I The Parable of The Sower tager Octavia Butler et afrofuturistisk greb på den post-akopalyptiske katastrofehistorie.
Hvis ikke du har hørt om genren Afrofuturisme før, så er du lovligt undskyldt. Du kunne måske have bildt mig ind, at det havde noget at gøre med Master Fatmans indieklassiker “Gay Niggers from Outer Space.”
Men Afrofuturisme i litteraturen var en Science Fiction genre, der især var markant i 1990’erne. Genren udforsker et miks af teknologi, fremtid og afrikansk kultur.
Det mest mainstrem eksempel på afrofuturisme er nok Marvel-tegneserien Black Panther, hvor den skjulte afrikanske miniput-stat Wakanda er et teknologisk miks af traditionelle afrikanske kulturtroper og futuristisk teknologi.
På dansk har Science Fiktion Cirklen fået udgivet en antalogi med Afrafuturisme: Tidstrance – Blandt andet med en historie af Octavia Butler
Octavia Butler var en afro-amerikansk forfatter (1947-2006) hvis forfatterskab fokuserede stærkt på temaerne ulighed, race og identitet – men i stedet for at skrive realistisk fiktion var Butlers fortællinger Science Fiction.
I The Parable of the Sower fra 1991, oplever vi et Los Angeles efter samfundets kollaps. Klimakatastrofe har presset vandpriserne op. Lov og orden hører fortiden til. Nu hærger bander og kriminelle.
Vi får den på klods hold i romanens åbningsscene, hvor vores hovedperson, Lauren Olamina, i bevæbnet gruppe med sine familie og venner, kører gennem LA: Bumser, bander, stofmisbrugere og voldtægtsofre i granatchok præger et bylandskab i totalt forfald.
Laurens afro-amerikanske familie bor i et barrikaderet nabolag på randen af kollaps. Selv om medlemmerne i det lille beskyttede samfund skydetræner og patruljerer, så kommer “det derude” hver dag tættere og tættere på.
Laureen har forliget sig med at kollapset er uundgåeligt. For hende er det guddommelige ikke faderens baptistiske bibelgud. Det guddommelige er forandringen selv. At leve med forandring og forme den til fælleskabets bedste, er den centrale tanke i hendes spirende ideologi “Earthseed” – Så da katastrofen rammer er Laureen forberedt.
The Parable of The Sower lever i kraft af sine stærke personskildringer. Den udnytter en klassisk post-apokolyptisk setting til at fortælle en historie om race, ulighed og religion. Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Parable of The Sower.”
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes:
- Anders har læst Chuck Wendig: Wanderers, Daryl Gregorys: Spoonbenders og Mary R. Kowal: The Fated Sky
- Jens har læst The Future We Choose
- Og Jens genlæser “Dealers of Lightning – Xerox Parc and the dawn of the computer age” som sindsygt nok er på Mofibo
- Og Jens er også i gang med The World Walker på opfordring fra Lars Bo Wassini, med hvem jeg deler at have en faible for denne slags bøger i stil med V.E. Schwab color of magic og villains. Urban moderne Fantasy Ramasjang noget.
- Her er den animerede TED Talk om Butler
- Og til sidst. Via BoingBoing: Next Stop “Soylent Green”. Popkulturelle visualiseringer, blandt andet SCIFI tidslinje.
5 kommentarer til “Ep. 71: Octavia Butler, The Parable of the Sower”
Ej, for søren. I har glemt den allervigtigste bog.
https://sciencefiction.dk/udgivelser/bog/tidstrance
Det var ikke godt. Den må vi nævne i follow-up i episode 72 🙂
Tak for kommentaren Lise og tak fordi du lyttede med.
kh
J
Jeg kan godt følge den der “det-fiser-bare-ud”-fornemmelse ifht “The parable of the sower”. Til det er der, at sige at den nok (bare) ikke er DEN slags fortælling! At der ikke kommer nogen kataklysmisk kartharsis (for nu lige, at …..). Det Store Endelige Opgør finder man – efter min mening – slet ikke hos Butler. Oftere drejer det sig – som i faktisk er inde på – om en “re-positionering”, fremfor et “paradigme-skifte”. Prøv at læse “Bloodchild”. Også hér bliver der lagt op til en stillingtagen, men Butler opstiller ikke noget “multiple choice”-skema. Man må selv gå og bakse med dilemmaerne.
Uden sammenligning iøvrigt, kommer jeg til at tænke på “opløsningen”/”udfasningen i Niels E. Niels to romaner “Skyggen fra Sirius” og “Vagabondernes planet”. Heller ikke disse indeholder et finalt “Clash of Titans”. De ender i forhåbningen om en muligheden for forandring til det bedre. På et aldeles spinkelt og sårbart grundlag. Men samtidig tilbagegribende med et – hm? – “pastoralt coda”: – man høster som man sår(!); – i dit ansigts sved, skal du æde dit brød.
Jeg ved faktisk ikke hvor Octavia stod på religions-barometeret; “omskifteligt”? Nielsen stod ihvertfald på: “Meget smukt”, selvom teodicé’en er noget han knokler med.
Mht. “Spoonbenders” associerede jeg straks til Algis Budrys’ “Hard Landing”, som er en ret knugende beretning om, hvorledes “ufonauterne” fra The Rosswell Incident må hutle sig igennem som skibbrudne på Jorden. Det er ikke nogen STOR roman – så skal man gå til Budrys’ “Rogue Moon”, der er “familie med” “Roadside Picnic” og “Solaris”.
Og – som sædvanlig – rigtig god episode; rigtigt godt take på Butler. Og når jeg nu har kuglepennen fremme: – hvad med at læse “Destination: void” af Frank Herbert? Det er klassisk! Det er ikke for nemt! Den er kort – men kompleks. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, hvad I kan finde på at sige om den 🙂
Hilsen Henning
Hej Henning. Tak for kommentarer.
Jeg må lige kigge nærmere på det Frank Herbert forslag – kan det passe, at du har nævnt den før?
Rogue Moon lyder også interessant. Det må jeg lige tjekke op på.
Jeg har tænkt meget på det her med, at skabe en ny religion/ideologi som en samlende fortælling, der kan guide menneskeheden videre. Er også begyndt at lede efter om der er noget Solar Punk, som er værd at læse. Der er nogen der siger, at Kim Stanley Robinsons “New York 2140” kunne være et interessant bud.
Så mange mulige bøger til 12 årlige show – suk.
Fedt at du lyttede med og tog dig tid til at give dit besyv med.
KH
J
Jo! So much to do; so little time 🙂
Jeg har garanteret nævnt “Destination: void” tidligere. Og det er sikkert bare mig (jeg slidt to eksemplarer op). Og muligvis kan man slet ikke “podcaste” over den (nej det er ikke en provokation) idet dens fokus er – skal vi sige – fremmedartet. Tjek den!
En ny fortælling! Tja! Hvem fanden er det nu, der siger noget om at “de store fortællingers tid er forbi”? Foucault? Habermas?
Hvis man nu skal være teknisk 🙂 så betyder denne “corona-krise” (jo) en nøje afvejning mellem det individuelle (isolér dig/bliv hjemme) og det sociale, det solidariske (tænk på andre). Man går i “lukket kredsløb” for at “være med i fællesskabet”. Meget mærkeligt …….
khha