Skip to content →

Ep. 64: Blake Crouch, Recursion

Blake Crouch er god til at skrive sådan nogen thrillere med afsæt i dyb videnskabsteori. Tidligere har han fået mest opmærksomhed for bogen Dark Matter, hvor emnet var alternative virkeligheder. I Recursion er fokus tiden og hukommelsen og hvordan de to påvirker hinanden.

“Time is an illusion, a construct made out of human memory. There’s no such thing as the past, the present, or the future. It’s all happening now.”

Men Recursion er altså også en Thrillere. Vi følger en fordrukken politibetjent med en tragisk fortid og en intens ensporet hukommelsesforsker i en verden, hvor folk pludselige bliver ramt af falsk hukommelse. Hvad er det der sker? Det hele bliver spundet sammen til en action-packed tidsrejse-jagt, hvor hele menneskehedens overlevelse er på spil. Jens og Anders har SCIFI Snakket Recursion.

Published in 2010erne

3 Comments

  1. Henning Henning

    Yo, there!
    Indledningsvis vil jeg lige gøre d’herrer opmærksom på, at “The Handmaids Tale” er blevet behandlet af gutterne på http://www.xn--lsden-sra.dk/wp/index.php/2018/11/08/laes-den-the-handmaids-tale-ep-39/

    Hvilket så enten (alt efter temperament, humør eller lyst) kan betragtes som en udfordring, en &hvaså? eller en en “det ser vi på”!

    I efterlyser en form for forståelses/fortolknings-matrice ifht, hvad der egentlig er “gang i” i “Recursion”, og – for starters – er det da ganske klart og tydeligt, at Crouch har været igang med noget (populær)videnskab. Til gengæld mixer han også cocktailen, således at det ikke er gennemskueligt hvorvidt han henter sit momentum fra naturvidenskaben(erne) eller fra (sprog/eksistens)filosofien. Afsløring: – begge dele!

    Nuskahøre:

    En gren af eksistentialistisk semiotik – altså læren om hvordan tegn bliver til sprog, og sprog er tegn – fastholder, at det først er i sansningens øjeblik, at objekter (eller verden) får eksistens. M.a.o.: – det er først når jeg åbner køleskabet, at de to kolde bajere “træder i karakter” som – nåja – to kolde bajere. Fordi det er min sansning, der skaber dem! Ikk’sandt (og hvis nogen råber “Schrödingers Kat” – godt! Du er med …. selvom det ikke er det, Schrödinger mente med sit tankeeksperiment, men det er en anden snak).

    Så sansningen skaber verden – ikke omvendt (altså ifølge denne eksistens-filosofiske retning, der også går under betegnelsen “solipsisme” – se Heinlein).

    Det var det ene.

    Det andet er:
    Point of divergence – divergeringspunktet.

    Tillad mig – for forståelsens skyld – at trække en virkelig gammel og skamredet pru-hest af stald: Enten vandt De Allierede eller Aksemagterne 2. Verdenskrig (Fatherland, SS-GB, The Man In The High Castle m.fl.). Men set ifht “københavnerfortolkningen” (eller MangeVerdener-teorien) vandt begge parter – i hver sin adskilte tidslinje! Point of divergence – adskilles(tids)punktet. I hh til MV-teorien gir det ikke meget mening, at lave en tidsmaskine og rejse tilbage i tiden og kvæle baby-adolf – for det skaber (blot) “a point of divergence”, omend det, muligvis, i DIN tidslinie resulterer i en virkeligheden UDEN 2. Verdenskrig ….. – hvilket så igen er en tidslinje forskudt fra den vi kender, på vores tidslinje (capisce?)

    Okay! Men idet det nu er sådan (i “Recursion”), at sansningen skaber verden, virkeligheden, så følger der at, dersom en person allerede har hentet et potentiale til sansning fra fortiden – altså en ide om, hvad personen vil sanse – så skaber det en virkelighed, der er baseret på den hukommelse vedkommende bringer med til “nutiden”.

    I “MV-teorien” er det implicit at der også vil være verdener/tidslinjer, der ligger så tæt på hinanden, at en “mixture”, en “merging”, er mulig. Ikke divergens, men konvergens! Ikk’oss’?

    So yes so!
    Hvis personen altså husker et adskillespunkt, så vil personens sansning på et senere tidspunkt – altså “oppe” ad tidslinjen – kunne skabe en (ny) verden, der kun ligger en tapetstykkelse fra lignende verdener, og transitionen af individer forårsager blot lidt næseblod, når tidslinjerne konvergerer/merger. Er vi med?
    Virkeligheden skabes af sansningen. Sansningen er afhængig af forestillingen. Forestillingen er afhængig af hukommelsen/erfaringen. Så per hukommelsen kan man altså (bestemme sig til, eller blot “indlejret” i hukommelsen som noget tentativt, noget ønskværdigt) at sanse noget specifikt. Voila: “Worldbuilding”.

    Nåja – ren kong Gulerod: – lad mig sige, at det var sådan jeg forstod “problematikken” i “Recursion” (prøv iøvrigt at google “recursion” og se, hvad der står)

    Og så skal jeg da lige huske at sige, at The Butterfly Effect er et begreb, der blev introduceret i forbindelse med noget med meteorologi; senere “lånt” af Kaos-teorien og dernæst blevet til et – hm – “idiom”/”trope”/-noget.
    Lidt sjovt er det – og det er den I har fat i – at Ray Bradburys “A Sound Of Thunder”, netop handler om en tidsrejsende, der kommer til at jokke i en sommerfugl, da han ikke kan finde ud at skyde en T-Rex, og “nutiden” forandres – på grund af den døde sommerfugl.

    Men når vi nu er hér, og som en forlængelse af ovenstående: – hvad med at læse “The Lathe Of Heaven” af Ursula K LeGuin? Prøv at gurgle den!

    AAAAAAnnnndd Iiiiiiiiii, will Always Loooooooooooove youuuuuu, uhhe-uhe! 😀

  2. Hej Henning. Lad mig starte med at sig wow! Bare wow 🙂

    Tak for afklaring af Ray Bradbury novelle. Klart blevet en trope. Jeg har inkorporeret Terry Pratchett joken, om at vi skal have fundet alle de sommerfugle der starte de der orkaner og få dem til at stoppe, i mit faste tøhø-repetoire.

    Det lyder spændende med Lathe of Heaven. Sidste gang vi læste Le Guin var det jo helt fænomenalt.

    Tak for input. Glæder mig til at prøve at genfortælle 🙂

  3. Henning Henning

    Iøvrigt: – I – ØV – Rigt – “coinede” Edward Lorenz først “the butterfly effect” i 1969, mens Bradburys novelle er fra 1952. Den prosaiske forklaring er muligvis at Lorenz har læst Bradbury – den mere interessante er, at Bradbury havde en tidsmaskine og tog til 1969, snakkede lidt med Edward og derefter besluttede sig til, at han ville skrive for at forhindre fremtiden (det sidste er hans egne ord: “I write to prevent the future” – what a jack-a… , sikke et fj… – jeg mener: særpræget personlighed 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.