Skip to content →

Ep.9: Dan Simmons, Hyperion

Så blev det endelig tid til at prøve kræfter med Hyperion. Ved årets udløb åbnede Jens og Anders tidskatakomberne og kiggede indenfor i Dan Simmons Hyperion fra 1989. 7 pilgrimme deler deres fortællinger på deres pilgrimsfærd til det mystiske Shrike tempel på planeten Hyperion. Det kommer der en meget fantastisk og mangfoldig fortælling ud af.

Published in 1980erne

3 Comments

  1. Henning Henning

    Bortset fra at jeg godt mener man kan diskutere smag, samt at der findes god og dårlig, så er det selvfølgelig en “smagssag” når man kommer op i vist niveau af kvalitet. Og Dan Simmons er da også en udmærket forfatter, som vist iøvrigt har tjent til livets opretholdelse som lærer for bedre begavede børn. Det er ikke hér kæden falder af, men det er muligt det er udgangspunktet for “Hyperion”, idet teksten stort set & muligvis udelukkende drejer sig om at putte så mange referencer til SF-troper ind som overhovedet muligt. Og referencer til (vestlig) litteraturhistorie. Det er selvfølgeligt et “game” der kan være interessant nok, ligesom man kan muntre sig med at bladre i kataloget fra BR og prøve at gætte hvilken TV-serie det enkelte legetøj og de enkelte figurer stammer fra. Og Hr. Simmons nøjes ikke med troper eller referencer, idet samtlige ideer kan kildehenvises til (ældre) SF-romaner (-historier). Det er meget godt gjort, men det er til gengæld gjort på et tekstbehandlingsanlæg der har fået lov til at gå amok. Indrømmet, jeg blev rørt af historien om pigen der bliver yngre – men igen er ideen en reference. Og modsat SCIFISNAK (hej Anders, hej Jens) er jeg ikke charmeret af en uforløst slutning, der enten skal forestille endnu en reference (“det var kun en drøm”-historier) eller pege frem mod et indkøb af Bind II. Personligt sad jeg tilbage med oplevelsen af en forfatter der havde tilkastet mig en ordentlig buket lærde referencer til et tekstmateriale jeg lissom kendte udmærket i forvejen. For nogen er det sikkert sjovt – personligt kedede jeg mig. Men – ja – smag og behag, bevares.

    Men jeg glæder mig hver måned til jeres podcast, så ikke noget dér -“no hard feelings” som de siger i gangsterfilm, lige inden de pløkker hinanden til blodbudding 🙂

  2. Hæ. Minder mig om et godt Martin Selenius citat: “In the beginning was the Word. Then came the fucking word processor. Then came the thought processor. Then came the death of literature. And so it goes.”

    Tror ikke at jeg sagde, at det er et plus med en uforløst slutning. Mere at det ikke nødvendigvis behøver at være et kæmpe problem. Hvis han nu havde skrevet dårligt og ikke var i stand til at skabe kunst, så var den selvfølgelig helt gal.

    Synes heller ikke det reducerer den kunstneriske kvalitet, at man baserer sig på og bygger videre på tidligere fortællinger.

    Men ja ja smag og behag.

    Tak for kommentar 🙂

    • Henning Henning

      Nejnej – “viderebygning” eller “overbygning” (sågar “sidebygning”) er helt fint med mig. Amatører “låner” – professionelle stjæler med arme og ben (det er vist noget T.S. Elliot har skrevet/sagt). Og allusioner – hedder det vist – til ældre/andre værker kan sagtens være lige i skabet. Dantes “Den Guddommelige Komedie” består stort set heller ikke af andet – men det er så også lige en fire- femhundrede år siden den blev skrevet, og Simmons model er helt klart (og det nævnte I vist også) “The Canterbury Tales”. Fint nok – ikke noget dér. Men hvis historien – hvis fortællingen, narrativet, den fremadskridende handling, blot består i en sådan akademisk (skrive)øvelse så er der måske ikke andet plot end “se hvad jeg kan, hør hvad jeg ved”. Det finder jeg personligt trættende – og det er selvfølgelig en smagssag. Klart. Ligesom med romaner med flere handlingstråde, hvor de kapitler skifter imellem de forskellige synsvinkler. Efter min mening øger det ikke spændingen – det øger frustrationen. Andre finder det top-dollar, og det er så det – men jeg vil gerne have forløste plots, for sådan er jeg nemlig – ;-D

Skriv et svar