentligt) – Så hvad kan man læse på Dansk
    • Klit, Spillleren, Neuromantiker, Robot (Jens)
    • Gene Wolfe: Den nye sol (Peter)
    • Rendezvous med Rama og Klodernes Kamp og Håndbog for vakse galakseblaffere (søren)
    • Enders strategi (Pia)

5 kommentarer til “Ep. 77 – Frank Herbert, Destination Void”

Hold kæft hvor har jeg glædet mig til at høre den hér podcast – både udbetaling af feriepenge og juleaften blegner i sammenligning! Og jeg blev ikke skuffet. Fedt, at I gad!

Hej Jens og Anders!

Selvfølgelig har jeg nogle kommentarer (men jeg fisker altså ikke efter point, så jeg kan få lov at bestemme en bog, som SciFiSnak skal tage under kniven).

For the record: – det er ret sikkert, at I ikke ville være kommet igennem den oprindelige udgave af “Do I wake or dream”/”Destination:void”. For det første fordi den nærmest er “stream of (un)consciousness” og fyldt med ligninger, som i 1978-udgaven er henvist til et “addendum”. For det andet fordi figurerne/personerne er fuldstændig flade og uden nogen form for personlighed – de er funktioner (rimer på “kloner”)

Til Anders vil jeg godt liiiige gøre opmærksom på, at der faktisk refereres til en yderst steril barndom og opvækst på "Moonbase" (ikke meget, men det er der). Og man får faktisk et overordnet indtryk af rigid manipulation, hvor der bliver drejet på nogle "knapper" i opdragelsen og uddannelsen af det næste "klon-hold" til den næste "Operation Earthling". Og så er der det centrale punkt om "rogue consciousness" og hvad der skete i Puget Sound.

Men selvfølgelig er det en smagssag, hvordan man har det med "technobabble". For meget og for lidt - og problemet er nok, at Herbert blander eksisterende begreber fra kybernetikken med egne - til lejligheden - selvopfundne (hvilket er en observation også Svend Kreiner Møller gjorde, i 1978, i Proxima).Men sådan noget som "ENG-multipliers" findes faktisk, den dag i dag - men ikke i 1965 :-) - dog under et andet navn.

På den anden side: - "neologismer", ikke? Og I nævnte selv Lem og "Solaris" -
Spørgsmålet er om den slags bidrager til læse-oplevelsen, og på den baggrund forstår jeg godt den store diversitet i bedømmelserne af romanen. Og jeg forstår også godt - og jeg er enig - når Janus, ovre på goodreads aldeles ikke anbefaler "D:v" til "Dawn", der kun har læst "Dune". For så er man da færdig med det forfatterskab - og det ville være synd.
Herbert har så også skrevet "Dragon in the sea"/"Under pressure", der foregår på en atomubåd, der skal stjæle olie fra "russerne". Den ligner faktisk ret meget "D:v" - uden "technobabble", OG med en anden problematik. Den kan jeg faktisk varmt anbefale.

Hvis man kun kender til Herberts "Dune"-serie, er det IKKE "D:v" man skal fortsætte med. Og iøvrigt kan jeg egentlig ikke anbefale hverken "Heretics" eller "Chapterhouse" til andre end de som bare må have det hele med (hvilket hverken de, man eller jeg får .... og det nytter ikke noget at læse videre hos Brian og Kevin)

Nej! Hvis man vil videre med Herbert, skal man kaste sig over hans 3. serie: "The ConSentiency Universe", der omfatter to noveller og to romaner. Og det har jeg tænkt mig at komme nærmere ind på, ovre på http://superkultur.dk/ indenfor den nærmeste fremtid.

Jeg syns I har behandlet noget gammelt l...... - en ældre tekst - på en yderst kvalificeret og nuanceret facon. Og lissom jeg er glad for, at jeg var insisterende, er jeg morderlig glad for at høre jeres take på moletjavsen. All timeses, drenge!

Hilsen Henning

…og for resten, så bliver jeg i den grad nysgerrig når jeg læser “For the record: – det er ret sikkert, at I ikke ville være kommet igennem den oprindelige udgave…”. Det er lige sådan noget som kan få mig til at læse bogen én gang til :-).

“Do I wake or dream” er præcis lisså ulæselig – eller måske ligefrem kedelig – som nogle de manuskripter, fra Herberts hånd, der er udgivet indenfor de seneste år. Der er ikke så meget at komme efter! 1978-udgaven af “Destination:void” er – imhotep – til stadighed et ret interessant bolsje.
Og har man ikke fået nok, kaster man sig hovedkuls ud i Daniel Dennett og Norbert Wiener –
Men jeg kan do godt se, at det ikke ligner en anbefaling ;-D

Ja, jeg må nok tilslutte mig oplevelsen med lidt for meget vrøvl på technobabble-siden. Jeg kan se igennem fingre med meget, men her tager det fokus fra historien. Vel egentlig også det Anders konkluderede, forekommer det mig. Ikke bare fordi det er noget vrøvl, men også fordi det er fuldkommen overflødigt genrefyld (Læg mærke til at f.eks. Ann Leckie faktisk stort set ikke nævner teknik nogen steder). For selve historien er jo netop overordentligt interessant. Ikke bare det åbenlyse gys ved tanken om en bevidst komatilstand, men også synet på klonerne og missionens i øvrigt ret modbydelige legitimering. Jeg ville så gerne kunne li’ den, fordi mit fagområde netop er i neurale netværk, men måske netop derfor stryger den forbi målet. Jeg har lige købt Axiom’s End; så lad os se om ikke det er mere i min boldgade.

Hej Anders og Jens. Endnu en glimrende anmeldelse. Jeg kommer nok til at spinge Destination Void over. Når hard sci-fi begynder at pille sig for meget i sin teknologiske navle, så står jeg som regel af. Egentlig kan jeg godt tolerere lidt techno-babble fra tid til anden, fx danser Gibson jo også på en knivsæg, hvad angår hans beskrivelse af teknologiens applikationer, men han formår som regel at gøre sit babble så vildt og sprogligt interessant, at jeg går med på legen. Jeg forstår det ikke altid helt, men jeg VIL gerne 🙂 Forresten så vil jeg lige nævne, at I har gang i en rigtig god vane med at oplæse små karakteristiske uddrag fra de bøger, I anmelder (nu har I i hvert fald gjort det i både Luderen… og Dest. Void). I Luderen var det virkelig morsomt, og i Void fik man også straks en fornemmelse for tonen, så man ligesom kan beslutte, om det er den slags techno-babble man har appetit på eller ej. Så bliv endelig ved med det. Og til slut vil jeg lige nævne, at hvis I skal prøve kræfter med en guilty pleasure så skal I overveje Bad Voltage. Den er ret vild. Nok mere en Anders bog end en Jens bog, men helt sikkert én til en regnfuld søndag, hvor man ikke har kræfter til Shakespeare.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.