Kategorier
2020erne

Ep. 89: Kim Stanley Robinson, The Ministry for the Future

Endnu en Climate Fiction bog fra Kim Stanley Robinson. Med The Ministry for the Future tackler han den store globale historie om, hvordan vi overkom klimakrisen.

Kim Stanley Robinson var alles Hard Scifi darling i halvfemserne, med hans serie af Mars-bøger, der startede i 1992 med Red Mars. Og de Hard Scifi skills har han bragt med sig ind i Cli-Fi genren; Science Fiction om klimaudfordringerne. Seneste læste vi i SCIFI SNAK New York 2140.

Det spændende ved The Ministry for the Future er, at den er et meget ambitiøst projekt. Kim Stanley Robinson giver her, en fortælling om, hvordan menneskeheden tackler klima-krisen, i en global historie der forløber fra 2025 til cirka omkring 2050.

Vi følger Mary, der er generalsekretær for en FN organisation, der populært kaldes “The Ministry for the Future”. Denne organisation har fået til opgave at beskytte “all living creatures present and future who cannot speak for themselves, by promoting their legal standing and physical protection.”

Men i starten af bogen går det trægt – som det jo gør med klimaforbedringer.

Vores anden hovedperson Frank er en PTSD-ramt overlever fra en klimakatastrofe i Indien, hvor 20 mio mennesker døde i varmen. Han møder Mary i et skæbnesvangert møde, der får skubbet udviklingen i gang.

At læse Ministry for the Future er en sjov og fragmenteret oplevelse. Hvor forfatteren i andre bøger har en tendens til at inkludere vel rigelig eksposition, så er hele kapitler i Ministry for the Future dedikere til at overlevere fakta til læseren, helt uden skam. Af og til virker bogen næsten som en fagbog.

Men først og fremmest er bogen Kim Stanley Robinsons, der bruger sin fantasi til at forestille sig, hvad der skal til. Økonomien skal tænkes om – og hvordan kommer det til at ske? Videnskabelige løsninger på polernes smelten skal findes – og vi er med på indlandsisen og se det ske.

Dertil følger vi skæbner over hele verden og ser krisen og løsningen i et globalt perspektiv. Vi er med når desperate mennesker bliver klimaterrorister, og aktivt forsøger at knække halsen på fly-industrien. Nogle organisationer “Children of Kali” går så vidt som, at myrde Oligarker.

The Ministry for the Future er en kraftpræstation af en bog. Det er en af den slags Science Fiction bøger som der er alt for få af. Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Ministry for the Future.”

Shownotes:

Intro og siden sidst

En kommentar til “Ep. 89: Kim Stanley Robinson, The Ministry for the Future”

Det kan være forbundet med store vanskeligheder, at undgå en kobling mellem klima og politik. Og mere tit end ofte bliver det fremhævet, at nu skal der ikke søges “årsager” – nu skal der “handles”.
Jeg ved derfor overhovedet ikke om denne – min kommentar – hører til hér, i dette forum hvor vi diskuterer “de fantastiske genrer”, eller om den hører til på et vælgermøde … – eller en anden blog. Måske må jeg forlade mig på, at skiffy-snakkerne (Hej Jens og Anders!) sletter indlægget, hvis det er “over the top” eller udenfor rækkevidde. Hvilket burde være advarsel nok!

I 1971 havde vi om “Miljø og Forurening” i skolen. Det var godt nok en Lille Skole, så måske var den mere fremme på “beatet” ifht “grøn tænkning”. For i forhold til science fiction, var der ikke noget nyt i det, formedelst det forhold at “The Death of Grass” af John Christofer var udgivet i 1956 ” – men måske, alligevel, idet John Brunner udgiver sin “The Sheep Look Up” i 1972. Og Alvin Toffler havde udgivet sin “Future Shock” i 1970. Så min unge alder til trods, var jeg der måske, da det tog fart – the times they are a’changing.

I adresserer noget centralt, når I konstaterer at der ikke er sket det store mellem COPdit og COPdat. Men jeg skal ikke tage det til indtægt for et forsvar for min udlægnng – jeg stiller mig blot enig … og også enig i jeres kommentarer vedr. forholdene i “3. Verdens-lande”. MEN:

Der synes at være bred enighed om, at klima-ændringerne er vores allesammens problem. “Aye, to that!” Men der synes også at være enighed om, at “derfor skal vi alle gøre noget ved det!”
Beg to differ!
Fra og med 1792 etablerede den rige del af borgerskabet sig som de nye “suveræner” der gradvist, men successivt, tilegnede sig verdens ressourcer og rigdomme; fik etableret virksomheder og handelsruter, akkumulerede ufattelig kapital gennem udnyttelse af såvel ressourcerne som arbejdskraften. Men udviste ingen hensyntagen til menneskerettigheder, miljø-ødelæggelse eller socialt ansvar. Det måtte andre (virkelig) ta’ og tage sig af. Så det er 200 års grasserende Kapitalisme, der har bragt os dette problem på halsen. Hvilket jeg ihvertfald ikke har tjent så meget som en bøjet fem-øre på!
Alligevel skal jeg høre på, at “vi alle” må gøre en indsats – mens jeg ikke er dummere end, at jeg udmærket kan få øje på, at indtjeningen, kapitalakkumuleringen hos megakoncerner er stødt stigende (uligheden bliver større; ikke mindre!). Det irriterer mig grænseløst! Derfor irriterer det mig også når forfattere – herunder KSR – IKKE adresserer det indbyggede problem i den samfunds-økonomiske model, men spiller videre på Francis Fukuyamas hovedløse ide om, at Kapitalismen skulle være endemålet og gefundenesfressen ifht al menneskelig stræben, og at vi FRA DET UDGANGSPUNKT “sandelig må finde en løsning”.
“How about: NO!”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.