I Hugh Howeys Wool lever 10.000 mennesker stuvet sammen i en 140-etagers silo under jorden. De kigger ud på verden gennem kameraer. Luften udenfor er giftig. Kun de få, der bliver dømt til at rengøre linserne på kameraerne, oplever at komme ud i få minutter, før forgiftningen får bugt med dem.
Wool er en dystopisk roman, der kombinerer temaer fra den kolde krig med ideer om manipulation, der kunne være taget ud af 1984. Som i Dr. Strangelove udforsker vi muligheden for at overleve under jorden i en ødelagt verden.
Bogen er udformet som et mysterium. Hvad bragte menneskeheden hertil? Og jeg vil ikke spoile noget her. Men det går ret hurtigt op for læseren, at der er noget, der ikke stemmer.
Fra selvudgivelse til Apple TV+ serie
Howey skrev den første version af bogen i 2011 som en novelle. Fire efterfølgende noveller blev samlet i den version af Wool, også kaldet “Wool omnibus,” som vi læste til SCIFI SNAK. Siden er historien udviklet videre i romanerne Shift og Dust.
I 2023 udkom TV-serien på Apple TV+, og denne version kommer vi også ind på i podcasten.
Hugh Howeys worldbuilding er ret fantastisk. Man glemmer hurtigt verden udenfor og lader sig opsluge af dybet. Man kommer på en lang tur gennem siloen i de første kapitler fra borgmesterkontoret på toppen til fødegangene, IT-afdelingen, de hydroponiske haver og nederst: Teknisk afdeling i “The Down Deep.”
I romanen følger vi forskellige personer, der alle kommer tæt på at afsløre sandheden om Siloen, og som derfor bliver forsøgt dræbt. Men bogens egentlige hovedperson, Juliette, er ikke til at holde nede. Juliette er en elsket mekaniker fra “The Down Deep,” hvor teknikerne arbejder med at holde maskinerne i gang, så alle får luft og lys. Hun er ekstremt kapabel, men også meget selvstændig og viljestærk – og derfor kommer hun på kant med autoriteterne bag siloen. Jens og Anders har SCIFI Snakket Hugh Howey’s Wool.
Shownoter til Wool:
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
5 kommentarer til “Ep. 107: Hugh Howey, Wool og Silo”
Hej Anders og Jens. Supertak for en rigtig god podcast.
Denne gang har jeg valgt, at lade min kommentar indgå i et cross-over, i håbet om at det kan være med til at udfolde den sciencefictionelle Danmarkshistorie 🙂
Således kan min kommentar læses hér: https://superkultur.dk/2023/06/18/lukkede-verdener/
tak for podcasten. Og for spoilere. Jeg har ikke læst den, men troede den var lissom en af Niels E Nielsens romaner. Og så hjalp det at høre spoilerne og at Blår vist går i en lidt anden retning.
Troldmandens sværd, tror jeg den hedder. Henning ved det nok. Den med “søndagssuppen”.
Jep! “Troldmandens sværd”! Jeg har den skam med i min kommentar, og med den samme tilføjelse som den du har = “ikke helt det samme”. Iøvrigt er det en ypperlig roman, og jeg tænkte osse på om jeg sku ha haft “Akerons Porte” med, i forhold til “lukkethed”, men det ville nok være at stramme den. Til gengæld kom jeg i huskeren om en roman, der burde have været med i min kommentar-cum-indlæg, nemlig “Fängelsestaden” af Sam J. Lundwall. Dén er et læs værdig – men man skal kunne læse svensk, uden hele tiden at dø af grin over det fjollede sprog 🙂
tak for tip, Henning, og undskyld til scifisnak for at vi bruger jeres site som vores private bog-salon 🙂
På Testrup højskole fik jeg det tip til læsning af tekster, at jeg IKKE skulle sige til forfatteren hvilke ti andre bøger deres tekst mindede mig om – men når vi her kun anmelder og filosoferer over bøger og ikke giver tekst-feedback, så går det nok …
Jeg tænkte lige, at bøger i lukkede universer med endelige ressourcer i princippet alle er et billede på Jorden, som trods sine kontinenter og have OGSÅ er et lukket univers, hvor ressourserne kan løbe ud, klimaet kan løbe amok, biosfæren kan blive udpint. Det meste af Niels E. Nielsens forfatterskab har denne tanke som omdrejningspunkt. Troldmandens sværd er en af de bedste af hans romaner.
Også værd at nævne er Vagabondernes planet, hvor der nu kun gror “jernrug” og al andet planteliv er uddød. DR lavede en slags parafrase/tv-dramatisering over denne roman, hvor vi følger en famillie i et folkevognsrugbrød rundt på deres uendelige rejse af de motorveje, som nu er menneskenes eneste hjem. Jeg husker ikke om den gik i samme retning som Nielsens roman, men begrebet “vejbegravelse” blev et ord vi brugte i familien i årevis bagefter om fladkørte ræve og katte.
Jeg glæder mig til næste afsnit af jeres tankevækkende Scifisnak!
Enig, Majbrit! (og vi bliver sikkert undskyldt af The Sciffisnackers 🙂
– Og nu du nævner det, så ihukommer jeg også den dér TV-film, omend svagt. Det må jeg lige tjekke op på