Douglas Adams’ The Restaurant at the End of the Universe er anden ret i den fem-retters menu, vi kender som The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy-trilogien. I denne episode af SCIFI SNAK, optaget live på Fantasticon 2025, har vi pakket håndklæder og Old Janx Spirit og kastet os ud i den svære toer.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Douglas Adams og den absurde arv
Douglas Adams (1952–2001) var en britisk forfatter, humorist og idémand, hvis navn i dag er synonymt med skæv, intelligent science fiction. The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy begyndte som radiodrama i 1978 på BBC, og blev senere til bøger, tv-serier, computerspil og en kultstatus, der lever videre i citater og håndklæder.
The Restaurant at the End of the Universe udkom i 1980 som efterfølger til Hitchhiker’s Guide og bygger direkte videre på radioafsnittene.
Adams skrev i et tempo præget af deadlines og improvisation, og det mærkes i bogens struktur: den springer lystigt fra scene til scene, nogle gange uden logik, men altid med et stærk og hektisk dialog og masser af vilde indfald.
Han var en mester i at kombinere satire med slapstick og eksistentielle spørgsmål med popkulturelle observationer. Og selv når handlingen slår knuder på sig selv, bliver man hængende for sproget, ideerne og det faktum, at ingen anden kunne få en kop te, en rockkoncert og meningen med livet til at hænge sammen som Douglas Adams.
Vi har aldrig rigtig kommet nogen fundet nogen der leverede scifi-humor på hans niveau. Måske er det derfor, at der er så langt i mellem, at der er nogle der prøver.
Teknologi, te og total sammenbrud
Bogen starter hvor Hitchhikers Guide slutter. Ombord på Heart of Gold forsøger Arthur Dent at få rumskibets Nutrimatic-maskine til at lave en ordentlig kop te. Han beskriver tålmodigt, hvad te egentlig er – med floromvundne detaljer om Ceylon, mælketilsætning og sølvtetøj.
Maskinen må have hjælp, og hele skibets computerkraft bliver opslugt i forsøget. Timingen er dårlig, da det efterlader vores helte hjælpeløse midt i et Vogon-angreb. Det er Adams i nøddeskal: en tilsyneladende lille detalje vælter det hele.
Plutoniumrock og passiv ledelse
Vi møder også det universets vildeste band – Disaster Area – hvis plutonium rockkoncerter er så øredøvende, at de helst skal opleves fra en bunker 100 km væk. Vi møder bandmedlemmet Hotblack Desiato (som er “død af skattemæssige årsager”) på Milliways, “Restauranten ved Universets ende.”
Zaphod stjæler bandets sorte stunt-rumskib, som desværre er præprogrammeret til at dykke direkte ind i en sol, som en del af Disasters Areas spektakulære koncerter show. Adams giver os et helt kapitel om koncerten og dens klimamæssige effekt på planeten. Igen typisk Adams, at tage en tangent ud af en absurd bivej.
Kapitalisme, konsulenter og blade som valuta
Bogens måske skarpeste satiriske bid kommer, da Arthur og Ford strandes to millioner år tilbage i tiden med en flok Golgafrinchans – et folk bestående udelukkende af ubrugelige frisører, managementkonsulenter og telefonsanitører.
På en neolitisk jordklode fortsætter de ufortrødent med deres håbløse opførsel. Blandt andet indfører de blade som møntfod. Det fører til massiv inflation, fordi der er blade overalt, så de planlægger at brænde skovene ned for at gøre pengene mere værd. Adams’ samfundssatire slår hårdt og præcist: Vi vælger at brænde hele verden ned for at redde økonomien.
Yndlingscitater
Bogen er smækfuld af gode iagtagelser, og man kommer let til at highlighte halvdelen af bogen, hvis man samler på citater. Her er et par citater fra lytterne.
Randi citerer bogens ikoniske åbningssætning:
“In the beginning the Universe was created. This has made a lot of people very angry and been widely regarded as a bad move.”
Niels fremhæver:
“The Universe, as has been observed before, is an unsettlingly big place, a fact which for the sake of a quiet life most people tend to ignore.”
Jens’ yndlingscitat:
“Listen, Ford,” said Zaphod, “everything’s cool and froody.”
“You mean everything’s under control.”
“No,” said Zaphod, “I do not mean everything’s under control. That would not be cool and froody.”
Anders’ yndlingscitat:
There is a theory which states that if ever anyone discovers exactly what the Universe is for and why it is here, it will instantly disappear and be replaced by something even more bizarre and inexplicable. There is another theory which states that this has already happened.
Den svære toer
The Restaurant at the End of the Universe er ujævn, rodet og momentvis forvirrende – men også dybt charmerende, vanvittigt underholdende og proppet med citatguld. Som radiomanuskript kan man mærke, at bogen er skrevet episodisk, og den ene scene afløser den anden uden nogen nævneværdig fremdrift. Men som Anders siger: “Der går ikke lang tid mellem grinene.” Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Restaurant at the End of the Universe
Shownotes til The Restaurant at the End of the Universe
Anders har læst/oplevet:
- Beyond the Hallowed Sky af Ken MacLeod – En matematiker opdager FTL, og det får konsekvenser for verden i 2070. Hard sci-fi med politiske undertoner.
- Har set de første afsnit af Murderbot på Apple TV+ – underholdende, fanget af tonen, muligvis klar til at give Murderbot-bøgerne en ny chance.
Jens har læst/oplevet:
- The Long War af Terry Pratchett og Stephen Baxter – En rodet og fragmenteret fortsættelse af The Long Earth, med et plot om intelligente hunde. Ikke videre imponerende.
- Har også set de første fire afsnit af Murderbot – meget begejstret, især over Alexander Skarsgårds præstation som Murderbot.
Lytternes anbefalinger
Henning anbefaler at dykke dybere i Stephen Baxters bagkatalog:
- Destiny’s Children – en serie om menneskehedens næste evolutionære skridt.
6 kommentarer til “Ep. 126: Douglas Adams, The Restaurant at the End of the Universe”
@scifisnak.dk Næste måneds SCIFI SNAK bliver Ammonite af Nicola Griffith. https://www.goodreads.com/book/show/180270.Ammonite?ac=1&from_search=true&qid=BMZfbMu39B&rank=1
@scifisnak.dk Fedt! Jeg venter dog lige med at høre det hele, da jeg vil læse bogen først. Jeg har læst den første og tror lige Douglas Adams er hvad min sommerferie har brug for! Desuden er jeg lige blevet færdig med Hannah Arendts Eichman i Jerusalem og har brug for noget lidt mere muntert. 😄
@scifisnak.dk Må med skam indrømme, at jeg kun har læst den første bog heri. 🥹
@Kristofferabild @scifisnak.dk Man kan stadig nå at springe med på rumskibet 🚀
Hej med jer
En varm anbefaling herfra er Summerland af Hannu Rajaniemi.
Virkelig interessant world building – vi er tilbage til år 1938 – men dødsriget er blevet en parallelverden, hvor man ikke rigtig dør, men overgår til en ny verden, hvor de fysiske love er anderledes – men hvor det er muligt at interagere med den oprindelige verden.
Hertil er det en spionroman, hvor verdensorden er på spil og spiontjenesterne fungerer på begge side af døden i kamp med og mod hinanden.
Genlæsningsopfordringen fungerede virkelig godt efter episode 124, kunne I overveje flere af den slags opfordringer?
Ideer kunne være;
Hvilke tre scifibøger vil du anbefale til en der skal introduceres til scifi?
Hvilke tre scifibøger skal med på din sommerferie?
Hilsen Lise
tak for opfordringen til at læse “Amonite”. Det var en interessant læse-oplevelse. Min vurdering kommer efter I har postet næste podcast 🙂 Jeg føler mig også forpligtet til at sammenligne med “Det Pliocæne Eksil” af Julian May nu serien blev nævnt som kandidat, selvom det er mere oplagt at sammenligne med mere udtrykt feministisk scifi. Jeg glæder mig til at høre Amonite-podden.