The Shadow of the Torturer skildrer en døende jord under en lunken sol langt ud i fremtiden, hvor menneskeheden lever under middelalderlige vilkår. Det er egentlig science fiction, men det smager som fantasy.
Gene Wolfe (1931-2019) var en rigtig forfatternes forfatter. Neil Gaiman og Ursula K Le Guin nævner ham som inspiration. Le Guin kaldte ham for genrens Herman Melville. Da han i 1980 udgav The Shadow of the Torturer gav Harlan Ellison den følgende anmeldelse: “Gene Wolfe er engageret i den hellige opgave med at skrive enhver anden forfatter under bordet. Han er intet mindre end en af de fineste, mest originale forfattere i verden i dag. Hans arbejde er enestående, hypnotiserende og forbløffende over sammenligning.”
Bogen er første bind i en serie på 4, som tilsammen går under navnet The Book of the New Sun. Den første bog handler om Severian, der er i lære som torturbøddel, og ikke mindst om de eventyr han kommer ud på, da han bliver smidt ud af sit tortur-laug.
I Dying Earth genren
Vi befinder os i subgenren Dying Earth – en genre som portrætterer verden langt ude i fremtiden, hvor ressourcerne er opbrugt og entropien er ved at få bugt med os. Genren er opkaldt efter en novelle-samling af Jack Vance. Men man finder sågar scener i H.G. Wells tidsmaskinen, der bringer os så langt ud i fremtiden, at solen er ved at gå ud. I The Shadow of the Torturer er situationen lidt den samme. Verden er fuld af rester fra “Ancients” der har magiske og mytiske kræfter. Og overalt i bogen lægger Wolfe drilske spor ud, der lader os gisne om den fortid, der forlængst er glemt.
Vi befinder os i den første del af bogen isoleret med Severian i torturbødlernes tårn i den store borg i byen Nessus. Her er livet alvorligt og tiden går med at pine klienterne efter nøje udstukne retningslinjer.
Så det er også lidt af en chok for os da Severian må forlade tortur-lauget og bevæger sig i byen, og oplever teater, dueller, hestekærrejagter og en ulidelig lang tur i botanisk have.
Bogen er meget ujævn men smukt skrevet og stemningsfuld. Wolfe kan på få sider fange essensen af en scene i et kapitel, men som læser kæmper man med fornemmelsen af, at der ikke rigtig er en plan. Men det er der nok. Jens og Anders har SCIFI Snakket The Shadow of The Torturer.”
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes fra Episode 106
- Anders læser Permutation City af Greg Egan
- Star Wars Visions 2 er kommet. Freestyle Star Wars fra spændende animationsstudioer, på 15 minutter per afsnit. Aardman og El Guiri Studios er begge fantastiske og Triggerfish er også tilbage i denne sæson. Der er bonusmateriale på alle de små film som man kan fordybe sig i processen bag.
- Vi fik et shout out fra Supersnak, som Jens lytter fast, “Brevkassen vender tilbage” fra 26/4. En lytter skrev ind og spurgte om Science Fiction, og fik besked “De er ganske fremragende. Dem kan vi varmt anbefale” sagde Marvel Morten.
- Vi anbefalede til gengæld at lytte Supersnak om Dune hvor Kim og Morten lukke op posen af viden i to timer om Dune universet.
- Så har Læs Den! taget Starship Troopers under behandling. Det var ret interessant. Jeppe og Mads læser jo af og til Science Fiction, og vi har efterhånden en del cross-overs. Men de havde altså læst den helt anderledes. Vi læste Heinleins bog som en krigsforherligende, protofascistisk gung-ho fortælling. Mads og Jeppe finder grund til at læse den mere åbent, som om den har dybere og mere komplekse lag. Hvis de er der har vi desværre misset dem.
- Så har Henning, Thomas og Allan dykket dybt i Nano-robotter i SCIFI på goodreads – Så hvis man efter vores Diamond Age afsnit har lyst til mere mikromakro-litterator, så er det altså ind på gruppen og se. Henning har blandt andet fundet noget Niels E Nielsen med nano-vibe.
7 kommentarer til “Ep. 106: Gene Wolfe, The Shadow of the Torturer”
Hej sciffisnak
Martin W. Jürgensen har haft “The Shadow of The Torturer” under kniven på Fra Sortsand, 12. marts 2017 (“lænke” forneden), og den artikel er god at blive klog af.
Det nytter jo ikke noget at være påstålig, men TSOTT er kun “fantasy” fordi vi er ude i en “Clarkes 3. lov-verden”. Og hvad angår “fortælleren”, så er det nok ikke Frodo Baggins, Severian skal sammenlignes med, men nærmere Adso of Melk (“Rosens Navn”).
Det er halsløs (hm!) gerning, at ville prakke andre mennesker noget på, som de ikke vil have, under henvisning til at “det er stor kunst”. Jotak – men derfor kan det godt være kedeligt eller intetsigende. Og “problemet” med netop “TSOTT” er dens funktion som “transportbånd” for al den information, læseren får brug for i de følgende tre bind. For ligesom med “Lord of the Rings” er den tænkt som et – ÈT – værk (for Tolkien tænkte aldeles ikke i trilogi – det var noget forlaget ville have, hvorefter vi andre druknede i fantasy-trilogier, fordi det åbenbart var en vogue).
På den måde er TSOTT faktisk kun en “intro” – 1. akt af “A Winter’s Tale” (uden sammenligning iøvrigt) – og det kan, sandt for dyden og med god grund, godt udløse den indre rumpenisse. Og hertil kommer en lettere overspændt intellektualisme: ” – det er et krav, at du har sat dig ind i blablabla, hvis du vil forstå, hvad jeg skriver”. Hvilket er en enorm hyggelig leg … – for forfatteren; sjældent for læseren. Medmindre man har en fetisch om at vride hjernen helt af led, og i det tilfælde: Læs “Finnegan’s Wake” eller “Patriarkens Efterår”.
Og efter således at have bragt Gene Wolfe ned i øjenhøjde – om man så må sige – så bliver “Book of the new Sun” altså betragteligt bedre, når man kommer til de følgende bind. Men mine “kun” 3 stjerner drejer sig præcis om de forhold jeg hér har bragt på banen. SÅ:
I nævner de mange mærkelige ord. Med rette. Men prøv at undersøge, hvad der ligger bag navne som “Nessus”, “Dorcas”, “Talos” … – og hva faen, en giveaway: – IKKE “Skaldede Anders” (det ville fandme være meta med meta på), men derimod “bald anders”, tysk for “snart et andet sted/snart videre” (det er jo et omrejsende gøgl). Det er på det niveau af intertekstualitet vi befinder os.
Og i de følgende bind bliver det faktisk ret meget mere science fiction, hvorfor det er dobbelt ærgerligt at ret mange læsere kan blive trætte allerede inden forestillingen begynder.
Jeg blev dog på ingen måde træt af jeres podcast ep. 106, og nu skal jeg lige huske det lovede link:
https://frasortsand.wordpress.com/2017/03/12/gene-wolfe-the-shadow-of-the-torturer-1980-ord-fra-menneskehedens-sidste-kapitel/
De tre første bind i pentalogien (+?) er oversat til dansk og udgivet som ungdomsromaner (!) dengang hvor jeg læste alt hvad der kom på dansk af scifi og som kunne lånes på Birkerød bibliotek, hvor jeg cyklede hen en gang om ugen, fordi jeg havde læst alt på skolebiblioteket overhovedet, inkl. Dansk folkemindesamling bind I-XVII.
Jeg husker det som en ret syret og sanselig oplevelse jeg ikke forstod meget af, men hvor nogle scener har hængt fast lige siden. Det med undinen i floden. Og det med slottets have. Og der hvor de ror i en båd og Dorcas falder fra hinanden (måske?)
Dengang læste jeg bare ekspres og tog det ikke så tungt med om jeg forstod alt eller om handlingen samlede sig. Jeg har længe haft lyst til at genlæse hele serien, også fordi den har en meget dedikeret fanskare, som podcaster sætning-for-sætning-læsninger.
Men det er ret befriende at I tager denne prolog og siger: Nej, som enkelstående værk er det ikke et mesterværk.
I øvrigt, hvis man ikke er alt for træt af Gene Wolfe og gerne vil læse noget som virker lidt mere scifi-agtigt, så vil jeg anbefale en serie af tre kortromaner: The Fifth Head of Cerberus. Som er lige så sanselig og grænse-uforståelig, fortalt af flere upålidelige fortællere, som modsiger hinanden, i et univers, hvor settingen i sig selv bidrager til sløringen af handlingen.
Det er i øvrigt sært, hvad der gør GWs plot så svært at følge med i. Sproget er (bortset fra LIX-tallet) ret lige til. Men der er nogle underlige spring og udeladelser. Som måske er de vigtigste i fortællingerne?
The Fifth Head of Cerberus handler, så vidt jeg husker det, om kolonialisering og kulturel appropriation. Og jeg tænkte meget over den, da jeg var en tur i Ohio.
Ohio er sådan en nydelig væg-til-væg forstad. Eller. Ohio er en tynd glasur over et fortrængt, men allestedsnærværende folkemord.
Jeg er helt med på en anbefaling af “The fifth head of Cerberus”, selvom den nok (muligvis) er endnu “underligere” end “Book of the new sun” (er der iøvrigt ikke kun fire bøger? – eller bliver den “forlænget” (ikke en joke) i “Book of the Long Sun” (som jeg så ikke har læst)? Åbent spørgsmål –
Der er dog én grund til, at jeg ikke nævnte “Cerberus” i min kommentar, og den hænger lidt sammen med din bemærkning om “så vidt jeg husker”, nemlig at den “roman” er ret kompleks. For på en meget “indfoldet måde” er der tale om tre forskellige forklaringsmodeller, og de er lige troværdige og utroværdige. Hvilket bringer den i familie med “Dæmonernes Port” (filmen – ikke bogen). Men den slags er vel “aquired taste”, og i forbindelse med en podcast ville jeg nok have det lidt vanskeligt med at kunne sige noget om den, som den ikke allerede selv har sagt. (Hvordan angriber man “Hvis en vinternat en rejsende”?)
Iøvrigt er jeg ked af at jeg ikke er vendt tilbage med respons på “11%”, men jeg står stadig i kø, på bibliotekets bestillingsliste.
Hej Majbrit. Dejligt med flere minder fra den blandede scifi og fantasy bogreol på Birkerød bibliotek. Der var åbenbart lidt mere swung over ungdomslitteraturen i gamle dage 😳
Som jeg også skrev til Henning, så synes jeg klart at der var et eller andet i bogen som drager til viderelæsning.
Måske bliver det et sommerferieprojekt.
Lyder også syret den der Fifth head of Cerberus. Den må på listen.
Tak for input og tak fordi du lytter med
Kh
J
Tak for link til artikel. Læst med stor fornøjelse. Jeg må nok i gang med resten af serien og se om der også for mig ligger den helt store oplevelse og venter her på den anden side af introduktionsromanen.
Synes som sagt vældig godt om Wolfe’s pen.
Alt det der intertekstuelle holger fortolker gøgl får han nu ikke nogen stjerner for her. Hvis det var husarerne der blev serviceret med easter eggs ville vi kalde det fan-service. Men når det er til parnasset der lefles for, så er det pludselig vældig fint. Hader af samme grund Rosens Navn som pesten.
Tak fordi du lyttede med og for de mange gode refleksioner.
Kh
J
Jeg må med skam indrømme, at jeg først nu er nået til at høre afsnittet om Shadow of the Torturer. Skammeligt særligt fordi det jo var mig, der oprindeligt foreslog jer at læse Book of the New Sun. Det var en fornøjelse at høre afsnittet – som altid – men jeg må tilslutte mig Hennings kommentar og også bønfalde jer om ikke at dømme værket på dets indledning. Det er ikke nogen nem bog. Og den kan nemt opfattes som fantasy ved første øjekast. Men det ER ikke fantasy. Næ det er den pureste science fiction, bare fortalt af en hovedperson, som ligesom resten af persongalleriet har glemt alt om teknologi og videnskab. Serverian er samtidigt en klassisk “unreliable narrator”. Og det gør ikke forvirringen mindre. Men sikken skøn forvirring hvis man holder fast! Book of the New Sun er i mine øjne et mestværk – og sammenligningen med Melville er ikke helt ved siden af. Det er jo lidt en kliché, at en tung bog skal læses igen for at man får det hele med. Men her er det nærmest pointen. Man finder nemlig ud af undervejs præcist hvor utroværdig en fortæller Severian er. Til sidst skal det også næves, at Book of the New Sun jo efterfølges af den – om muligt – endnu bedre Book of the Long Sun og til sidst Book of the Short Sun. Begge trilogier, som ogsås leger med fortællerens rolle og udforsker ideen om glemt teknologi. Nå nok om det. Håber I vil genoverveje – nok særligt Anders – og give resten af bogen en chance. Tak for at jeg måtte lytte med og fordi I lytter til vi ydmyge lytteres forslag!
Hej Søren. Godt du skriv sent, for nu er jeg jo kommet til at tænke på Book of the New Sun igen.
Jeg har bestemt ikke udelukket at kigge på den igen.