Neal Stephenson var allerede verdensberømt for Snow Crash fra 1992, hvor han med profetisk kraft introducerede os for virtuelle verdener med metaverset og avatarer. Den satte et udødeligt aftryk på cyberkulturen.
Med The Diamond Age vendte han sin profetiske pen mod et samfund gennemsyret af nanoteknologi. Mens vi hyggede os med Windows 95 og det spritnye DVD-format, drømte Neil allerede om små nanomaskiner i luften og blodet med datalagre på 10 gb.
Bogen har ekstratitlen “A young ladys illustrated primer.” “Den unge dames illustrerede grundbog” er handlingens centrale macguffin. Bogen er skabt af nanogeniet Hackworth til en neo-victoriansk princesse. Men han laver i hemmelighed en piratkopi, tiltænkt datteren Fiona. Men alt går galt, da han frarøves bogen, som til sidst ender i hænderne på Nell. Hackworth… han lander i en masse problemer.
Læseoplevelsen er typisk Neal Stephenson. Han remixer kulturer i et post-moderne mash-up og smider en teknologibombe i gryderetten. Han skriver som sædvanlig med en forfinet fornemmelse for det cool og interessante. Det er næsten Gibsonsk, men med meget mere ramasjang og tryk på.
Nell og Nanobogen
Nell er fortællingens centrale heltinde. Vi følger hende som lille hos den ligeglade mor Tequila, der lader sine kærester mishandle og tæske Nell og broren Harv. Men vi følger hende også i nanobogens interaktive verden. Her er en hun Princess Nell, der udforsker en grum og næsten grimmsk eventyrverden befolket med talende mus, prinser og trolde og missioner om at finde hemmelige nøgler.
Bogens eventyr udfordrer og træner Nell at klare sig i den virkelige verden. Musen Dojo lærer hende for eksempel at forsvare sig mod bøllerne på legepladsen. Men dens sande kraft ligger i dens evne til at lære Nell at være en kritisk og subversiv tænker, der kan tegne uden for stregerne og gå sine egne veje.
Bogen ender i et kaos af kinesisk revolution, hvor Nell går grueligt meget igennem, men selvfølgelig klarer sig, på ægte Neilsk facon, med et sværd, som hun selv har nanoprintet.
Den 19. marts drog SCIFI SNAK til konferencen Vilde Universer i Aarhus for at optage vores 10 års jubilæums podcast. Foran et veloplagt publikum havde vi valgt at SCIFI Snakke The Diamond Age af Neal Stephenson.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes fra the Diamond Age
- Jens har læst Stephen Kings – The Gunslinger – En lidt underlig blanding af fabel, post-apokalypse og spaghetti-western. Jens’ første egentlige King-bog – og en ret ujævn affære. Men vi hører fra Pernille fra publikum, at de kommende bøger skulle være bedre.
- Vi blev begge færdige med “The Last of Us” – godt og interessant drama – men ikke specielt interessant ud fra et SCIFI perspektiv.
- Anders har endelig fået læst Ursula K. Le Guins “The Dispossessed”
3 kommentarer til “Ep 104, Neil Stephenson, The Diamond Age”
Hej Scifisnak
Vanen tro “scrollede” jeg lige nedover “regibemærkninger” og “shownotes”, inden jeg lyttede til månedens podcast. Og “mit øje faldt på” Anders’ umiskendelige “Neal Stephenson”-kontrafej, hvilket gav mig anledning til at tænke, at hér var der sgudda én, der havde taget en solid konsekvens af “fan-skabet”. – Men! mindede jeg migselv om, – Man bør afholde sig fra at kommentere på andre menneskers små excentrismer, selvom man selv (naturligvis) er højt hævet over den slags 🙂
Anders tog så selv handsken op – næsten uden blusel – hvilket leder mig til at sige, at det sådan set er ret godt gået, med samt det helt rigtige “salt&peber” i skægget, og total-poleret skallepande. Dog mener jeg ikke at have set Stephenson med en så begejstret grimasse, som på Kristoffers foto – men han kan vist godt smile 🙂
Som et kuriosum – såfremt det overhovedet har nogen interesse – kan jeg så meddele, at jeg – for en 30 års tid siden – lignede Iain Banks næsten på en prik. Men det var et tilfælde, selvom “fan-skabet” måske var det samme.
Nå – nok om os! Til “dagens tekst”:
Jens forsøger at indkredse, hvad det er Stephenson kan/gør i “Snowcrash” og “The Diamond Age”, og det er skidenemt at være bagklog på andres bekostning, for det som jeg mener Stephenson kan er, at vise noget om teknologiens (overordnede) indflydelse på samfundsstruktur og -kultur. Hér ligner han (jo) netop en noget mere pessimistisk William Gibson, så deeet …. (Men jeg tror faktisk også det var det Jens mente – eller hwa’?)
Nanoteknologien fik så ikke den store indflydelse, som Drexlers proselytter havde forestillet sig – bortset fra et ocean af scifi-romaner, hvor der sandelig ikke blev lagt låg på. Menmen! Ligesom NASAs apolloprojekt kastede både velcro og teflon af sig, så HAR nanotek en plads i teknologiens udvikling, på et utal af fronter – ikke mindst medicinalt og gastronomisk!
Ideen om “stof-banker” (hvoraf man kan danne en burger og en bajer!) hænger dog ikke sammen med “nanotek-revolutionen”, men derimod med teleportation, omsat til technobabble, i en lang række scifiromaner af en lang række forfattere. Seks på stribe:
Larry Niven (transferbooths), Frederik Pohl (The Cuckoo Saga), Greg Egan (Shield’s ladder), Poul Anderson (The Enemy Stars), Algis Budrys (Rogue Moon) og hos vores egen Niels E. Nielsen optræder en lignende teknologi i “Skyggen fra Sirius” (hermed abefalet til “det danske segment”). Star Trek er med vilje ikke taget med hér, idet “beam me up, Scotty” (nej, jeg ved det godt!) ikke explicit involverer en “stof-bank”.
Jeg troede at det var LæsDen, der havde haft “The lathe of Heaven” under kniven, men de har i stedet taget sig af “The eye of the heron” og “Malefrena”. Så efter min sølle mening (medmindre vi taler novellesamlinger – og gerne vil undgå Fantasy!!??) er der så “City of illusions” eller “The word for world is forest” at anbefale, hvis Ursula Le Guin skal på programmet med en 3er. Og det er så også fordi jeg ikke har læst “The Telling” (en smertefuld indrømmelse, dér).
Afslutningsvist et hjertesuk fra en sprog-nørd (og dansklærer): – Nu har jeg adskillige gange, igennem mange podcasts, hørt én af jer udtale, at dette eller hint “er blevet/ bliver SPRUNGET i luften”. Nej, nej & NEJ! For i så fald involverer det en trampolin, eller andet gummieret underlag. “Det er blevet SPRÆNGT i luften”, for det involverer dynamit eller anden eksplosiv materie (f.eks. røde streger i stilehæftet 🙂 Og selvfølgelig er forvirringen total når “bomben sprang i luften”, men det er også noget vås, for det gjorde den ikke: – bomben SPRANG ingen steder; bomben eksploderede, eller den gik af, eller den sprængtes …. – Det andet dér, det’ fa’me’ uhyg’lit, du!
Smadder mange gange tillykke med jeres dobbelt-jubilæum, og også tillykke med, at jeres SCIFISNAK er nået så langt ud, at det kan konstituere et anseeligt antal publikumser. Det fortjener I sgu osse. Godt gået drenge (har jeg virkelig siddet og hørt på jer i 10 år? Nåja! Sku’ gammel venskaw rhent forgå – osv)
bedste hilsner Henning (og MON ikke jeg glæder mig til “Rejsen til Saturn”)
Blot for at frustrere dig lidt Henning, vil jeg henlede din opmærksomhed på eksistensen af springminer.
https://da.wikipedia.org/wiki/Springmine
Det kan altså godt lade sig gøre at en mine/bombe springer i luften, hvor den så detonerer.
Bortset fra det, er jeg også irriteret over når især, men ikke kun, københavnske journalister ikke kender forskellen på springe og sprænge i alle deres former. En sprogforvirring som har bredt sig til mange yngre mennesker, på grund af vokalforskydningen i udtalen.
Emnet er i øvrigt debatteret mange gange over de sidste 25 år på Usenet i gruppen news://dk.kultur.sprog (https://groups.google.com/g/dk.kultur.sprog/search?q=spr%C3%A6nge)
[…] Her forlader han den postmoderne cyberpunk, der kendetegner halvfemserhovedværkerne Snow Crash og The Diamond Age. Nu startede en periode med lange komplekse historiske romaner. Han skriver stadig umiskendeligt […]