I 1977 blev Danmark til en rumfartsnation i tegneserien Rejsen til Saturn, hvor en gruppe antihelte får startet en interplanetarisk krig mod saturnboere i flyvende tallerkener lavet af nougatis.
Rejsen til Saturn gik som føljeton i det satiriske magasin Corsaren i midten af 1970erne. I 1977 udkom den så som samlet bind, og dermed havde Danmarks tegneseriehimmel fået en ny stjerne.
Claus Deleuran fik udgivet tegneserier fra 1968 frem til hans alt for tidlige død i 1996. Han fik succes med detektivserien Pirelli & Firestone, hvor han i tre afsnit arbejde sammen broderen Jesper Deleuran. Sidenhen nåede han 9 bind af hans illustrerede Danmarkshistorie.
Rejsen til Saturn kombinerer folkelig humor med et satirisk blik på det danske samfund. Heltene er på Storm P’sk facon den jævne mand, som ikke tager livet så tungt, og som har hjertet på rette sted. Hvis man har en pilsner og et tarzanblad, eventuelt et nummer af Ufo-sex, så kan man nok holde humøret højt. Hovedpersonerne i Rejsen til Saturn ville føle sig hjemme i Olsenbandenfilm, og de lytter sikkert til Gasolin til deres fester.
Hvis helten er den jævne mand, så er skurkene politikere og bureaukrater og krigsmagere. Disse selvhøjtidelige ulykkesmagere er skyld i alle problemer. Det er den bøse Sergent Skrydsbøl der ved en misforståelse får startet krigen, og da jorden bliver erobret, så står kapitalister med store cigarer klar til at lave profit på det hele.
Historien er Science Fiction fordi det er sjovt. Her skeles ikke til fysiske begrænsninger. Man kan gå på Saturns overflade. Man kan møde rumuhyrer. Man kan tanke sin raket op på en svævende Ufo-X tank. Hvis Claus Deleuran forholder sig til fysikkens love, så er det kun for at bruge dem i sin fortælling, som når hovedpersonerne møder et sort hul. Det er et stort eventyr det hele.
Faktisk flyver vores helte så langt væk, at de når til himmerigets port, hvor de låner lidt brændstof af Vorherre. Her lærer man, at der også er lokumspoesi på væggene i toiletterne i Himmerige (“Englefisse!”) Og Jesus… ja han prøver konstant at lave et comeback, men det bliver aldrig helt det samme. Rejsen til Saturn tager meget uhøjtideligt på det guddommelige. Gad vide om det var gået i dag.
At Rejsen til Saturn blev udgivet som føljeton kan godt mærkes. Den er lidt ujævn, og meget af det spændende sker i den første fjerdedel. Men den har stadig en fascinationskraft i sin naive men detaljerede streg, som giver en lyst til at gribe en blyant og tegne sit eget rumeventyr. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET “Rejsen til Saturn.”
Shownotes til Rejsen til Saturn
- Scifi-adjacent: Anders har læst Richard Powers “Bewilderment”
- Anders er netop begyndt på “Goliath” af Tochi Onyebuchi.
- Star Wars Visions sæson 2 udkommer 4/5 og Fucking Aardman laver et afsnit!!!!! Trailer på Youtube
- Jens tog imod Pernille råd på Vilde Universer og læste videre Stephen Kings Dark Tower serie: The drawing of the Three! Den var god!
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
6 kommentarer til “Ep. 105: Claus Deleuran, Rejsen til Saturn”
Linket til Bewilderment skulle have været https://www.goodreads.com/book/show/56404444-bewilderment me thinks.
Ups! Funny story. Satte min indbyggede chat-gpt til at hente links. Og ingen af dem var rigtige. Og dette fik jeg så ikke rettet 🙂
Tak for hjælpen!
D’herrer Poder & Nissen
Uddeling af stjerner, smileys, kokkehuer eller blinklys er naturligvis en håbløs idræt 🙂
Og naturligvis kan vi ikke på nogen måde sammenligne Rejsen Til Saturn med The Forever War. Og det skal vi heller ikke 🙂
To ting vil jeg dog godt liiiiiiige …. :
For det første: ” The devil is in the detail”, og Claus Deleurans tegninger flyder over med detaljer, man kan fordybe og fortabe sig i. Og i samme ombæring: – han besidder evnen til at karikere alt, på samme måde som Franquin i Vakse Viggo, uden at være et plagiat.
For det andet: – Claus Deleurans produktion er kolo-enorm, og diverse tegneserier (og de er gode – allesammen, selvom “tidens tand” osv) er kun glasuren på toppen af kransekagen. Og “rygtet” (der i skikkelse af Røde Wilfred, løber gennem byen i Thorfinn Del 1), vil vide, at Christian Mongaard er svanger med en komplet Deleuran-biografi. Og jeg tror godt man kan glæde sig.
Men I behandler “Dølle” pænt og det meste af vejen er jeg helt på par med jeres anskuelser 😀
‘Nuff said!
– for jeg sidder lige og kigger på jeres “Tags”. Og de er jo glimrende. I skal bare lige være klare over, at hvis I begiver jer yderligere ud i Le Guin-Land, herunder mine anbefalede værker, der hører til “Hain-cyklussen”, så er inde omkring “antropologisk SF”. Og så kan det ellers nok være …..
Og i den sub-genre kan jeg på det varmeste anbefale Michael Bishop og Ian Watson. Men for introduktionens skyld kan man starte med Joe Haldemans novelle “Seasons”, så man lissom ved hvor man er. Og en anden interessant ting: – “Ender’s Game” må betegnes som Military (” – Nammen, det er Militært”, citat fraTerkel i Knibe), men i fortsættelserne bliver det “antropologisk” ( – hér sagt med den dybeste disrespekt overfor forfatteren som person, men jeg kan leve med det).
Nu er der flere, rundt omkring på nettet, der finder at genre-afgrænsninger er tåbelige. Og generelt: – Ja! Men i en – hrmmm!! – akademisk sammenhæng er det altså ret smart, at vide hvor man skal sætte divideren i kartotekskortskuffen, ellers risikerer man at komme hjem med noget andet end man troede (der er en hvis distance mellem “The Deep” og “Deep Throat”).
Anywayses: – endnu en hyggelig times tid i godt selskab. Tak for det 🙂
Truly yours
Henning
Hej Henning. Tak for kommentarer og input. Jeg kan godt være med på at genrer har deres begrænsninger i forhold til deres afgrænsninger 😉 Men det er da meget rart med en smule hjælp til at kunne gætte på indholdet.
Hvilket for eksempel har bragt mig lidt på glatis med vores næste bog, som måske nok er en lille smule science fiction – men i det store hele fantasy. Suk!
Det lyder godt nok fedt med den biografi af Monggaard. Så kan man vel godt begynde at glæde til, at han gæsteoptræder i Supersnak igen.
Som altid. 1000 tak fordi du lytter med og bidrager med alle dine gode input!
kh
J
Hm!
Almindeligvis betragtes det vist som uskik og dårlig stil, at kommentere på ting, der endnu ikke er udgivet. Men dels vil jeg naturligvis ikke kommentere på Ep. 106 af “Scifi-Snak”, dels har du selv lige “åbnet ballet” i forhold til “The Shadow of the Torturer” – og så må jeg også godt 🙂
Gene Wolfe insisterede på at være “kompleks”, og ikke uden grund er han blevet sammenlignet med Umberto Eco og James Joyce (ligesom Samuel Delany, iøvrigt), og så ved man nok, hvad klokken har slået 🙂
Med hensyn til “The Shadow of the Torturer” er der – for de af os, der er til den slags ( 🙂 ) – tale om en litterær undergenre, ja, faktisk to, som “lo and behold” sandelig da heller ikke er særligt godt definerede. Men altså: “Dying Earth”, som – bortset fra af den er “opkaldt” efter en roman med samme titel af Jack Vance – faktisk har en lang tradition indenfor “det fantastiske segment”: – scenen er Langt Ude I Fremtiden, og eksempler kunne være John Brunners “Catch a falling star” eller “Michael Moorcocks “Dancers at the end of time”. Hertil kommer “Science Fantasy”, hvor man kan sige at “kæden knækker”, idet eksemplerne notorisk unddrager sig placering i forhold til gængse afgrænsninger. For “SotT” læses som Fantasy, men er Science Fiction.
For bemærk, at i de (få) tilfælde, hvor der gives en forklaring på besynderlige fænomener, så er de altid videnskabeligt funderede – aldrig “blot” magiske.
Hertil kommer en ikke ganske troværdig fortæller, samt at hele narrativet er forfattet laaaang tid efter de beskrevne hændelser (“lost in translation”).
På den baggrund kan jeg godt forstå din frustration, for det svarer lidt til at ville påstå, at Biblen er science fiction 😉
Ikke desto mindre ser jeg frem til næste sciffysnak – helt afgjort!
Henning
som sagt: “Utroværdig fortæller” – undskyld!