The Wanderers foregår i en nær fremtid, hvor det private rumfartsfirma Prime Space forbereder en tur til Mars. Firmaet ledes af den karismatiske og excentriske Boone Cross, og det er altså ham der bestemmer, hvem der skal ombord i rumskibet Primitus og blive de første mennesker på en anden planet.
En af kandidaterne er den amerikanske astronaut Helen. En regulær legende i det amerikanske astronautkorps. Hun jager den sidste store mission i sin karrieres efterår. Helen er enke og nu alenemor til datteren Mireille. Men det er ikke nemt at få familielivet til at synge, når mor altid er i rummet eller længes efter at rejse derud igen. Som Helen skriver til Mireille:
We shall go on and on, you and I. You will continue to blame me for leaving you, and I will continue to leave you. The last thing I want to say is that I feel I have lived a whole life on this mission and I want to do it all over, but do it much better. The strange thing is, I may have the opportunity to do just that. But I won’t have that opportunity with you. I don’t know what to do. (…) What can I give you of myself? I need to find something of me that I can give you, that is also something you want.
Og sådan er det også med de to andre astronauter Sergei (Rus) og Yoshi (Jap). Dem de “efterlader” på jorden lever i evig skygge af astronautjobbet. Hvad kan man selv være, når den anden er så meget?
Mens den simulerede Marsmission skrider frem, følger vi, kapitel for kapitel, forskellige astronauter og forskellige familiemedlemmer.
Astronauterne selv er tvunget til at agere ekstremt politisk. De deltager i et udskillelsesløb om at blive det første menneske på Mars. De skal være perfekte og kunne klare alt. Det er utrolig begavet, den måde vi oplever astronauternes evne til at håndtere vanskelige følelser med rutiner ombord på Primitus. Meg Howrey giver en meget virkelighedstro beskrivelse af, hvordan man lever ombord på et rumskib. Det er tydeligt, at der er blevet researchet igennem.
Man glemmer helt, at der er tale om en simuleret mission mens man læser. Det er faktisk lidt af et trick, som Meg Howrey slipper afsted med. Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Wanderers” af Meg Howrey.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Shownotes fra The Wanderers
- Anders og Jens er begge hoppet på The Last of Us The Last of Us på HBO Max.
- Anders netop gået igang med at læse Ursula K. Le Guins Dispossessed
- Jens har lest Maren Uthaugs gyldne laurbærbog: 11% – Martriarket realiserer drømmen om “Storesøster”
- Og så har Jens læst sin første Stephen King bog! On Writing 🙂 Kan varmt anbefales!
Vilde Universer:
Bogtræf for fantasy, science fiction og horror. Mød andre fans og genreforfattere til en hyggelig con med paneler, foredrag og masser af snak om de fantastiske genrer. På træffet kan du dele entusiasmen for dine yndlingsbøger med andre ligesindede.
- Vi optager en SCIFI Snak på Vilde Universer foran et live publikum søndag den 19/3 kl 12:15-13:00
- Vi læser “The Diamond Age” af Neal Stephenson
- Den kommer ud som episode 104 i det sædvanlige feed.
6 kommentarer til “Ep. 103: Meg Howrey, The Wanderers”
D’herrer Poder og Nissen!
Forventningens glæde skulle, i henhold til salig Kierkegaard, være den største. Men det er noget bavl – ikke mindst i relation til ScifiSnak, og iøvrigt var Søren fuld af sludder og vrøvl, men det er anden snak (og ikke Scifi 🙂 )
Jeres overstrømmende anbefaling af “The wanderers” animerer mig til at få den læst, for ligesom I er inde på i (op)summeringen minder jeres referat mig om “et eller andet”. Og selvom jeres reference til “Solaris” (association til?), var det ikke lige dén jeg havde i tankerne –
Som I er inde på, har der været de dér forsøg med længevarende isolation af astronauter (sikkert også kosmonauter, men hva’ ve’ vi?). Men jeg vil lige indsparke projektet Biossphere I og II, hvor fem-seks personer blev isoleret i et kæmpemæssigt drivhus, indeholdende differentierede biomer: – Marker, Hav, Jungle og vistnok også Ørken.
Projektet var (vistnok) finansieret af en eller anden religiøs bevægelse, og de tekniske resultater kender jeg faktisk intet til. Til gengæld fik det mig til at tænke på Brian Aldiss’ “Nonstop”. Den skulle I tage og læse. Og iøvrigt inspirerede Biossphere-projektet til “point&click”-computerspillet “Biosys”, som er anbefalelsesværdigt.
Jeg ved ikke hvorfor dansk science fiction i den grad er faldet i “dystopi”-grøften. Men ligesom Niels Dalgaard udtrykker det i http://podcast.fantastik.dk/?p=56 bør man måske være bekymret. Og med hensyn til utroværdig dialog: – nåja; dårligt håndværk er dårligt håndværk. Men inden vi kommer for godt igang, så har jeg set/hørt utroværdig dialog i engelske krimi-serier. Og dårligt skuespil kan ikke dækkes ind under påstået “method action” – især ikke, når det ikke fungerer 🙂
Men Dalgaard har også en anden kommentar, der har relation til nærværende podcast, og jeg nævner den hér, fordi I selv er inde på det. Kunne “The wanderers” ligeså godt have foregået på en olieboreplatform eller på en Antarktisk base? Og dette spørgsmål henvender sig direkte til Dalgaards “nødvendigheds-kriterium”.
Anders er igang med at læse Ursulas “The Dispossessed”! Go’ ide 🙂
På grund af en eller redaktionel båt-nakke blev den, på dansk, relanceret som “en socialistisk utopi” – mens den helt tydeligt (godt nok på engelsk, vi beklager) har undertitlen “an ambigous utopia”. Der er en forskel, nietchewo’?
Men grunden til, at jeg lige hive det frem er, at samme Ursula har fået udgivet essaysamlingen “The language of the night”. Og netop I var omkring “dårligt håndværk” (se ovenfor), kom jeg i tanke om, at Le Guin også har en kommentar til det. Hun siger/skriver: – Hvorfor skulle man lade sig nøje med noget, der er næsten eller måske “godt nok”? Hvis man hører en violinist til en koncert, så sammenligner man vel ikke dennes spil med, hvad naboens søn vrider ud af instrumentet under første lektion? Nej! Man sammenligner med Isaac Perlman og Isaac Stern. Sådan bør det også være i forhold til forfatteri 🙂
måske skulle I lave én episode om “The Dispossessed” – ?
Bedste hilsner – Henning
Hej Henning!
Tak for input og feedback. Jeg tror jeg vil sige, at The Wanderers ikke kunne foregå på en boreplatform eller på antarktis. Det er rigtigt at isolations-elementet er det samme. Det som er meget anderledes er dog, at The Wanderers sætter så meget fokus på astronaut-tilværelsens unikke udfordringer. Når hele jordens anstrengelser om rumfart hviler på tre sæt skuldre, så skaber det en helt særlig tilværelse, som de involverede i første og andet led tumler med.
tak for anbefaling- den skal jeg læse!
Synd at 11% faldt ved siden af. Mit eksemplar er på rejse rundt i skriveklubben og bliver læst og genlæst og diskuteret. SPOILERE HERFRA!
. Det jeg synes udmærker romanen mest er dens sanselighed. Uthaug er rigtig god til at beskrive helt vildt ulækre ting. Og der er nogle interessante sproglige finesser i den. F.eks måden en dreng ikke kaldes “et barn”. At mænd kaldes hanner. At vi i næsten hele romanen ikke får at vide om drengen taler. Altså at samfundet der beskrives er så fremmedgjorte overfor mænd og drenge, at de sprogligt er umenneskeliggjorte.
Jeg var også mest grebet af beskrivelsen af lægens fortælling – og den kommer først i den sidste tredjedel af bogen, så jeg kan godt se, at hvis man ikke morer sig som jeg gjorde over storbyers destruktion – ikke ved supermonster – men ved rotter og ukrudt, så er der langt derhen.
Jeg ku godt li den måde skæbnerne viste sig at være flettet sammen.
Nu hvor I vil kigge på the Dispossessed ku I jo smmenligne de to udgaver af anarki som er i spil her. LeGuin er optimist, og selvom det anarkistiske samfund i Dispossessed ikke er perfekt, er det dog et sted jeg ville ku li at besøge. Uthaug har mere blik for måden enhver ideologi kan løbe løbsk. Jeg tror i øvrigt ikke der ER nogen Storesøster i universet. 11% er styret af rigtig-isme af den slags man (nok mere kvind) kan finde i alternative spiritueltagtige miljøer. Hvilket gør det endnu mere morsomt at læse bogen.
Hej Majbrit
Jeg tror da, at jeg endte på 4 stjerner af 5 på Goodreads, så helt ved siden af synes jeg ikke den var.
Synes klart at Lægens fortælling og Stilles fortælling var de stærkeste og mest engagerende. Medea var en spøjs og potentielt spændende karakter, men jeg synes hendes fortælling blev lidt kvalt i slangelogistiske problemer. Wicka var bare en træls karakter og hendes problemer lod mig kold. Det hjælper selvfølgelig de to første karakterer, at de skal bære en masse world building også.
Jeg tror du har ret i, at der ikke er nogen storesøster. Det virker som om det nye samfund sætter sin vilje igennem med passiv aggresivitet og sløring af magtforhold.
Tak fordi du lyttede med!
kh
J
Nu får Henning (og, tak for det) mig jo lige til at genopdage Silent Running langt nede i min hullede hukommelse – en fin lille biotopi. Da jeg så den som barn var den kolossalt meget bedre end da jeg sidst så den, men den er stadig meget anderledes og med masser af drivhus… og isolation.
Jeg er gået i gang med The Wanderer. Den fænger faktisk ret hurtigt og har en sjov måde at beskrive indre dialog på, som vi ikke ser så ofte. Lidt ligesom i The Curious Incident of the Dog in the Night Time, som dog ikke var scifi men stadig ualmindeligt morsom og kringlet på den sjove måde. Diamond Age er også røget ind på natbordet igen, men det er en anden historie.
Hej Thomas
Det glæder mig, at jeg har animeret dig til at støve af i hukommelsens lønkamre 🙂
Man må vel nok sige, at ældre science fiction films, må lide den tort at vi – som “seere” – er blevet bedre vant med årene og alskens greenscreen og CGI. Vi har fået flottere film! Har vi fået bedre? – en problematik, der bliver adresseret i bogen “Kloner og stjernekrig” –
Men apropos “Silent Running”, så er det sådan, at i det computerspil jeg nævnte (Biossys), har netop en filmsplakat for Silent Running en prominent plads i interiøret. Med andre ord: – der er koblinger ad (næsten) libitum.
bedste hilsner Henning