Starship Troopers udkom i 1959 som Heinleins første bog målrettet voksne. Bogen vandt en Hugo Award for bedste roman. Men samtidig er den blevet udskældt for at hædre fascisme og militarisme.
Heinlein betragtes som en af de tre store klassiske amerikanske golden age scifi forfattere, sammen med Asimov og Arthur C. Clarke. Vi læste Stranger in a Strange Land i episode 33. Den fik også en Hugo. Men den er meget anderledes en Starship Troopers.
Andre Hugovindere fra hans hånd er Double og The Moon is a Harsh Mistress.
Starship Troopers er en coming of age historie om den forkælede rigmandssøn Juan Rico, som bliver en respekteret soldat i krigen mod Arachniderne; en krig der bryder ud mens han er inde som rekrut. Vi har altså at gøre med en bog, hvor hovedpersonerne er militærpersoner, og hvor krig, militærteknologi og militære problemstillinger sætter rammen for handlingen.
I Starship troopers kæmper de i mobile exoskelet-suits, og bliver smidt ud fra rumskibe når de skal i krig – sådan lidt space marine-agtigt. The Terran Federation har udviklet såkaldte Cherenkov Drives, der tillader at rejse hurtigere end lysets hastighed. Så jorden har koloniseret planeter derude og kommer således til at støde kosmiske albuer med Arachniderne om pladsen i galaksen.
Bogen minder om andre kendte military scifi bøger som John Scalzis “Old man’s War” og Joe Haldemans “The Forever War.” Men Starship Troopers skiller sig ud fra de andre med sin åbne glorificering af den militariserede stat. I bogen er alle officerer ædle og vise. Der er ingen kyniske bagtanker eller brådne kar. Heinleins rumskibstropper er alle moderne selvopofrende riddere med panserstærk moral.
Bogen er på mange måder lidt naiv, og er tydeligt skrevet i et USA fra før Vietnamkrigen. Den lider også, at den har det med at glemme sin historie, for i stedet at formidle Heinleins ide om en moderne spartansk/romersk stat befolket af mænd med hager af stål og pletfri uniformer. Jens og Anders har SCIFI snakket Starship Troopers.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes fra Starship Troopers
- Næste live-optagelse bliver på på Vilde Universer den 18.-19. marts i Aarhus…
- Jens har læst Pattern Recognition af William Gibson
- Jeg tog sig sammen og læste Olga Ravns “De ansatte” færdig. Den vinder, når man reframer læseoplevelsen som poesi frem for roman.
- Anders er ved at læse The World We Make – anden bog i N.K. Jemisin’s (nok mere fantasy-agtige) bog om New York og bydelenes avatarer. Stadig funky, men ikke så god som den første…
- Anders er gået igang med at se Peripheral – Gibson-filmatiseringen der kører på Amazon Prime Video. Vi læste bogen i episode 16.
- Apropos, så forlyder det at Apple TV+ skal stå bag serificeringen af Gibsons Neuromancer…
En kommentar til “Ep. 101: Robert A. Heinlein, Starship Troopers”
Hej Sciffiere.
Bare for at gøre mig morsom på andres bekostning, velvidende at I har navnet iorden i podcasten, er det måske alligevel meget passende, at I – i overskriften – kalder ham robert E. heinlein. Men det er altså Howard, der hed “Ervin”, mens Heinlein – som sagt – hedder “Anson”.
Men: – der er faktisk lighedspunkter mellem de to “roberter”, endda en sær forbindelse. “Den stærke ener” samt “Den stærkes ret” er sådan set fælles for de to forfatteres protagonister (Nietzsche ville have glædet sig – eller rettere: Machiavelli ville). Ligeledes et francisnakamuriansk samfundssyn: – gør hvad du kan, med det du har, dér hvor du er, for de overordnede strukturer (læs: “samfundet”) kan ikke ændres: “Fremtiden er forbi”, der vil blot være mere af det samme, thi vi er nået til “Den bedste af alle verdener” (hvilket er planket direkte fra Anselms Gudsbevis, men lad nu det ligge).
Det jeg vil jeg frem til (og jeg må bede om den størst tænkelige tro på min påstand, idet jeg ikke har referencerne ved hånden) er, at Robert A. i et interview har udtalt, at der foreligger en “sandhed” i Ayn Rands “ideologi” om Objektivisme. OG: – Ayn Rand har, i et interview, udtalt at en figur som “Conan The Barbarian” burde være et forbillede for fremtidens menneske. Hvilket måske siger mere om Rand end om barbaren. Men altså: – forbindelse 🙂
Iøvrigt synes jeg I turnerede “Starship Troopers” på fornemste vis, og det var en sand fornøjelse at lytte til. Men jeg har dog et par bemærkninger:
1) “Future warfare” er jo ikke noget Anson har opfundet, og allerede E.E. Smith havde været der med sin “Lensman”-serie. Men Heinlein indsatte det så i en samfundsmæssig ramme, så på de måde kan man godt udnævne “ST” til “den første military SF”.
2) Det meste Military SF er, efter min mening, et forkølet opkog af “Horatio Hornblower”, “Mytteriet på Bounty” og “The Flashman Chronicles”. Hele ideen om at fremtidige “rumsoldater” får pisk er tåbelig – man kan genfinde “idiomerne” (hedder det vist) både i, i podcasten nævnte, “Enders Game”, samt i Feintuchs “Midshipman”-serie og hele David Webers “oeuvre”, for nu at være høflig.
3) Der er sagt meget grimt om Orson Scott Card. Og det er fuldt fortjent! Dog vil jeg påpege, at ihvertfald de to følgende romaner i “The Enderverse” (Speaker for the dead; Xenocide) faktisk er rigtigtig gode – og ikke specielt MSF. Og et eller andet sted har jeg også et blødt punkt for Nivens “The mote ind god’s eye”.
Så fik jeg klemt det af. Men bortset fra det: – var det ikke på tide, at læse noget Philip J. Farmer?
Jaja, meninger er toldfrie: – tak for god ‘cast, tusind hilsner Henning