The Long Earth er en original Multivers historie fra et samarbejde mellem den humoristiske engelske Fantasy Forfatter Terry Pratchett og den mere klassiske Hard Scifi og Alt-History forfatter Stephen Baxter.
Terry Pratchett (1948-2015) er jo en af de helt store humoristiske forfatter, der med sin originale Discworld serie igennem 35 bind skrev originale spekulative værker, bare sat i en fantasy setting, og brugte disse fortællinger til at satirisere over vores egen verden, og gøre nar af de grådige og hensynsløse. Bøgerne er på mange utrolig kloge og fjollede på samme tid.
Baxter kender vi ikke så godt. Her har vi at gøre med en ingeniør/matematikker som har skrevet en masse alt-history og hard scifi og biologisk evolutions inspireret fiktion.
Zeppeliner, stepning og en kartoffel
I The Long Earth introduceres vi for en verden, hvor “stepning” – evnen til at skifte mellem parallelle verdener – pludselig bliver allemandseje takket være en DIY-guide på nettet. Med en kartoffel, lidt elektronik og et håndtag kan du træde fra vores egen “Datum Earth” og ud i en uendelighed af ubeboede jorder. Det lyder hyggeligt – indtil man husker, at der ikke nødvendigvis er fast grund under fødderne i den næste verden…
Hovedpersonen Joshua er en “naturlig stepper”, der kan rejse mellem verdener uden at blive dårlig (de fleste får kvalme og kaster op – ikke just den ideelle ferieform). Han bliver rekrutteret af det dystert navngivne Black Corporation til at tage på opdagelsesrejse sammen med Lobsang – en kunstig intelligens, som hævder at være en reinkarneret tibetansk motorcykelmekaniker (!). Rejsen foregår i en steppe-kapabel zeppeliner.
Hvad sker der med verden, når den åbner sig?
Bogen leger med tanken: hvad hvis vi ikke længere var begrænset til én jord? Pludselig er det muligt at slå sig ned i en parallelverden, høste naturressourcer uden konkurrence og opbygge en ny tilværelse fra bunden. Længslen efter det enkle liv – væk fra overforbrug, politik og corporate bullshit – slår igennem i store dele af romanen. Men hvad sker der med dem, der ikke kan steppe?
En del af romanens satiriske kant ses i fremstillingen af “phobics” – dem, der ikke kan træde mellem verdener. De bliver efterladt. Og det bliver politisk. En demagogisk skikkelse, Cowley, fremstår som talerør for den vrede, som opstår hos de efterladte. Det bliver hurtigt klart, at selv med uendelige muligheder, følger menneskelig konflikt og eksklusion med i bagagen.
“It’s natural. Walking is. But what they call stepping? He shook his head. Nothing natural about that. You need a gadget to do it, don’t you? You don’t need no gadget to walk. Stepping. That’s not what I call it. That’s not what my granddaddy would have called it. We plain folk, who don’t have the education to know any better, have other words for practices like that. Words like unnatural. Words like abomination. Words like unholy.”
– Cowley Prædiker for de efterladte Phobics
Lobsang og Joshua i det uendelige multivers
Lobsang og Joshua er bogens centrale makkerpar, og dynamikken mellem dem giver en del af historiens underholdningsværdi. Joshua er menneskelig, introvert og søger ro. Lobsang er overmenneskelig, charmerende – og manipulerende. Han ved for meget, siger for lidt og har hele tiden en bagtanke.
Deres rejse i zeppelineren The Mark Twain er både en fysisk rejse og en filosofisk en af slagsen. Hvad betyder det at være menneske? Er Lobsang i virkeligheden bare en glorificeret chatbot med svagheder og følelser – eller er han mere menneske end mange mennesker?
Scenen hvor Lobsang møder Joshua første gang, som en snakkende colaautomat (!), er rendyrket Pratchett-fjolleri. Men det udvikler sig hurtigt til noget dybere, særligt når de til sidst møder et gigantisk væsen i havet på en fjern verden: First Person Singular.
For meget worldbuilding?
Jens og Anders er ikke helt enige om vurderingen af The Long Earth. Jens giver den fire stjerner, Anders tre. Hvor Jens ser en underholdende og original what-if-fortælling med høj underholdningsværdi, ser Anders en bog, der forsøger for meget og samler for lidt op.
Bogens opbygning – med mange sidehistorier, små indskudte karakterer og utallige verdener – føles nogle gange som en ustruktureret brainstorm, hvor kun halvdelen af idéerne lander sikkert. Den har satirens bid, science fictionens filosofi og eventyrets magi, men forsøger måske at gabe over for meget.
Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Long Earth
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes til The Long Earth
Siden sidst
Anders har læst/oplevet:
- Those Beyond the Wall af Micaiah Johnson – en efterfølger til The Space Between Worlds, med parallelluniverser, action og følelser med følelser på. Anders er meget begejstret.
- En roman om balletdansere af Meg Howrey – ikke sci-fi, men velskrevet. Anders har besluttet sig for at læse alt, hun har skrevet.
- Historical Dictionary of Science Fiction – fundet via podcasten The Illusionist. Et nørdet leksikon over sci-fi-ord og deres oprindelse.
- Murderbot Diaries – tv-serien baseret på Martha Wells’ bøger har premiere 16. maj på Apple TV+. Anders og Jens planlægger at se med.
Jens har læst/oplevet:
- The Long War af Pratchett & Baxter – fortsættelsen af The Long Earth. Jens er i gang og glæder sig til at læse videre.
Lytternes anbefalinger
- Carsten Fogh Nielsen: Anbefaler The Refrigerator Monologues af Catherynne M. Valente, som han interviewede på Fantasticon.
- Christian Enkel: Efterlyser mere anerkendelse af dansk sci-fi og linker til 128 danske sci-fi bøger.
Bonus
🎤 SCIFI SNAK laver live-optagelse på Fantasticon søndag 1. juni kl. 13–14 i Støberiet, København. Temaet er humor, og bogen bliver The Restaurant at the End of the Universe af Douglas Adams.
📚 Oprindeligt ville Jens og Anders læse Infinity Welcomes Careful Drivers, men måtte droppe den pga. dårlig tilgængelighed. Douglas Adams to the rescue!
8 kommentarer til “Ep. 125: Terry Pratchett og Stephen Baxter, The Long Earth”
@scifisnak.dk @4nd3rs nævnte det overfede "Historical Dictionary of Science Fiction" – Find det her: https://sfdictionary.com/
@scifisnak.dk Næste måned er vi på Fantasticon og læser "The Restaurant at the end of the Universe" – temaet på konferencen er nemlig humor. https://fantasticon.dk/
Hej Scifisnakkere
Der er en hel del gode grunde til at udforske Stephen Baxter. Han hører klart til i afdelingen for “hard SF”, men kan også noget med de “blødere” varer. Fuldstændig ude af herværende kontekst (?) vil jeg anbefale hans serie “Destiny’s Children” om menneskehedens “næste evolutionære trin”, og – nærmest kontrapunktisk – hans serie om “Doggerland”: – Stone Spring, Bronze Summer, Iron Winter, der drejer sig om en civilisations udvikling på Dogger Banke (mellem Jylland og England), der i denne virkelighed IKKE ligger under vand.
Uden at vide om det har nogen somhelst betydning, vil jeg ikke desto mindre nævne, at “Lobsang Rampa” fik udgivet en række bøger, hvor han (Cyril Henry Hoskins) udbredte sig om “østlig filosofi” og “åndelighed” – ihvertfald fem af disse blev udgivet på dansk i de tidlige 70ere. Minder lidt om Carlos Castanedas “Don Juans lære”, om sydamerikansk erkendelsesfilosofi via mescalin og andre sjove ting.
Jeg har en idé om, at luftskibet hedder “Mark Twain” fordi Samuel Longhorne Clemens optræder i Philip Jose Farmers “Riverworld”-serie. Luftskibet i den serie hedder dog ikke “Mark Twain” – det hedder “Razzle Dazzle”. Men det er Sam Clemens, der styrer det.
Altså: – der findes jo ret meget humoristisk SF (nej, ikke partiet – de er sgu ikke særligt sjove). Men hvor lårklaskende morsomt skal det være? Dog et par forfattere: – Kurt Vonnegut, Stanislawn Lem, Robert Sheckley, William Tenn, Frederic Brown, Sam J. Lundwall, Knud Holten. Ingen nævnt, ingen glemt 🙂
Jaja! man kan altid kloge sig –
Tak for en god podcast – vi høres ved
hilsen Henning
Hej Henning! Tak for kommentaren. Det lyder da ikke helt tosset det der Stephen Baxter.
Jeg tror måske du har ret i, at vi måske sætter humor-barren for højt, når vi vurderer, hvad der hører inden for “humoristisk” scifi.
Jeg tænker i hvert fald hurtigt på Douglas Adams levels af gakkeri, og så virker Vonnegut jo ret alvorlig ved siden af 🙂
Hej Jens! I det mindste er Adams’ gakkerier intelligente, hvorimod National Lampoons serie af parodier af klassikere – f.eks. “Doon” – egentlig ikke er sjove; de er bare irriterende og øretæveindbydende.
Og så er der sådan en forfatter som Robert Rankin (“Terry Pratchett Light”) med f.eks “Raiders of the lost car-park”, hvor termer som “the re-invented ocarina” åbenbart skal være hylende grinagtige. På den anden side har jeg ladet mig fortælle, at englændere finder umlaut (ä, ü, ö) ubegribeligt morsomme.
Så vil jeg hellere pege på en virkelig sort-humoristisk sag: – Stanislaw Lems “Fremtidskongressen”. Hvis man forestiller sig en P.K.Dick der godt tage nogle endnu længere skridt, så er maninde på noget af det rigtige 🙂
ps: – har I set at de ovre på LæsDen har haft fat i kravetøjet på Niels E. Nielsens “Krigen på Karafal”?
Nej hvor sejt. Den må jeg se at få lyttet. Jeg lytter det mest, når det er scifi 🙂
tak for endnu et dejligt afsnit. Jeg er helt enig med den lidt over middel vurdering, men fik alligevel lyst til at læse fortsættelsen “The Long War” af at høre udsendelsen . Så den ligger her i stakken nu.
Den nævner jeg i den nye udsendelse fra Fantasticon 2025. Jeg var ikke såååå vild med den. Synes der er lidt for meget “splitting up the party” i fortællingen, og det overordnede med nogle intelligente hunde-ulve er rimelig åndsvagt.
Og alligevel overvejer jeg at læse treeren. Jeg er ikke helt kommet mig over at Sir Terry har forladt os 😭